Hvilke behov dækker hjælp til indkøb?
Hjælp til indkøb skal dække dine behov for støtte til at varetage indkøb til eget forbrug.
Hvad er formålet?
Formålet med hjælp til indkøb er, at du har de daglige fornødenheder i hjemmet.
Hjælpen gives, så du støttes til så vidt muligt selv at klare indkøbet.
Hvad er du berettiget til?
Hvis du på grund af fysisk eller psykisk svækkelse ikke selv kan varetage dine indkøb, kan du
få midlertidig eller varig hjælp fra Frederiksberg Kommune. Ved vurdering lægges der vægt
på, hvor meget du og de personer, som du bor sammen med, kan klare.
Hvis du bor i egen bolig og selv kan modtage opkald og bestille varer, men har lettere fysiske
eller psykiske begrænsninger i forhold til for eksempel at bære varerne hjem, bliver du tilmeldt
Frederiksberg Kommunes indkøbsordning, hvor du får varerne leveret.
Hvis du bor i egen bolig og på grund af fysisk eller psykisk svækkelse ikke selv er i stand til at
varetage indkøb gennem indkøbsordningen, kan du få hjælp til dette.
Du kan desuden få hjælp til bank- eller posthusbesøg. Frederiksberg Kommune tilråder borgere,
som ikke selv er i stand til at gå i banken eller på posthuset, at blive tilmeldt PBS.
Hvis du er bosat i plejebolig, tilbydes du ikke en fast ordning til indkøb af dagligvarer, da
alle måltider tilbydes som en del af servicepakken. Hvis du ikke selv er i stand til at indkøbe
kioskvarer og andre småting, kan dette aftales med medarbejderne, hvor du bor.
Hjælp til indkøb gives efter Serviceloven §§ 83 og 84.
Hvem hjælper dig med indkøb?
Hvis du bor i eget hjem, får du hjælp til indkøbsordningen fra den kommunale hjemmepleje
eller en af de private dagligvareleverandører, der samarbejder med Frederiksberg Kommune.
Hvis du er bosat i en plejebolig, bliver hjælpen leveret af medarbejderne, hvor du bor.
Varerne bestilles hos de dagligvareleverandører, som samarbejder med Frederiksberg Kommune.
Hjælp til indkøb leveres af medarbejdere med godt kendskab til varesortimentet.
Hvad skal du betale?
Hjælp til indkøb eller udbringning af varer i forbindelse med indkøbsordning er gratis ved
varigt behov for hjælp. Ved midlertidigt behov for hjælp i eget hjem i forbindelse med eksempelvis
aflastning eller sygdomsforløb er der egenbetaling. Betalingen for midlertidig hjemmehjælp
er afhængig af husstandsindkomsten.
I plejeboliger er hjælpen gratis.
Hvornår foregår hjælp til indkøb?
Hjælp til indkøb foregår på hverdage i dagtimerne.
Hvornår påbegyndes hjælp til indkøb?
Hjælpen opstartes efter aftale med dig inden for fem hverdage efter, at du er bevilget hjælp til
indkøb. Ved akut behov kan hjælpen iværksættes samme dag eller dagen efter.
I plejeboliger påbegyndes hjælpen ved indflytning, eller når behovet opstår.
Hvis der sker ændringer i aftalen
Leverandøren kan ikke aflyse indkøbet. Hvis hjælpen skal flyttes, vil du så vidt muligt blive
informeret dagen før, hjælpen skulle have været givet, og der aftales et erstatningsbesøg.
Hvis medarbejderen om morgenen ved, at vedkommende kommer mere end en halv time
for tidligt eller for sent i forhold til det aftalte tidspunkt, vil du blive kontaktet telefonisk.
Hvad forventes af dig?
Såfremt du er forhindret i at modtage den planlagte hjælp, skal du give din leverandør besked
senest dagen før kl. 15.00. Leverandøren skal altid kunne kontaktes telefonisk i tidsrummet
kl. 8.00 – 15.00.
Hvis du undtagelsesvist har behov for indkøb ved hjemmehjælp, må medarbejderen højst
købe otte kilo varer per indkøb. Varerne skal kunne fordeles i to net/poser á fire kilo hver.
Hanken skal være stærk og bred, så den ikke går i stykker. Den skal være rar for hånden
under bæringen. Pengene til indkøb skal ligge i en lille ekstra pung.
Hvad indgår i hjælp til indkøb?
Når du søger om hjælp til indkøb, vil det gennem visitationsprocessen blive afklaret, om du
kan bevilges hjælp og i givet fald hvilken og hvor meget. Eksempler på hjælp kan være følgende:
Til dig som bor i eget hjem
Indkøbsordning:
- Ugentlig udbringning af varer op til 20 kg. efter bestilling fra dig
Hjælp til indkøbsordning:
- Åbne emballage
- Tjekke køleskab for gamle varer
- Skrive indkøbsseddel
Ordne forretningsbesøg:
Særlig hjælp til indkøb, hvor der ikke eksisterer et netværk:
- hjælp til indkøb af tøj og andre personlige fornødenheder
Til dig som bor i plejebolig
Indkøb:
• Indkøb kan foretages én gang ugentligt
Yderligere information
Kvalitetsstandarderne kan findes elektronisk på Frederiksberg Kommunes hjemmeside
www.frederiksberg.dk. Se under punktet Borgerservice og herunder Ældre og pension.
Kvalitetsstandarderne kan også fås i BorgerServiceCentret på Frederiksberg Rådhus.
BorgerServiceCenter
Frederiksberg Rådhus
Smallegade 1, 1. sal
2000 Frederiksberg
Telefon: 38 21 21 21
Telefontid: Mandag til torsdag kl. 10.00 – 15.00 og
fredag kl. 10.00 – 14.00
Som udgangspunkt får du udleveret kvalitetsstandarderne for de ydelser, du har fået bevilget.
Du kan dog altid kontakte Visitationsenheden, hvis du har yderligere spørgsmål eller er interesseret
i at læse de øvrige kvalitetsstandarder.
Sundheds- og Omsorgsafdelingens Visitationsenhed
Howitzvej 5-7, 3. sal
2000 Frederiksberg
Telefon: 38 21 50 20
E-mail: visitationsenheden@frederiksberg.dk
Telefontid: Mandag til torsdag kl. 8.00 – 15.30 og
fredag kl. 8.00 – 13.00
Der er mulighed for personlig henvendelse efter aftale. På Frederiksberg Kommunes hjemmeside kan du se en oversigt og præsentation af kommunens ældre- og plejeboliger. Hjemmesiden finder du på www.frederiksberg.dk.
Se under punktet Borgerservice og herunder Ældre og pension. Du kan også få oversigten i BorgerServiceCentret på Frederiksberg Rådhus.