Hvordan bliver jeg leverandør?

Leverandør til Frederiksberg Kommune

 

Af Frederiksberg Kommunes Indkøbspolitik fremgår det bl.a., hvordan der etableres aftaler med private virksomheder om konkrete leverancer.

 

Kendskab til kommunens udbud

 

Det overordnede formål med indkøbspolitikken er at sikre kommunen den bedste kvalitet til de laveste priser. Det sker som hovedprincip ved at gennemføre udbud/annonceringer af konkrete varer og ydelser.  

 

Ved begge former for udbud vil nærmere information blive offentliggjort på kommunens hjemmeside samt i kommunens informationsannonce i den lokale ugeavis "Frederiksberg Bladet", der udgives på tirsdage. Er der tale om EU-udbud, da vil information om udbudet ligeledes indgå i EF-Tidende.

 

Der er ligeledes mulighed for at abonnere på de udbud, som løbende finder sted. Tilmelding sker via hjemmesiden. 

 

Hvis der ikke er grundlag for at gennemføre et egentligt udbud, da vil kommunen ved større indkøb typisk indhente 2-3 uafhængige tilbud. Er kommunen i den situation bekendt med relevante lokale virksomheder, da vil disse blive opfordret til at afgive bud.

 

Når der på baggrund af et udbud/indhentning af tilbud er valgt en leverandør, da vil oplysninger om den indgåede aftale blive indskrevet i kommunens Indkøbskatalog. Kataloget findes på kommunens Intranet (FK-Nettet), hvor alene kommunens afdelinger og institutioner har adgang.

 

Indkøb uden aftaler

 

Visse indkøb foretages i lokalområdet, hvor der typisk ikke foreligger aftaler. Det kan dreje sig om dagligvarer direkte fra forretninger - eller ved faste leveringer fra samme. Men også om udvalgsvarer fra nærområdet.

 

Det kan også dreje sig om køb via nettet - eller gennem kontakter til leverandører i københavnsområdet/hele landet, hvor der ligeledes ikke foreligger faste aftaler.

 

 

 

 

Sidst redigeret d. 05/01 - 2012

Ansvarlig afdeling: Udbud og Indkøb

 
Kontakt  | TLF 3821 2050
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/Borgerservice/ErhvervOgArbejde/Leverandoer/Hvordan_for_nye_lev.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune