SSP-konsulenternes primære funktion er at være det koordinerende led i SSP-samarbejdet og dermed i udmøntningen af målene for SSP-Frederiksberg.
Det er SSP-konsulenternes opgave at koordinere, dokumentere og medvirke til at gennemføre både den generelle og den specifikke kriminalpræventive indsats.
SSP-konsulenterne bidrager - gennem et tæt samarbejde med skolerne og Den Kriminalpræventive Afdeling v/Københavns Politi - til at sikre, at alle elever får et kvalificeret undervisningstilbud på det forebyggende område, og at forældrene ligeledes informeres om det kriminalpræventive arbejde. Den generelle indsats rettes mod 3.-7. klassetrin.
Det forventes, at konsulenterne tilvejebringer og videreformidler ny viden om det kriminalpræventive område og om undervisningsmetoder og materialer til samarbejdspartnerne.
SSP-konsulenterne giver rådgivning og sparring i forbindelse med projektgruppers ansøgninger om midler til konkrete projekter.
SSP-konsulenterne kan ligeledes påtage sig rollen som tovholder i forbindelse med projekter. Når projekterne er afsluttet, evaluerer konsulenterne dem i samarbejde med projektdeltagerne.