6. Rammeaftaler

 

6.1. Grønne aspekter ved Udbud & Indkøb

 

Ved konkurrenceudsættelse af varer og tjenesteydelser skal kommunens krav til miljøforhold fremgå. Miljøkrav kan enten udgøre minimumskrav i den del af udbudsprocessen, der handler om udvælgelse af egnede tilbudsgivere, eller de kan indgå som et underkriterium i forbindelse med det endelig valg af leverandør (kaldet tildelingen).

 

Beslutningen om, hvor i udbudsprocessen miljøkrav inddrages, træffes i den konkrete sag på baggrund af en drøftelse mellem Udbud & Indkøb, Bygge-, Plan- og Miljøafdelingen og det relevante fagområde.

 

Det gøres for at sikre sammenhæng mellem de konkrete miljøkrav og de forventede udgifter. Der er en positiv relation mellem krav og pris, som kommer til udtryk ved, at kravformuleringen påvirker den givne pris.

 

Indkøbspolitikken udtrykker, at kommunen til enhver tid skal:

  • Tage udgangspunkt i relevante og anerkendte anbefalinger til miljø- og energirigtige indkøb ved udarbejdelse af kravspecifikationer med henblik på at fastsætte minimumskrav, herunder anbefalinger fra henholdsvis Miljøstyrelsen, Center for Energibesparelser og Trafikstyrelsen
  • Købe miljømærkede produkter
  • Købe energivenlige produkter
  • Vælge produkter, der så vidt muligt kan genbruges/genanvendes, og produkter, hvor der er tænkt på at reducere affaldsmængden
  • Skåne miljøet gennem optimering af vareleverancer
  • Vælge leverandører, som arbejder med miljøledelse
  • Arbejde for at fremme synliggørelsen af miljømærkede produkter i Prisme

 

6.2. Værktøjer ved gennemførelse af udbud

 

Kommunen ønsker løbende at sikre miljørigtige indkøb gennem anvendelse af de anerkendte og dynamiske værktøjer, der gør det nemt for den enkelte at identificere miljøvenlige produkter.

 

Det gælder både ved udarbejdelse af udbudsmateriale, samt ved det konkrete indkøb foretaget af de lokale indkøbere.

Udbud & Indkøb holder sig løbende ajour med udviklingen på området for miljørigtige indkøb. Det betyder bl.a., at der hentes inspiration til fastsættelse af miljøkrav fra nedenstående kilder:

 

  • Miljøstyrelsens miljøvejledninger, der angiver hvilke miljøkrav, man som offentlig indkøber bør stille til en lang række konkrete varegrupper og tjenesteydelser, og som er under løbende udvikling. P.t. drejer det sig om 46 forskellige varer og ydelser bl.a. belysning, transport, møbler og tryksager. (http://www.miljoevejledninger.dk)

  • EU's vejledninger til grønne indkøb, der er en værktøjskasse, hvor offentlige indkøbere kan hente inspiration til at stille miljøkrav, og realisere miljørigtige indkøb på udvalgte områder. (http://ec.europa.eu/environment/gpp/toolkit_en.htm)

 

Derudover gennemføres sparring med Bygge-, Plan-, og Miljøafdelingen om fastsættelse af de konkrete krav.

Ved tværgående udviklingsprojekter, hvor miljøspørgsmål er af relevans, inddrages By - og Miljøområdet tidligt i processen med henblik på at sikre relevante input

 

6.3. Værktøje til brugerne

 

Udover de nævnte kilder, som anvendes i forbindelse med fastsættelse af miljøkrav ved udbud, anvendes en række konkrete værktøjer, som har til hensigt at hjælpe kommunens indkøbere med at identificere miljørigtige produkter i den konkrete indkøbssituation.

 

Vejledning af den enkelte indkøber i forbindelse med det konkrete indkøb foregår ud fra følgende ”mærker”, der alle indikerer, at der er tale om et miljørigtigt produkt:

 

  • Miljømærker: Svanen (det skandinaviske) samt Blomsten (det europæiske) markerer produkter, der er mindst belastende for miljøet uden at kvalitet eller funktion forringes.

  • Energisparemærket: Center for Energibesparelsers energimærke der indikerer, at produktets elforbrug ligger i den lave ende.

  • Ø-mærket og EU's Økologimærke: Ø-mærket angiver, at der er tale om en statskontrolleret økologisk vare. EU’s Økologimærke er en obligatorisk mærkning af fødevare for økologiske produkter, der er mærket/pakket/tilberedt i EU.

  • A-mærkede køretøjer: Dette mærke angiver, at bilen er den mindst forurenende.

  • A-mærkede hårde hvidevarer: A-mærkede apparater har de laveste energiforbrug inden for den enkelte gruppe. For køleskabe og frysere findes desuden A+ og A++. Mærket angiver ud over apparatets energiforbrug og også andre forhold som bl.a. vandforbrug og vaskeevne. EU har en obligatorisk ordning for energimærkning, der gælder for hårde hvidevarer og elpærer. Den angiver energieffektiviteten på en skala fra A til G.

Vejledning om miljørigtige indkøb og miljømærkerne findes på FK-net Kend miljømærkerne under Indkøb’s Guide.

 

6.4. Økologi

Kommunen lægger vægt på så vidt muligt at anvende økologiske produkter og på, at den produktion af mad, som kommunen har ansvaret for er sund.

 

Kommunen har i 2002 truffet beslutning om, at der ved indkøb af madvarer skal stilles krav om, at mindst 75 pct. stammer fra økologisk produktion.

 

Derfor stilles i alle udbud vedrørende madvarer krav om økologiske produkter eller om alternativ pris ved økologiske produkter.

Der er allerede en række aftaler, hvor økologien er sat i højsædet, herunder eksempelvis aftalen om levering af madvarer til daginstitutionerne (75 pct. økologi) og aftalen om skolemælk til folkeskolerne (100 pct. økologi).

 



 

Til top

Retur til forsiden

 

Til næste kapitel

 
 

Sidst redigeret d. 23/02 - 2011

Ansvarlig afdeling: Udbud og Indkøb

 
Kontakt  | TLF 3821 2050
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/Borgerservice/ErhvervOgArbejde/Leverandoer/Indkoebspolitik/Grønne indkøb.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune