Plejeplan og plejetestamente

Et plejetestamente er et dokument, hvori du kan oplyse om dine ønsker til pasning og pleje, hvis du får demens. Bor du i plejebolig skal kommunen udarbejde en individuel plejeplan for dig.

 
 

Plejetestamente

Hvis du har ønsker til din pleje, hvis du får konstateret demens, kan du oprette et plejetestamente.

Plejetestamentet skal vejlede plejepersonale og de pårørende i, hvordan du ønsker din pleje. Kommunen skal så vidt muligt respektere de ønsker, du har givet udtryk for i plejetestamentet. Plejetestamentet er vejledende, og kommunen har ikke pligt til at følge alle dine ønsker. 

Det kan der stå i plejetestamentet

I plejetestamentet kan der fx stå, at du har nogle faste spisetider, som du gerne vil bevare på trods af demensen, mad du kan lide/ikke lide, eller at du gerne vil gå i noget bestemt tøj. Det kan også handle om den personlige pleje, hvis du fx ønsker fortsat at bruge make-up.

Plejetestamentet handler, i modsætning til det almindelige testamente, ikke om økonomi og jura.

Et plejetestamente behøver ikke være skrevet på en bestemt måde. Det behøver ikke at være skriftligt, du kan f.eks. vælge at indtale det på bånd eller video/dvd.

Du kan se et eksempel og downloade et skema til et plejetestamente på Alzheimerforeningens side.

Alzheimerforeningen om plejetestamente (nyt vindue)

Plejeplaner for beboere i plejebolig/plejehjem

Hvis du bor i plejebolig, på plejehjem eller i en lignende bolig skal kommunen udarbejde en individuel plejeplan. Plejeplanen skal indeholde information om den samlede pleje- og omsorgsindsats, du har brug for. Det vil sige, at plejeplanen dels skal tage udgangspunkt i dine ressourcer, behov og muligheder. Dels skal den oplyse om dine særlige vaner og ønsker til for eksempel spisetider, rutiner ved sengetid og aktiviteter. 

Plejeplanens formål

Udarbejdelsen af plejeplanen skal hjælpe med at tilrettelægge plejen efter dine behov, og den vil give både dig og dine pårørende information om, hvilken hjælp du modtager.

Pårørende og værgemål

Hvis du er pårørende til en nærtstående dement ældre, vil du ofte være den, der har bedst kendskab til den ældres ønsker til en plejeplan.

Frederiksberg kommune tilbyder kurser for pårørende til mennesker med hukommelsesproblemer.

Kursus for pårørende til mennesker med hukommelsesproblemer

Der kan dog være juridiske problemer med at inddrage pårørende, hvis der ikke foreligger en fuldmagt eller værgemål.

Værgemål skal altid tilpasses den enkeltes behov og må ikke være mere omfattende end nødvendigt. Som udgangspunkt er personer under værgemål stadig myndige. Værgemål kan begrænses, så det fx kun omfatter bestemte økonomiske aktiver eller bestemte personlige forhold. Der kan også oprettes et tidsbegrænset værgemål.

Det er statsforvaltningerne, der behandler anmodninger om værgemål. Det vil som regel være et familiemedlem, der bliver beskikket som værge; men er det ikke muligt, bliver det en af statsforvaltningens faste værger.

Flere oplysninger

Du kan få flere oplysninger om værgemål hos statsforvaltningerne.

Statsforvaltningerne om værgemål (nyt vindue) 

Du kan få flere oplysninger om plejeplan og plejetestamente hos kommunen og i Socialministeriets vejledning:

Vejledning om hjælp og støtte efter serviceloven (nyt vindue)

 

LOVGIVNING

Lovgrundlag

Reglerne om plejetestamente fremgår af Servicelovens kapitel 16, paragraf 83 og 89.

Serviceloven (nyt vindue)

Reglerne om værgemål finder du i Værgemålsloven.

Værgemålsloven (nyt vindue)


Øverste myndigheder på området er:

Social- og Integrationsministeriet

Vedrørende værge mål er øverste myndighed:

Justitsministeriet

Kilde: borger.dk
 

Sidst redigeret d. 27/09 - 2011

Ansvarlig afdeling:

 
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/Borgerservice/AeldreOgPension/HjemmehjaelpOgPleje/Plejetestamente.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune