Aflastning og afløsning
Hvis du som ægtefælle eller anden nær pårørende passer et familiemedlem, der har behov for pleje, kan du ansøge kommunen om aflastning eller afløsning. Plejebehovet kan skyldes både fysisk og psykisk nedsat funktionsevne. Denne form for hjælp kan være afgørende for, at den plejekrævende kan blive boende i hjemmet.
Det er kommunen, der efter en konkret, individuel vurdering af behovet træffer afgørelse om aflastning eller afløsning.
Der kan være tale om hjælp i hjemmet, hvor du som plejer afløses af en anden.
Ved aflastning kan patienten fx få tilbud om midlertidigt dag-, nat- eller døgnophold i plejehjem eller plejebolig.
Kommunen kan også, hvis du selv har behov for det, tilbyde dig et midlertidigt ophold i en almen plejebolig eller i en plejehjemsplads.
I Frederiksberg Kommune kan du få tilbudt aflastning på kommunens døgnenheder.
Midlertidigt ophold efter sygdom
Personer, der bor alene, kan komme i en situation, hvor et midlertidigt plejeophold vil være den bedste løsning. Det kan fx være i situationer hvor ældre er udskrevet fra hospitalet efter et hoftebrud, men har behov for lidt ekstra opsyn de første par uger. Eller det kan være en ældre med et sygdomsforløb af en karakter, der ikke nødvendiggør hospitalsindlæggelse, men hvor den ældre føler sig utryg ved at være alene hjemme.
Klagemuligheder
Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse om aflastning eller afløsning, kan du klage til kommunen inden 28 dage.
Kommunen har fire uger til genvurdering.
Hvis kommunen fastholder sin oprindelige afgørelse, sender kommunen selv klagen videre til det sociale nævn eller beskæftigelsesankenævnet sammen med papirerne i din sag.
Nævnene afgør om kommunens afgørelse er lovlig.
Flere oplysninger
Kontakt kommunen for flere oplysninger om aflastning.
LOVGIVNING
Bestemmelserne om afløsning og aflastning er fastsat i Lov om social service § 84.
Serviceloven (nyt vindue)
Du kan læse mere i vejledning nr. 2 til serviceloven.
Vejledning om hjælp og støtte efter serviceloven (nyt vindue)
Øverste myndighed på området er:
Social- og Integrationsministeriet