Døgntilbud

I de tilfælde hvor barnets eller den unges behov ikke længere med fordel kan tilgodeses ved et forsat ophold i hjemmet bliver det nødvendigt at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet. En anbringelse udenfor hjemmet kan ske på grund af barnets/den unges særlige behov eller på grund af særlige forhold i hjemmet.


Når barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet, udarbejdes der i samarbejde med familien en handleplan for anbringelsen. Af handleplanen fremgår det, hvad formålet med anbringelsen er, samt hvilke mål der skal arbejdes hen imod mens barnet eller den unge er anbragt.

 

Det er således barnets eller den unges individuelle behov der er afgørende for hvilket et døgntilbud der vælges, det sker ud fra en faglig vurdering af hvilket tilbud der i videst muligt omfang kan tilgodese barnets eller den unges særlige behov.


Familiepleje

Såfremt det ikke skønnes muligt, at et barn/ung kan anbringes i netværksfamiliepleje, kan barnet/den unge anbringes i familiepleje.

Plejefamilierne godkendes både af familieplejekonsulenterne i den anbringende kommune og af den stedlige opholdskommune.

Familieplejekonsulenterne fører tilsyn med børnene i tæt samarbejde med familiens børnesagsbehandler. De biologiske forældre inddrages i vides muligt omfang i arbejdet omkring det enkelte barn.

Kost- og Efterskole
Kommunen kan støtte børns/unges ophold på kost- og efterskoler efter 2 forskellige regelsæt.

Der kan ydes økonomisk støtte til et barns ophold, når barnet har et særligt behov, som afklares i forbindelse med børnesagsbehandlerens undersøgelse af familiens og barnets forhold.
Hvis betingelserne er opfyldt, ydes der et bestemt beløb i tilskud hver måned til forældremyndighedsindehaveren, som så selv afholder alle udgifter i forbindelse med barnet/den unges ophold.

 

Kommunen kan også beslutte, at et barn eller en ung anbringes udenfor hjemmet på en kost- eller efterskole. I disse tilfælde betaler Familieafdelingen hele opholdet, og børnesagsbehandleren besøger barnet med jævne mellemrum og laver sammen med barnets forældre og barnet selv planer for fremtiden.
Denne foranstaltningstype benyttes primært i de situationer, hvor barnet/den unge har brug for et miljøskift og/eller der er et særligt undervisningsbehov.

Netværksplejefamilie

Når kommunen beslutter, at et barn eller en ung bør anbringes udenfor hjemmet, er man forpligtiget til at undersøge, om der i barnets netværk findes relevante voksenpersoner, som kunne have barnet/den unge boende. Dette sker naturligvis altid i samråd med barnets biologiske forældre.

I de tilfælde, hvor barnet skal anbringes i en netværksplejefamilie, skal plejefamilien godkendes som konkret egnede til det barn, som de skal have i pleje, og det er derfor ikke relevant, om de vil kunne modtage andre børn.

Plejebarnet indgår i netværksplejefamilien på lige vilkår med plejefamiliens øvrige familiemedlemmer, og kommunen dækker udgifter til kost/logi, lomme- og tøjpenge samt ferieudgifter m.v.

Socialpædagogisk opholdssted

Når et barn eller en ung besluttes anbragt udenfor hjemmet, kan der blive tale om en placering i et af de såkaldte socialpædagogiske opholdssteder.

Opholdssteder dækker over et bredt spekter af anbringelsesmuligheder strækkende fra det lille opholdssted, der drives som en professionel familie, og som kan modtage nogle få anbragte børn, til større opholdssteder med ansatte pædagoger.

Opholdsstederne benyttes primært til unge med store sociale vanskeligheder, som eventuelt er kombineret med misbrugsproblemer, kriminalitet eller f.eks. psykiske sygdomme.

Opholdsstederne skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune.


 



 
Underretningspligt ved omsorgssvigt - læs mere
 

Sidst redigeret d. 31/05 - 2010

Ansvarlig afdeling: Familieafdelingen

 
Kontakt  | TLF 3821 3617/3821 3618
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/Borgerservice/FamilieOgBoern/UdsatteBoernOgUnge/Dogntilbud.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune