Til forældre

Børneungelægen arbejder på mange felter for en bedre børnesundhed i kommunen

Børneungelægen arbejder generelt for at forbedre børns sundhed i Frederiksberg Kommune. Du kan læse mere om børneungelægens arbejdsopgaver her

 

Børneungelægen undersøger skolebørn (i samarbejde med sundhedsplejerskerne) og rådgiver forældre om smitsomme sygdomme, kroniske sygdomme, miljøpåvirkninger og børnesundhed (f.eks. skimmelsvamp) mv.

 

Børneundersøgelserne på skolerne:

9. klasse: Alle børn kommer til "udskolingsundersøgelse" hos børneungelægen. På baggrund af et spørgeskema med 24 spørgsmål snakker vi om sundhedsstatus, erhvervsvalg, livsstil, trivsel, risikofaktorer mv., og børnenes syn, hørelse, højde og vægt måles.

Andre børneundersøgelser:

Børneungelægen ser de børn, som sundhedsplejersken,lærere eller forældre er bekymrede for (det foregår altid i samarbejde med forældrene). Det gælder f.eks. børn med kroniske sygdomme, vækst/udviklingsforstyrrelser, adfærdsproblemer, mistanke om spiseforstyrrelser mv. Ved behov for egentlig diagnostik og behandling henvises til den praktiserende læge. Desuden ser børneungelægen de fleste børn i specialklasser/specialskoler hvert år.

 

Rådgivning om sygdomme, symptomer mv.

Forældre kan spørge børneungelægen om smitsomme sygdomme hos børn. Visse sygdomme volder ofte problemer mht. om børnene må komme i daginstitutionen.

Børneungelægen kan også spørges til råds vedr. børn med andre sygdomme (diabetes, epilepsi, allergi mv.) - sygdomme som spiller en rolle i forhold til  daginstitutionsophold og skolegang.

Har forældre mistanke om, at et barn har symptomer, der kan skyldes miljøfaktorer, f.eks. indeklimaet i en daginstitution, kan de også kontakte børneungelægen.

 

 

 

 

Sidst redigeret d. 30/06 - 2011

Ansvarlig afdeling: Sundhedsplejen

 
Kontakt  | TLF 3821 1092
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/Borgerservice/FamilieOgBoern/BoerneUngelaegen/Tilforaeldre.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune