Børneudvalget har vedtaget anvisningsreglerne for dagtilbud til børn. Anvisningsreglerne er trådt i kraft den 1. september 2010 og vi anbefaler, at du læser reglerne igennem, da det giver svar på de oftest stillede spørgsmål til Pladsanvisningen.
Kontakt
Institutionstyper
Hvornår skal mit barn skrives op?
Hvornår gælder pasningsgarantien?
Hvordan anviser Pladsanvisningen?
Pladstilbud
Skal I holde ferie?
Ja til pladstilbud fra fælleslisten og institutionsventeliste
Nej til pladstilbud fra fælleslisten
Nej til pladstilbud fra institutionsventeliste
Børnehaveplads
Børn optaget i kombinerede institutioner
Ændring af forældrenes forhold
Udmeldelse af daginstitution/dagpleje
Pasningsbeviser
Frit valg af dagtilbud over kommunegrænser
Tilflytning
Fraflytning
Ophold i udlandet af længere varighed
Betaling
Søskendetilskud
Fripladstilskud
Kontakt
Børne- og Ungeområdet administrerer kommunens dagtilbud til børn og unge i alderen 0-19 år. Dagtilbudsafdelingen er den del af området, der tager sig af alle pasningstilbud for børn fra 0-6 år, herunder dagplejen, alternativ dagpleje og tilskudsordninger.
Du finder flere informationer om dagplejen og de forskellige ordninger på www.frederiksberg.dk/dagpleje.
Informationer om dagtilbud – det vil sige plads i daginstitutioner – finder du på www.frederiksberg.dk/boernepasning.
Institutionstyper
Frederiksberg Kommune tilbyder forskellige kommunale og privat/selvejende pasningstilbud.
• Dagplejen og vuggestuerne er for børn i alderen fra 6 måneder til og med 2 år og 9 måneder.
• Børnehaver er som hovedregel for børn fra 2 år og 10 måneder og til skolestart.
• Kombinerede institutioner modtager børn fra 6 måneder og til skolestart.
• Nogle institutioner har skovbørnehaver, hvor børnene er ude i naturen.
• En enkelt daginstitution har aftenpasning for børnehave- og vuggestuebørn.
• Enkelte institutioner er tilknyttet virksomheder.
Hvornår skal mit barn skrives op?
For at barnet kan blive skrevet op til et pasningstilbud, skal barnet og mindst én af forældrene være tilmeldt folkeregistret i Frederiksberg Kommune.
Ventelisterne kan dog være åbne for børn fra andre kommuner, se afsnittet ”Frit valg af dagtilbud over kommunegrænser”. I så fald gælder samme regler for at komme på ventelisterne som for børn med adresse på Frederiksberg.
Du kan skrive dit barn op umiddelbart efter fødslen, men ancienniteten på ventelisten beregnes først fra barnet fylder 4 måneder. Det er altså uden betydning, hvornår du skriver dit barn op, blot det sker senest den dag, hvor barnet fylder 4 måneder.
Behovsdatoen er den dato, hvor du har behov for at få passet dit barn. Behovsdatoen bestemmer, hvornår du har garanti for en plads. Vær opmærksom på, at du vil få anvist plads tidligst til din behovsdato og senest til din garantidato. Du kan tidligst få plads fra dit barns 26. uge.
• Ønsker du plads fra barnet er 26 - 29 uger, er du garanteret en plads senest ved barnets 30. uge.
Eksempel: dit barn er født den 1. januar 2010, du har skrevet rettidigt op, det vil sige senest 1. maj 2010. Din behovsdato er ved barnets 26. uge, nemlig 2. juli 2010. Dette betyder en garantidato ved barnets 30. uge, nemlig den 30. juli 2010.
• Ønsker du pladsen senere, er du garanteret en plads til den førstkommende 1. eller 16. efter behovsdatoen.
Eksempel: dit barn er født den 1. januar 2010, du har skrevet rettidigt op, det vil sige senest 1. maj 2010. Din behovsdato er når barnet er 10 måneder, nemlig 1. november 2010. Dette betyder en garantidato til den 16. november 2010.
Hvis dit barn skrives op efter, at det er fyldt 4 måneder, får det anciennitet på ventelisten fra den dag, det er skrevet op. Du kan tidligst få en pasningsgaranti efter at have været opskrevet på fælleslisten i 2 måneder, og herefter gælder garantien til den efterfølgende 1. eller 16. i måneden.
Adoptivbørn får anciennitet fra tilflytningsdatoen til kommunen - dog tidligst fra barnet er fyldt 4 måneder - hvis ansøgningen er modtaget i Pladsanvisningen inden en måned efter tilflytningsdatoen.
Når Pladsanvisningen har modtaget din ansøgning, sender vi et brev med dine opskrivninger. I brevet er også både brugernavn og password til den elektroniske pladsanvisning, så du kan følge med i dit barns placering på ventelisten. Den elektroniske pladsanvisning finder du på www.frederiksberg.dk/pladsanvisning.
Hvornår gælder pasningsgarantien?
Når du første gang skriver dit barn på venteliste, kan du skrive barnet op til
• fælleslisten, samt
• to institutioner efter dit eget ønske
Fælleslisten er Pladsanvisningens redskab til at overholde pasningsgarantien. Listen dækker alle kommunens daginstitutioner og dagpleje, og alle børn bliver skrevet på denne liste.
Der er mulighed for to ønsker ud over fælleslisten, men ét er nok. De to ønsker er ligestillede og du kan ikke prioritere det ene højere end det andet.
Hvordan anviser Pladsanvisningen?
Pladser anvises efter anciennitet fra ansøgningstidspunktet (dato for opskrivning). Den ledige plads bliver tilbudt det barn, som har den højeste anciennitet på institutionens venteliste og samtidig har aktuelt behov.
Hvis der på anvisningstidspunktet ikke er nogle ledige pladser, eller dit barn ikke har opnået anciennitet til en plads i den eller de institutioner dit barn er skrevet op til, vil du få anvist en plads fra fælleslisten. Fra fælleslisten kan der anvises plads til ethvert dagtilbud, herunder dagplejen i hele kommunen.
Hvis der ikke er børn med aktuelt pasningsbehov på ventelisten til en institution, får et barn fra fælleslisten den ledige plads. Følgende har dog fortrinsret til den ledige plads:
• børn på fælleslisten, der har søskende i en institution
• børn med pasningsbeviser
• børn, som af særlige sociale eller pædagogiske årsager er anvist plads gennem kommunens visitationsudvalg
• børn, der har behov for udvidet åbningstid
Anciennitetsprincippet kan fraviges ved uforudsete og udefra kommende omstændigheder, der gør, at forældre får et akut behov for en plads til deres barn. Men det sker kun i ganske særlige tilfælde. At du genoptager dit job efter barselsorlov eller får nyt job efter en arbejdsløshedsperiode er således ikke uforudsete begivenheder, der kan begrunde, at dit barn kommer foran på ventelisten.
Tvillinger og trillinger anvises altid plads i samme institution.
Kommunen skal kunne tilbyde plads til de børn, der har en pasningsgaranti. I perioder hvor pladskapaciteten er under pres, kan dette betyde, at børn opskrevet på fælleslisten får tilbudt en plads, selvom der er aktuelle børn på institutionens egen venteliste, der herved får en forsinket anvisning.
Børn kan kun stå på venteliste til vuggestue og dagpleje, til de er fyldt 2 år, herefter bliver disse opskrivninger slettet automatisk.
Børn, der er fyldt 2½ år, og som er skrevet op med ønsker til kombinerede institutioner, kan fortsat stå på institutionsventelisten, men der bliver ikke anvist plads til børn, der er mellem 2½ år og 2 år og 10 måneder. Barnet optjener fortsat anciennitet på ventelisten i denne periode.
Børn mellem 2½ år og 2 år og 10 måneder med garanti for plads på fælleslisten vil dog altid få anvist plads i en kombineret institution.
Pladstilbud
Når du modtager et pladstilbud, skal du svare inden 4 hverdage. Gør du ikke det, sletter vi dit barn af ventelisten. Du modtager tilbuddet pr. brev og via den elektroniske pladsanvisning.
På www.frederiksberg.dk/pladsanvisning kan du følge med i, om du har fået et pladstilbud, og du kan svare elektronisk på det. Du kan læse mere om den institution, du har modtaget tilbud til, på www.frederiksberg.dk/boernepasning.
Som hovedregel anviser vi plads til den 1. eller den 16. i en måned.
Skal I holde ferie?
Hvis I er bortrejst – f.eks. på ferie - på det tidspunkt, hvor I kan forvente at få anvist plads til jeres barn/børn, vil vi opfordre jer til at give os besked for ikke at miste den tilbudte plads.
I skal sende jeres besked om ferie til pladsanvisningen@frederiksberg.dk og i overskriften skrive "ferie". I mailen skal I angive perioden for ferie og eventuelt oplyse, om I ønsker et tilbud sendt på mail, mens I er på ferie.
I kan følge med i, om der skulle være sendt et tilbud til jer på www.frederiksberg.dk/pladsanvisning, og her kan I også svare elektronisk på pladstilbuddet.
Hvis I ikke har mulighed for at modtage tilbud om plads på mail i jeres ferie, vil vi sende tilbuddet og udskyde svarfristen til jeres ferie er overstået.
Ja til pladstilbud fra fælleslisten og institutionsventeliste
Siger du ja til et pladstilbud fra fælleslisten, kan dit barn fortsat stå på venteliste til de to ønskede institutioner med den oprindelige anciennitet. Dit barn vil dog ikke få tilbudt plads i en ny institution, før det har været indmeldt i sin første institution i mindst 6 måneder, dette gælder dog ikke søskende.
Siger du ja til en plads fra en institutionsventeliste, sletter vi barnet fra alle andre ventelister. Du kan dog altid skrive dit barn op på ny, til en anden institution.
Accepterer du et tilbud fra en institutionsventeliste, og går dit barn allerede i en institution i Frederiksberg Kommune, bliver barnet automatisk udmeldt af den hidtidige institution, og du skal altså ikke aflevere en udmeldelse.
Nej til pladstilbud fra fælleslisten
Siger du nej til et pladstilbud fra fælleslisten, vil dit barn få en ny garantidato, som er 3 måneder efter den hidtidige.
Vær opmærksom på, at det kun er garantidatoen, der udskydes med 3 måneder – ikke behovsdatoen, med mindre du ønsker andet. Dette er for, at vi kan anvise dig en ny plads hurtigst muligt i situationer, hvor der er ledige pladser. Hvis du først ønsker en plads efter 3 måneder, så skal du give os besked.
Dit barn kan fortsat stå på venteliste til de ønskede institutioner eller dagplejen. Dette gælder også, hvis du afslår et tilbud til en børnehaveplads fra fælleslisten.
Nej til pladstilbud fra institutionsventeliste
Vælger du at sige nej til et pladstilbud fra institutionsventelisten, bliver barnet slettet fra dette ønske på ventelisten, med mindre du udskyder din behovsdato for pasning med mindst 3 måneder.
Du skal være opmærksom på, at hvis du siger nej til et tilbud og udskyder behovsdatoen med 3 måneder, så er der ingen garanti for, at dit barn får tilbudt plads i ønskeinstitutionen efter 3 måneder. De ledige pladser i institutionen kan være blevet besat, eller uaktuelle børn foran dit barn på ventelisten kan være blevet aktuelle og derfor skal have tilbudt en ledig plads.
Børnehaveplads
Når dit barn er skrevet på fælleslisten, så har du også garanti for en børnehaveplads. Du kan ud over fælleslisten til børnehave blive skrevet op til 2 ønskede institutioner, når dit barn fylder 2 år. Ventelisteancienniteten beregnes fra det tidspunkt, hvor vi modtager din ansøgning, dog tidligst fra barnet er fyldt 2 år.
Hvis du har haft 2 vuggestueønsker til kombinerede institutioner, og barnet fortsat ikke har fået plads i en af disse, når det fylder 2 år, så kan ønskerne fortsætte som børnehaveønsker med den oprindelige anciennitet. Dette sker automatisk, hvis I ikke foretager nye ønsker til børnehave.
Dit barn får anvist børnehaveplads fra den 1. i den måned, hvor det fylder 2 år og 10 måneder.
Ved anvisning af børnehaveplads fra enten fælleslisten eller institutionsventelisten, vil barnet blive udmeldt af sin dagpleje eller vuggestue med virkning fra samme dato, som det har fået tilbudt plads i børnehave. Udmeldelse sker, uanset om du accepterer tilbuddet om plads i børnehave.
Får barnet tilbudt børnehaveplads fra fælleslisten, kan I fortsat være skrevet op til jeres ønskede institutioner.
Får barnet anvist en børnehaveplads fra en institutionsventeliste, kan det, efter fornyet opskrivning, stå på venteliste til en anden børnehaveplads.
Tilmelder du dit barn til en kommunal skolefritidsordning (SFO), bliver det automatisk meldt ud af sin børnehave eller kombinerede institution.
Børn, der er optaget i kombinerede institutioner
Denne institutionstype er normeret med et antal vuggestuepladser og et antal børnehavepladser, hvor barnet kan fortsætte indtil skolealderen. Der er en glidende overgang fra vuggestuegruppe til børnehavegruppe, når barnet er omkring 2 år og 10 måneder. Ønsker du ikke, at barnet fortsætter i institutionen efter vuggestuealderen, skal du skrive det op til en anden børnehave.
Ændring af forældrenes forhold
Når dit barn er skrevet på ventelisten, skal du kontakte Pladsanvisningen, hvis
• du ikke længere ønsker et pasningstilbud
• tidspunktet for ønsket om pasningstilbud skal ændres
• der i øvrigt er ændringer i de forhold, der er anført på ansøgningen.
Udmeldelse af daginstitution/dagpleje
Du kan udmelde dit barn med to måneders varsel til den 15. eller sidste i en måned. Udmeldelsen af dit barn kan ske digitalt på www.frederiksberg.dk/pladsanvisning.
Udmeldelsesfristen kan i nogle tilfælde blive kortere. Dette skal du aftale med Pladsanvisningen.
Når dit barn overgår fra ét dagtilbud i Frederiksberg Kommune til et andet, sker udmeldelse automatisk, og du skal altså ikke foretage dig noget.
Pasningsbeviser
Hvis du udmelder dit barn af en institution for en periode af mindst otte uger, kan Pladsanvisningen udstede et pasningsbevis. Dette er din garanti for, at dit barn kan vende tilbage til den institution, det var indmeldt i, og som det derfor har en tilknytning til. Har barnet en dagplejeplads, kan vi dog ikke garantere, at det kan vende tilbage til den samme dagplejer.
Dit barn skal være indmeldt i en institution i minimum otte uger, før du kan ansøge om et pasningsbevis. Vi skal have din ansøgning senest én måned inden, det skal træde i kraft.
Der er to former for pasningsbeviser: De "lukkede" og de "åbne" pasningsbeviser. Ved "lukkede" pasningsbeviser er datoen, hvor dit barn vender tilbage til institutionen, allerede aftalt. Ved "åbne" pasningsbeviser er datoen, hvor dit barn vender tilbage til institutionen, ikke aftalt på forhånd. Du skal derfor henvende dig til Pladsanvisningen senest én måned før, du ønsker barnet tilbage i institutionen. Vi anviser herefter plads til den 1. eller 16. i en måned.
Frit valg af dagtilbud over kommunegrænser
Ifølge Dagtilbudsloven kan alle børn blive skrevet på venteliste til et pasningstilbud i den kommune, forældrene ønsker, uanset hvor de bor.
Hvis du vil have dit barn optaget på venteliste i anden kommune end Frederiksberg, skal du henvende dig til pladsanvisningen i den pågældende kommune. Det er i så fald ikke Frederiksbergs, men den anden kommunes anvisningsregler, der gælder.
En kommune – og altså også Frederiksberg - kan lukke ventelisterne for børn fra andre kommuner, hvis kommunen vurderer, at optagelse af børn fra andre kommuner vil betyde, at kommunens pasningsgaranti for egne børn ikke kan opretholdes, eller hvis pladskapaciteten skal udbygges. Du kan se, hvilke kommuner der har lukket for optagelse på ventelister på www.ventelistelukning.dk.
Betalingen følger nogle særlige regler, hvis et barn får plads i anden kommunes dagtilbud. Det betyder blandt andet, at forældrebetalingen stiger, hvis driftsudgiften for pladsen er dyrere i den anden kommune, end på Frederiksberg, og falder, hvis driftsudgiften for pladsen i den anden kommune er billigere. Du kan få oplysninger om betaling for plads i andre kommuner hos Pladsanvisningen. Du kan også læse mere om reglerne for plads i en anden kommune her.
Har dit barn plads i Københavns Kommune, kan du se priserne her.
Tilflytning
Flytter du til Frederiksberg Kommune, må du regne med, at dit barn skal være skrevet op på venteliste i 2 måneder. Herefter er du garanteret en plads til den førstkommende 1. eller 16. efter behovsdatoen, dog tidligst når barnet er 30 uger.
Eksempel: I flytter til Frederiksberg den 1. april og ønsker barnet passet hurtigst muligt. I skal være opskrevet på fælleslisten i to måneder, det vil sige, at I får en beregnet behovsdato den 1. juni, og vil have garanti for pasning senest den 16. juni.
Du kan først skrive dit barn på venteliste, når I er tilmeldt folkeregistret i Frederiksberg Kommune. Du kan på www.ventelistelukning.dk se, om Frederiksberg Kommunes ventelister er åbne for børn fra andre kommuner. Du vil i så fald kunne skrive dit barn op, før I er tilmeldt folkeregistret.
Barnet får anciennitet fra tilflytningsdatoen – dog tidligst fra 4 måneders alderen – hvis Pladsanvisningen har modtaget ansøgningsskemaet senest en måned efter tilflytningsdatoen.
Den anciennitet, dit barn måtte have i fraflytningskommunen, kan IKKE overføres.
Har dit barn allerede en dagtilbudsplads i fraflytningskommunen, kan du vælge at beholde denne plads. Barnet kan fortsætte i dette tilbud, så længe det opfylder alderskriteriet for tilbuddet.
Vælger du at beholde pladsen i fraflytningskommunen, opkræver Frederiksberg Kommune forældrebetalingen, som er højere end den frederiksbergske takst, hvis driftsudgiften for pladsen i fraflytningskommune er dyrere end en tilsvarende plads på Frederiksberg. Den er lavere, hvis driftsudgiften for pladsen i fraflytningskommunen er billigere. Få oplysning om den præcise forældrebetaling i Pladsanvisningen.
Har du fået hel eller delvis friplads i din tidligere bopælskommune, skal du udfylde en ny fripladsansøgning til Pladsanvisningen i Frederiksberg Kommune, når dit barn beholder pladsen i den gamle kommune. Fripladsansøgningen kan du udfylde via den elektroniske pladsanvisning.
Fraflytning
Flytter I fra Frederiksberg Kommune, kan dit barn beholde sin plads i daginstitution eller dagpleje, så længe det opfylder alderskriteriet for dagtilbuddet. Du får oplysninger om forældrebetalingen ved at henvende dig til din nye bopælskommune, som efter flytningen står for opkrævningen.
Vil I ikke beholde pladsen i Frederiksberg Kommune efter, at I er flyttet, skal I melde jeres barn ud af institutionen på almindelig vis.
Når I flytter, kan I vælge at lade jeres barn blive stående på de ventelister til dagtilbud i Frederiksberg, som barnet måtte være skrevet op til, hvis barnet er fyldt 4 måneder. Gør I det, er ancienniteten på ventelisterne uændret, og en plads bliver anvist efter de gældende anvisningsprincipper. I vil efter fraflytningen modtage et brev hvor vi spørger, om jeres barn fortsat skal stå på venteliste. Hvis I ikke svarer inden 14 dage, bliver barnet slettet fra ventelisterne.
Ophold i udlandet af længere varighed
Jeres barn kan beholde placeringen på venteliste, eller I kan få udstedt pasningsbevis, hvis I er udstationeret fra jeres arbejdsplads eller af andre årsager opholder jer i længere tid i udlandet. I skal dog fortsat være skattepligtige i Frederiksberg Kommune. Få mere at vide ved at kontakte Pladsanvisningen.
Betaling
I alle kommunens institutioner skifter taksten fra vuggestue til børnehave den 1. i den måned, barnet fylder 3 år. Vi tilstræber, at alle børn flytter i børnehave eller børnehavegruppe fra den måned, hvor de fylder 2 år og 10 måneder. I de to måneder ydes der dog samme personalenormering som til et vuggestuebarn (det vil sige en højere normering). Du kan se taksterne for 2012 her.
Betaling for børn, der bor på Frederiksberg, og som er optaget i dagtilbud i andre kommuner, følger særlige regler. Frederiksberg Kommune opkræver betalingen, men forældrebetalingen kan blive dyrere eller billigere, se afsnittet om "Frit valg af dagtilbud over kommunegrænser".
Du skal betale for ophold i en dagtilbud månedsvist forud og senest den 5. i måneden. Betaler du senere, skal du betale et gebyr på 250 kroner. Hertil kan komme yderligere rykkergebyrer.
Søskendetilskud
Søskendetilskud gives til søskende i alle dagtilbud bortset fra fritids-, junior- og ungdomsklubber. Forældrene skal betale fuld pris for den dyreste plads og 50 % for de øvrige pladser.
For at modtage søskendetilskud skal børnene have fælles bopæl og samme betaler. Tilskuddet gives, uanset om børnene benytter plads i Frederiksberg Kommune eller i en anden kommune. Der er dog særlige regler for udregningen af søskendetilskuddet, hvis et barn har plads i anden kommune. Få oplysning om søskendetilskud til plads i anden kommune i Pladsanvisningen.
Børn i private skolepasningsordninger er ikke omfattet af reglerne om søskendetilskud til søskende i daginstitution, dagpleje eller skolefritidsordning.
Fripladstilskud
Du kan søge om at få delvist eller fuldt fripladstilskud. Tilskuddet fastsættes på grundlag af din husstands samlede personlige indkomst. Er du enlig forsørger, er fripladsskalaen forskudt. Du kan læse mere om reglerne for fripladstilskud her.
Du kan se fripladsskalaen for 2012 på Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside.
Du er selv ansvarlig for at sende en ny ansøgning til Pladsanvisningen, hvis din indkomst ændrer sig i den periode, som tilskuddet gælder for. Du kan ændre din indkomst, beregne din betaling eller søge tilskud på www.frederiksberg.dk/pladsanvisningen.
Er du berettiget til fripladstilskud modregnes tilskuddet i dine månedlige opkrævninger fra den 1. i den førstkommende måned efter, at vi har modtaget din ansøgning. Du skal kun sende én ansøgning, selv om du har flere børn i dagtilbud.
Man kan ikke søge fripladstilskud for børn i private skolers pasningsordning og for børn i ungdomsklub.
Hvis en familie med fripladstilskud benytter dagtilbud i en anden kommune, der er dyrere end Frederiksberg Kommune, gives der ikke fripladstilskud til den eventuelle forskel i pris. Vi beregner kun fripladstilskuddet af Frederiksberg Kommunes takst for en tilsvarende plads. Hvis I f.eks. bor i Frederiksberg Kommune og benytter et dagtilbud i Københavns Kommune, kan I se prisen her.