Kvalitetsstandard for hjælpemidler og boligændringer - 2011

Hvad er formålet med hjælpemidler og boligændringer?
Formålet er at afhjælpe og kompensere borgere med varig nedsat funktionsevne, så de kan
føre så normal en tilværelse som muligt og opnå størst muligt uafhængighed i dagligdagen.

 

Hvem kan få hjælpemidler og boligændringer?

For at få bevilget hjælpemidler og boligændringer, skal du have en varig nedsat funktionsevne.
Derudover gælder følgende kriterier for bevilling:

  • hjælpemidlet eller forbrugsgodet skal i væsentlig grad afhjælpe følgerne af din nedsatte funktionsevne,
    lette din dagligdag, eller være nødvendigt for, at du kan passe et arbejde.
  • boligændringen skal være nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for dig,
    i forhold til din funktionsevne.

Om du opfylder kriterierne for bevilling, bliver afgjort på baggrund af en individuel vurdering,
som tager udgangspunkt i din funktionsevne, din livssituation og dine ønsker om for eksempel
selvstændigt at kunne varetage daglige gøremål og deltage i aktiviteter udenfor hjemmet.

 

Hjælpen gives efter Serviceloven §§ 112, 113, 114 og 116.

 

Eksempler på hjælpemidler og boligændringer?
Hjælpemidler kan for eksempel være stokke, rollatorer, kørestole, mindre hjælpemidler til køkken
og bad.

Mange af de hjælpemidler, der bevilges, er genbrugshjælpemidler, som har været udlånt før.
Hjælpemidlerne renoveres og istandsættes, inden de udlånes igen.

 

Forbrugsgoder er produkter, som kan købes i almindelig handel som eksempelvis el-scootere. I særlige
tilfælde kan der gives hel eller delvis støtte til forbrugsgoder, når forbrugsgodet i væsentlig grad
afhjælper en nedsat funktionsevne, på samme måde som et hjælpemiddel.

 

Boligændringer er typisk små ændringer, så som:

  • opsætning af håndgreb
  • fjernelse af dørtrin
  • montering af ramper og lignende

I sjældnere tilfælde kan det være større boligændringer som for eksempel ombygning af
badeværelse eller køkken.

 

Handicapbiler
Støtten til handicapbil gives som et rentefrit lån, der afdrages over seks år.
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om lovgrundlag, regler og sagsbehandlingstid kan du
henvende dig til Visitationsenheden og tale med en af vores sagsbehandlere.

 

Hvad kan du ikke få hjælp til?
Visitationsenheden bevilger eller udlåner ikke hjælpemidler til midlertidigt brug, for eksempel
hjælpemidler til brug i kortere tid efter en operation. Der ydes heller ikke hjælp til behandlingsredskaber
som eksempelvis iltapparater.

 

Ved midlertidig behov for hjælpemidler eller behov for behandlingsredskaber skal du kontakte
hospitalet.

 

Hvordan søger du?
Du kan henvende dig telefonisk eller personligt til Visitationsenheden og få et ansøgningsskema,
eller du kan hente ansøgningsskemaet på kommunens hjemmeside, www.frederiksberg.dk under
”Borgerservice/Social og Sundhed/Hjælpemidler”. Du skal sende din ansøgning Visitationsenheden.

 

Hvor hurtigt og hvordan behandles din ansøgning?

De fleste ansøgninger afgøres inden for fire uger efter modtagelsen.
Ved akut behov for hjælpemidler samt ved udskrivning fra hospital, bevilges og leveres hjælpemidlerne
typisk indenfor 1–2 dage. Du vil blive ringet op af en medarbejder fra Visitationsenheden i
forbindelse med behandlingen af din ansøgning. I mange tilfælde vil du få besøg af en visitator, inden
der træffes afgørelse.

 

Når der er truffet afgørelse om bevilling, kan der være behov for tilpasning og afprøvning af forskellige
hjælpemidler. Det kan foregå enten i dit hjem eller i Visitationsenhedens afdeling på Hjælpemiddelcentret.

Den samlede sagsbehandlingstid på ansøgning om handicapbil kan strække sig fra 3–6 måneder.

Sagsbehandlingstiden omfatter ventetid på speciallægeerklæring, aflæggelse af fornyet køreprøve,
afprøvning af bil med mere.

 

Levering, vedligeholdelse, afhentning og reparation
De fleste hjælpemidler leveres direkte fra Hjælpemiddelcentrets lager til din bolig, 1–2 dage efter
bevilling. Der kan dog være længere ventetid for specialtilpassede hjælpemidler eller hjælpemidler,
der ikke er standardvarer hos leverandøren.

 

Du kan også selv afhente hjælpemidlerne i servicebutikken på Hjælpemiddelcentret.

Personlig henvendelse vedrørende levering, afhentning og reparation kan ske hos Hjælpemiddelcentret:


Hjælpemiddelcentret
Ndr. Fasanvej 57, vej 8, indgang 13
Åbent alle hverdage fra kl. 10.00 – 14.00


Telefonisk henvendelse kan foregå i tidsrummet mandag til torsdag fra kl. 8.00 – 15.30 samt fredag
fra kl. 8.00 – 13.00 på Visitationsenhedens hovednummer.

 

Hvad forventes af dig?
Du er forpligtet til at passe på de udlånte hjælpemidler, som var det dine egne.

Hjælpemidler der ikke bruges længere, skal returneres til Visitationsenheden.

Du kan ringe til Visitationsenheden og lave en aftale om afhentning, eller selv aflevere
hjælpemidlerne i Servicebutikken (se under afsnit om Servicebutik).

 

Visitationsenheden sørger for reparation af de udlånte hjælpemidler, men du skal selv sørge for
almindelig vedligeholdelse som for eksempel smøring, lapning og rengøring. Hvis du er i tvivl om,
hvad du selv skal sørge for, kan du ringe til Visitationsenheden.

 

Boligændringer udføres af håndværkere, som Visitationsenheden samarbejder med. Når du har fået
bevilget en boligændring, vil du blive kontaktet af håndværkeren, som træffer aftale med dig om,
hvornår arbejdet kan udføres.

 

Hvad skal du betale for hjælpemidler, forbrugsgoder og boligændringer?
Hjælpemidler udlånes gratis, så længe du har behov for dem. Forbrugsgoder har en egenbetaling
på 50 % ved bevilling, og der kan ikke bevilges forbrugsgoder, der koster under 500 kr.

Boligændringer er gratis. Hvis du bor i en lejebolig, forpligter Visitationsenheden sig til at reetablere
boligændringen, når du flytter. Hvis du bor i en ejerbolig, reetableres boligændringen ikke.

 

Frit valg af hjælpemidler og boligændringer
Hvis du får bevilget et hjælpemiddel eller en boligændring, har du mulighed for selv at købe hjælpemidlet
og selv vælge håndværker / materialer til boligændringen. Hvis du vælger ”frit valg” får du et
tilskud svarende til den pris, som kommunen kan købe hjælpemidlet / boligændringen for. Hvis du
ønsker, at købe et dyrere hjælpemiddel eller få udført en dyrere boligændring, skal du selv betale
merprisen. Visitatoren vil oplyse dig om detaljerne i lovgivningen i forbindelse med ”frit valg”, hvis
du vælger at benytte dig af denne mulighed.

 

Praktiske oplysninger
Du kan kontakte Visitationsenhedens hovednummer 38 21 50 20.
Fra hovednummeret kan du viderestilles til de relevante medarbejdere.

Visitationsenheden har hovedadresse på Howitzvej, men har også en afdeling på
Hjælpemiddelcentret, som ligger på Frederiksberg Hospitals område.

 

Ansøgninger sendes til:
Sundheds- og Omsorgsafdelingens Visitationsenhed
Howitzvej 5-7, 3. Sal
2000 Frederiksberg
Telefon: 38 21 50 20
E-mail: visitationsenheden@frederiksberg.dk
Telefontid: Mandag til torsdag fra kl. 8.00 – 15.30 samt
fredag fra kl. 8.00 – 13.00

 

Servicebutik
Servicebutikken er placeret i Visitationsenhedens afdeling på Hjælpemiddelcentret. Her kan du få
behandlet ansøgninger om mindre hjælpemidler, og få udført mindre reparationer på eksempelvis
din rollator. Derudover kan du returnere hjælpemidler, som ikke længere bruges, og du kan få svar
på spørgsmål om hjælpemidler og boligændringer.

 

Hjælpemiddelcentret
Servicebutikken
Ndr. Fasanvej 57, vej 8, indgang 13
Åbent alle hverdage fra kl. 10.00 – 14.00

Servicebus nr. 831 og 832 har begge stoppesteder på hospitalets område. Nr. 832 holder lige foran
Hjælpemiddelcentret.

 

Hjælpemidler der ikke bevilges af Hjælpemiddelcentret

Visitationsenheden behandler ikke ansøgninger om kropsbårne hjælpemidler. Ansøgninger om
kropsbårne hjælpemidler som for eksempel proteser, ortopædisk fodtøj og parykker henvises til
BorgerServiceCentret på Rådhuset se kontaktoplysninger nedenfor.

 

Yderligere information
Du kan finde alle kvalitetsstandarderne på Frederiksberg Kommunes hjemmeside på
www.frederiksberg.dk. Se under punktet Borgerservice og herunder Ældre og pension.
Kvalitetsstandarderne kan også fås i BorgerServiceCentret på Frederiksberg Rådhus.

 

BorgerServiceCenter
Frederiksberg Rådhus
Smallegade 1, 1. sal
2000 Frederiksberg
Telefon: 38 21 21 21
Telefontid: Mandag til torsdag kl. 10.00 – 15.00 og
fredag kl. 10.00 – 14.00

 

Som udgangspunkt får du udleveret kvalitetsstandarderne for de ydelser, du har fået bevilget.
Du kan dog altid kontakte Visitationsenheden, hvis du har yderligere spørgsmål eller er interesseret
i at læse de øvrige kvalitetsstandarder.

 

På Frederiksberg Kommunes hjemmeside kan du se en oversigt og præsentation af kommunens
ældre- og plejeboliger. Hjemmesiden finder du på www.frederiksberg.dk. Se under punktet
Borgerservice og herunder Ældre og pension. Du kan også få oversigten i BorgerServiceCentret
på Frederiksberg Rådhus.

 

Sidst redigeret d. 27/09 - 2011

Ansvarlig afdeling:

 
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/Borgerservice/AeldreOgPension/Kvalitetsstandarder/hjaelpemidboligaendring.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune