Børneungelægen skal medvirke til at sikre børn og unge i Frederiksberg kommune en sund opvækst og skabe gode forudsætninger for en sund voksentilværelse.
Børneungelægen er speciallæge i samfundsmedicin, som omhandler sammenhængen mellem samfundsforhold og sundhed, folkesundhed ("public health"), forebyggelse, forskning og forvaltning.
Børneungelægens opgaver:
- Deltager i det kommunale forebyggende arbejde for børn: Overvågning af børnesundheden, sundhedsprofiler, social ulighed i sundhed, projekter og arbejdsgrupper vedr. forebyggelse af livsstilssygdomme, sunde børnemiljøer, sundhedsfremme mv.
-
Lægefaglig rådgivning om børnesundhed generelt: Smitsomme sygdomme, kroniske sygdomme, allergi, børnemiljø og sundhed, forebyggelse af livsstilssygdomme mv. Herunder rådgivning til daginstitutioner og skoler om børn med konkrete problemer (epilepsi, svær allergi, diabetes mv.)
-
Smitsomme sygdomme: Information og rådgivning til kommunale myndigheder, skoleledere, daginstitutionsledere, dagplejen, pædagogiske konsulenter, forældre mv. Daginstitutioner og skoler skal altid kontakte børneungelægen, hvis der er ”ophobet sygelighed” (unormalt mange sygdomstilfælde)
-
Børnemiljø og sundhed: Rådgivning af kommunale myndigheder, daginstitutioner, skoler mv. omkring miljøpåvirkninger og sundhed - f.eks. vedr. indeklima, skimmelsvamp, lugt, støj, forurening og andre faktorer, der har indflydelse på børns sundhed og trivsel. Hvis der er mistanke om at miljøet (indeklima mv.) forårsager symptomer og sygdom hos børnene, skal børneungelægen altid kontaktes
-
Samarbejde med Embedslægeinstitutionen og kommunale myndigheder i sager vedr. alvorlige smitsomme sygdomme og i sager vedr. ophobet sygelighed samt i sager vedr. alvorlige miljøproblemer (skimmelsvampesager, forureningssager) mv.
-
Børneundersøgelser af alle børn i 9. klasse, herunder vejledning om erhvervsvalg i relation til evt. sundhedsmæssige problemer. Desuden undersøges visse andre børn med særlige sundhedsmæssige problemer (i samarbejde med forældrene), samt de fleste børn i specialklasser og på specialskoler, som ses én gang om året. Børneundersøgelserne foregår i samarbejde med sundhedsplejerskerne på skolerne.
-
Børn med behov for særlig indsats. Det kan f.eks. være børn, som sundhedsplejersken, lærere, PPR eller forældre er bekymrede for. Det kan dreje sig om børn med kroniske sygdomme, vækst/udviklingsforstyrrelser, trivselsproblemer, adfærdsproblemer, mistanke om spiseforstyrrelser mv. Der samarbejdes bl.a. med PPR, praktiserende læge, børneafdeling mv. og ydes rådgivning til forældre, pædagoger og lærere.