Hej! Vi hedder Anne Mette og Anja. Vi kan godt lide at tale med børn og deres forældre, og synes vi er heldige, fordi vi har et job, hvor vi får lov til at gøre det hver dag.
Hvis du læser dette, er det fordi du, dine forældre eller nogle andre som holder af dig, synes at det vil være en god ide, at du kommer med i en OS! gruppe.
Hvad laver vi? I en OS! gruppe mødes vi med børn, som alle sammen har nogle problemer i deres familie. Vi hygger os sammen og taler om, hvad der sker i børnenes liv.
Hvorfor? Måske er du bekymret for din familie, fordi din far eller mor har det skidt nogle gange. Måske tror du, at du er den eneste i hele verden, der kender til at have problemer i familien. Måske er det første gang, du skal tale med nogen om det, og måske er du også lidt nervøs over det. Det er helt normalt at have det sådan.
Vi ses! Måske vil du gerne selv med i en OS! Gruppe, eller måske synes du, at det er irriterende eller underligt, at du skal hen og tale med nogle fremmede og kommer mest for dine forældres skyld. Det er helt i orden. Vi vil glæde os til at lære dig at kende og høre om det, du går og tænker på.