Hvem kan få hjemmehjælp

Du kan få hjemmehjælp, hvis du er handicappet, ældre eller i en periode har været syg og derfor ikke længere har de fysiske eller psykiske færdigheder, du havde tidligere. Afgørelsen om hvilken hjælp, du kan få, træffes på grundlag af en vurdering af dit behov.

Du kan få hjælp til:

  • praktiske opgaver i hjemmet
  • personlig pleje

Du kan ansøge kommunen om hjemmehjælp i form af varig hjælp, midlertidig hjælp eller som lejlighedsvis aflastning. Du kan få hjælp uanset om du bor alene, i eget hus, i bofællesskab, i plejebolig eller andet. 

Du kan inden for bestemte rammer selv være med til at bestemme, hvilke opgaver der skal løses inden for de tildelte timer, og hvordan de fra gang til gang skal tilrettelægges. 

Hvordan får du hjemmehjælp

Du skal kontakte kommunen og søge om hjemmehjælp.

Kommunen vurderer din individuelle og samlede situation og afgør på dette grundlag, hvor meget hjælp du kan få, og om du har brug for at få varig hjælp eller hjælp i en kortere periode. Hvis dine behov ændres, skal hjælpen tilsvarende ændres. 

Kommunen har ikke pligt til fx at levere hjælp i et bestemt antal timer. Den konkrete service besluttes af kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune. Kommunens afgørelse skal være skriftlig, og den skal indeholde en klagevejledning.

Frit valg af leverandør

Uanset om du får hjemmehjælp til praktiske opgaver eller hjælp til personlig pleje, har du mulighed for selv at vælge hvem af de godkendte leverandører, der skal levere hjemmehjælpen. Kommunen skal oplyse dig om, hvilke leverandører du kan vælge imellem. Kommunen udleverer materiale, hvor du kan læse om, hvad den enkelte leverandør kan tilbyde.

Oversigt over leverandører af hjemmehjælp

 

Har du et specifikt ønske om, hvem der skal stå for din hjemmehjælp, kan du søge om at få personen godkendt af kommunen. 

Hvis kommunen ikke kan yde den hjælp, du er blevet tilkendt, kan du efter aftale med kommunen ansætte en privat hjælp og få tilskud til lønnen. Får du mere end 20 timers hjælp om ugen, har du også mulighed for at ansætte din egen hjælp og få tilskud. Kravet er, at du skal have en betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Den person, du vælger, skal opfylde kommunens krav til uddannelse m.m.

For at blive godkendt af kommunen skal personen, du vælger, fremvise straffeattest, opfylde en række faglige kvalifikationer og være fyldt 18 år. Du kan ikke vælge en person, der i forvejen er ansat i Frederiksberg Kommunes hjemmepleje.

 

 

Du kan finde oplysninger om leverandører på Servicestyrelsens "Fritvalgsdatabasen".

Socialstyrelsens Fritvalgsdatabase (nyt vindue)

Fleksibel hjemmehjælp

Fleksibel hjemmehjælp betyder, at du har ret til at bytte ydelser inden for bestemte rammer. Hvis du modtager personlig og praktisk hjælp, har du mulighed for at vælge en helt eller delvis anden hjælp end den, der er truffet afgørelse om.

Læs mere om fleksibel hjemmehjælp hos Indenrigs- og Socialministeriet:

Socialministeriet om fleksibel hjemmehjælp (nyt vindue)

Erstatningshjælp

Kommunen skal sørge for at hjælpen leveres inden for en rimelig frist, hvis den oprindelige aftale ikke kan overholdes. Hvad der er rimelig frist besluttes af kommunen. 

Frederiksberg Kommune har vedtaget en frist på 5 hverdage. Hvis et planlagt besøg falder på en helligdag eller anden officiel fridag, skal leverandøren senest 14 dage forinden aftale et erstatningsbesøg med dig. Dette besøg skal således ligge senest fem hverdage før eller fem hverdage efter det oprindeligt planlagte besøg. Det gælder kun for ydelser, du ikke får dagligt.

Fast kontaktperson i hjemmeplejen

Hvis du modtager hjemmehjælp, har du ret til en fast kontaktperson i kommunen, som du kan henvende dig til, hvis du har spørgsmål til hjemmehjælpen. Kommunen skal i forbindelse med afgørelsen om hjælp oplyse dig om, hvem du kan kontakte. 

Navnet på din kontaktperson finder du i bevillingsbrevet, som kommunen sender til dig, når det er afgjort, at du har behov for hjemmehjælp.

Hjemmehjælp på ferien

Hvis du er berettiget til varig hjemmehjælp, kan du få hjemmehjælp i perioder, hvor du opholder dig i en anden kommune end din bopælskommune, fx i forbindelse med et sommerhusophold.

Det er din midlertidige kommune, der beslutter, hvilken hjælp du konkret kan få, og serviceniveauet vil blive tilpasset det lokale niveau.

Du skal kontakte din midlertidige kommune, hvis du ønsker hjemmehjælp i en begrænset periode.

Betaling for midlertidig hjemmehjælp 

Bliver du godkendt til at få varig hjemmehjælp, er hjælpen gratis. Hvis du kun har brug for midlertidig hjemmehjælp, kan der være en egenbetaling.

Midlertidig hjemmehjælpen er gratis, hvis du årligt tjener under 138.600 kr. for enlige og 208.200 kr. for gifte (2012). Hertil kan lægges 39.132 kr. per barn for enlige og 13.044 kr. per barn for ægtepar. Tjener du mere end det, skal du betale en timepris for den effektive tid i hjemmet. Du betaler altså ikke for transporttid o.a. Du skal højst betale 121 kr. (2012) i timen.    

Der er en bagatelgrænse for betaling af midlertidig hjemmehjælp. Skal du betale mindre end 70 kr. (2012), kan kommunen vælge at lade være med at opkræve pengene. 

Får du lejlighedsvis aflastning til at passe en syg pårørende, gælder de samme regler som for midlertidig hjælp.

Det er kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om, hvor meget der skal betales for hjemmehjælp m.v. i kommunen.

Ved madservice- og vaskeriordninger må det, du skal betale for maden, ikke overstige produktionsomkostningerne.

Kvalitetsstandarder

Kommunen skal offentliggøre kvalitetsstandarder, som beskriver serviceniveauet for hjemmehjælp og træning. Du kan sammenligne kommunens serviceniveau med andre kommuner på brugerinformation.dk.

Frederiksbergs Kommunes kvalitetsstandarder

 

 

Sammenlign skoler, dagtilbud m.v. på brugerinformation.dk (nyt vindue) 

Klagemuligheder

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden 4 uger.

Kommunen har fire uger til genvurdering. Hvis kommunen fastholder sin oprindelige afgørelse, sender kommunen selv klagen videre til det sociale nævn med papirerne i din sag.

Nævnene afgør om kommunens afgørelse er lovlig.

Flere oplysninger

Du kan få flere oplysninger om hjemmehjælp hos kommunen.

Du kan også få flere oplysninger på ministeriets hjemmeside:

"Hvad er hjemmehjælp" - Social- og integrationsministeriet (nyt vindue)

 
Kilde: borger.dk
 

Sidst redigeret d. 27/09 - 2011

Ansvarlig afdeling:

 
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/Borgerservice/AeldreOgPension/HjemmehjaelpOgPleje/Hjemmehjaelp.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune