SSP-arbejdet retter sig mod tre typer af indsatser:
Den generelle kriminalpræventive indsats
Den generelle kriminalpræventive indsats er rettet mod børn og unge, der ikke har vist tegn på kriminel adfærd, og mod deres forældre. Indsatsen går ud på at modvirke, at nogle børn og unge på et tidspunkt begår kriminalitet.
Prioriteringen af de generelle indsatsområder bygger dels på tidligere erfaringer dels på tendenser i udviklingen, som SSP-repræsentanterne oplever i hverdagen eller på anden måde bliver bekendt med.
SSP-samarbejdets væsentligste fokusområder i forbindelse med den generelle kriminalpræventive indsats er at dæmme op for:
- vold
- berigelseskriminalitet (indbrud, tyveri og røveri )
- hærværk
- mobning, herunder også mobning over mobiltelefon og i chat-room/internettet samt at sikre
- en indsats for fornuftig omgang med alkohol,
- en indsats for minimering af brug af rusmidler
Den generelle kriminalpræventive indsats udføres typisk i skole-regi, da det alene er gennem skolerne, at det er muligt at nå alle børn og unge og deres forældre. SSP-konsulenterne besøger skoleklasser alene eller sammen med politifolk fra Den Kriminalpræventive Afdeling v/Københavns Politi.
Formålet er at fortælle eleverne, hvordan de kan undgå at komme på kant med loven, få et fornuftigt forhold til alkohol osv. Indsatsen kan også være rettet mod forældrene, der på forældremøder eksempelvis orienteres om betydningen af forældrenetværk, forældreansvar, unges festkultur mv.
Den specifikke kriminalpræventive indsats
Den specifikke kriminalpræventive indsats er rettet mod grupper af børn og unge, der allerede har været på kant med loven eller som mistrives i en sådan grad, at de er i risiko for at komme ud i en kriminel løbebane.
Den specifikke indsats består ofte af projekter tilrettelagt for en særlig gruppe af børn og unge. Projekterne gennemføres af arbejdsgrupper, der er nedsat til lejligheden. Disse arbejdsgrupper har mulighed for at søge SSP-midler til at gennemføre konkrete forløb for børn/unge-grupper i risikozonen.
Den individorienterede kriminalpræventive indsats
Den individorienterede kriminalpræventive indsats er rettet mod børn og unge, som allerede har begået kriminalitet. Her er målet at forebygge gentagelse.
Nogle af de børn og unge, som er kendt i forbindelse med de specifikke SSP-indsatser er også omfattet af individorienterede indsatser. Den individorienterede indsats tilrettelægges i samarbejde mellem f.eks. skolen, politiet, Familieafdelingen, SSP-konsulenterne og Gadepiloterne.