Trafik- og Miljøhandlingsplan 2003

Processen
Trafik- og Miljøhandlingsplan 2003, er et resultat af et målrettet arbejde der blandt andet har taget sit udgangspunkt i tre borgermøder i forbindelse med Miljøtrafikugen i 2002. På de tre borgermøder blev der nedsat borgergrupper, hvor interesserede borgere kunne tilmelde sig følgende fire emner: 

 

Kollektiv trafik og fremkommelighed

 

Byens rum

 

Trafiksikkerhed og tryghed - anbefalinger

 

Støj og luftforurening

 

 

Borgergruppernes konklusioner blev efterfølgende forelagt Teknik- og Miljøudvalget. Borgergruppernes anbefalinger har sammen med kommunens egne vurderinger dannet grundlag for den nye Trafik- og Miljøhandlingsplan 2003. 

 

Planen - i korte træk
Et gennemgående element i Trafik- og Miljøhandlingsplan 2003 er, at der er tæt biltrafik på Frederiksberg, og at det vil være ønskeligt at reducere den gennemkørende trafik og pendlertrafikken.

 

Kommunen overvejer derfor følgende foranstaltninger:

 

Den nuværende vejstruktur bibeholdes med en enkelt undtagelse, idet Nyelandsvej mellem 5. Juni Plads og Nordre Fasanvej indgår som trafikvej. Samtidig er der udarbejdet en ny Hastighedsplan. Hensigten med vejstrukturen og Hastighedsplanen er at koncentrere den gennemkørende trafik på trafikvejene (50 km/t), hvilket giver mulighed for at etablere lokale trafikzoner på 40 km/t eller derunder efter lokalt ønske. På de trafikveje hvor der ikke er kollektiv busbetjening, vil der være mulighed for at sætte hastighedsgrænsen vil 40 km/t efter lokalt ønske. Disse veje er Bülowsvej, Madvigs Allé, Platanvej, Vodroffsvej, Howitzvej og Sønderjyllands Allé.

 

Biltrafikken er steget de sidste mange år, og der er i myldretiden trængselsproblemer på trafikvejene. Indsatsområderne er realiseringen af vejstrukturen, hvor lokalvejene fredeliggøres og igangsættelse af fremkommelighedsanalyser for både biler og kollektiv trafik. Endelig kan der gennemføres tiltag som Mobility-Management, som sigter på en holdningsændring ved den enkelte bilist, som tilskyndes til at bruge andre transportformer, samkørsel eller delebiler.

 

Forholdene for gang- og cykeltrafikken skal forbedres, så disse transportformer bliver attraktive alternativer til bilkørsel. Det er hensigten, at kommunen udarbejder en nærmere analyse af gang- og cykeltrafikken, således at der ydes en målrettet indsats for de lette trafikanter. Cykelstinettet udbygges, så der over en årrække vil være anlagt cykelstier på alle trafikveje. Gang- og cykeltrafik er særligt vigtig for børn og ældre. Der vil derfor blive lagt stor vægt på disse grupper.

 

Der skabes bedre forhold for den kollektive trafik, så bussernes fremkommelighed forbedres, og buspassagererne oplever færre forsinkelser. Forbedringerne omfatter etablering af busbaner, busprioritering i signalanlæggene samt etablering af fremrykkede stoppesteder på strækninger med A-busdrift. Endvidere skabes bedre venteforhold for passagererne ved opsætning af designstandere, læskærme og installering af realtidsinformation ved de større A-busstoppesteder.

 

Den tunge trafik foreslås reduceret gennem øget brug af koordineret varetransport. Dette kan ske gennem en internetbaseret fragtbørs, hvor transportører kan indmelde transportbehov og - ydelser. Samtidig skabes bedre forhold for den tunge trafik, blandt andet i form af læssezoner på butiksgaderne. På længere sigt kan der indføres tidsbegrænsninger eller gennemkørselsforbud på udvalgte strækninger samt etableres en miljøzoneordning.

 

Der skabes bedre forhold for parkering, idet der tilstræbes en tilpasning mellem behov og udbud af parkeringspladser. Det kan ske ved ombygning af gadearealerne, ved benyttelse af private eller halvprivate arealer til beboerparkering i aftentimerne, anlæg af parkeringshuse eller -kældre samt eventuel ændring af tidsrestriktionen i P-zonen.

 

Trafiksikkerheden er blevet forbedret i de seneste år, og der er opstillet mål om en yderligere reduktion af antallet af trafikuheld. I den forbindelse er der udpeget sorte pletter, det vil sige særligt uheldsbelastet lokaliteter. Der vil blive udarbejdet konkrete forslag til, hvordan de enkelte lokaliteter ombygges, så sikkerheden bliver forbedret.

 

Støj og luftforurening er et problem for mange borgere på Frederiksberg. Således er ca. 10.000 boliger på det overordnede vejnet belastet med et støjniveau over 65 dB(A) ved facaden, et niveau som mange mennesker oplever som stærkt generende. Luftforureningen er på en enkelt stærkt trafikeret gadestrækning over de vejledende grænseværdier, og flere strækninger er tæt på grænseværdien. Kommunen vil søge at samle trafikken på det overordnede vejnet og dermed søge at reducere belastningen i lokalområderne. Kommune påtænker desuden i perioden sætte fokus på støjkortlægningen og udarbejde af støjhandlingsplaner. Det vil også blive overvejet at anvende støjsvage belægninger ved renovering af det overordnede vejnet. Luftforureningen kan begrænses ved anvendelsen af ny teknologi. Kommunen undersøger i øjeblikket om det er muligt at påmontere partikelfiltre på de eksisterende kommunale køretøjer. Ved nyindkøb af køretøjer og ved udlicitering af transportopgaver for kommunen stilles der allerede i dag krav om påmonteret filter - såfremt det er teknisk muligt. Færdselsloven giver kommunerne mulighed for på forsøgsbasis at indføre særlige miljøzoner. Frederiksberg Kommune vil undersøge mulighederne for at indføre sådanne zoner.

 

Byens rum er et vigtigt aspekt for en tætbebygget kommune som Frederiksberg. Der lægges op til at der i de kommende år arbejdes intenst med de grønne byrum, som kan understøtte kommunens identitet som Det Grønne Frederiksberg. De eksisterende gaderum i f.eks. Svømmehalskvarteret omdannes til mere grønne vejforløb med mulighed for rekreativt ophold. Men også de nye pladsdannelser ved Frederiksberg Nye Bymidte og Flintholmområdet vil få stor betydning for bylivet på Frederiksberg.

 

Det er vores håb, at Trafik- og Miljøhandlingsplan 2003 vil lægge rammerne for de kommende års trafik- og miljøarbejde til gavn for byens borgere og de mange daglige gæster. Vi håber; at alle vil opleve Frederiksberg som en by der er overskuelig, ren og sikker at bo og færdes i for både børn og voksne. 

 

 

 

Hvis De vil læse mere...
Trafik- og Miljøhandlingsplan 2003 kan afhentes på Frederiksberg Rådhus, Vej- og Parkafdelingen, 4.sal, vær. 89A. De kan også finde den på kommunens biblioteker eller downloade den i pdf-format ved at klikke på ikonet. Bemærk, at det kan tage op til 30 minutter at downloade den.

Hvis De vil læse Trafik- og Miljøhandlingsplanen fra 1998, så

For at kunne læse pdf-filerne skal Acrobat Reader være installeret på PC'en. Programmet er gratis og kan hentes ved at klikke på nedenstående link.

 

Sidst redigeret d. 31/05 - 2010

Ansvarlig afdeling: Vej- og Parkafdelingen

 
Kontakt  | TLF 3821 4220
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/Borgerservice/TrafikOgParkering/Trafiksikkerhed/TrafikOgMiljoehandlingsplan.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune