Søfrontparken ved Sankt Jørgens Sø er udformet med slyngede, græsklædte terrænflader med spredte grupper af blomstrende træer. To småsøer i parkens nordlige del er forbundet med en rislende kilde. I den sydligste del af parken er der etableret en naturlegeplads.
I parkens "point de vue" ved Svineryggen er der en smuk pladsdannelse med granitstens-trappeanlæg mod Sankt Jørgens Sø, hvor parkbrugerne, som det eneste sted langs søforløbet gennem storbyen, har mulighed for kontakt med vandoverfladen.
Parken er på ca. 7.000 m2 og blev indviet i 1999.