Bjørneklo bekæmpes på Frederiksberg

Mange kender sikkert planten med de store grove blade og de høje, store blomsterskærme i juli måned. På grøftekanter og fugtige områder vokser de ofte mange sammen og dækker store områder.

 

Mange ved sikkert også, at det er en plante, man ikke skal røre ved.

 

 

Hvorfor er det et problem?

  Bjørneklo

Kæmpebjørneklo, som planten rigtigt hedder, stammer fra Kaukasus og er ikke hjemmehørende i Danmark. Den har imidlertid spredt sig hertil og trives desværre rigtigt godt - på andre planters bekostning og til gene for mennesker og dyr er den blevet en 'unaturlig' del af den danske flora.

Den udkonkurrerer andre planter ved sin størrelse og ved at hver plante kan sætte ca. 50.000 frø.

 

Man skal undgå berøring af planten. Ved berøring er der stor risiko for at få den giftige plantesaft på sig med eksem, rødmende hævelser, svie og smerte som resultat. Plantesaften indeholder et giftstof, der er fototoksisk, det vil sige, at det reagerer under påvirkning af solens UV-stråler.

 

Er man uheldig kan man som umiddelbar førstehjælp vaske med rigeligt vand og sæbe, og ellers kontakte sin læge.

 

 

Hvordan bekæmpes Bjørneklo på Frederiksberg?

 

Heldigvis er Bjørneklo sjælden i kommunens parker og grønne områder, og i de få tilfælde det sker, er bekæmpelsen foregået ved at planten er blevet gravet op.

 

Imidlertid er Frederiksbergs grønne områder i de senere år blevet udvidet med nedlagte banearealer, hvor kommunen har 'arvet' spredte bevoksninger af Bjørneklo, og en anden og mindre tidskrævende bekæmpelse er blevet nødvendig. Siden 1996 har kommunen af hensyn til grundvandet og miljøet i det hele taget valgt ikke at anvende pesticider mod ukrudt og skadedyr.

 

For at bekæmpe Bjørneklo på en miljøvenlig og effektiv måde afprøves fra i år en ny metode, der går ud på at fryse planterne ihjel. Metoden går ud på, at planternes vækstpunkt ødelægges ved, at stænglerne skæres over, hvorefter der sprøjtes flydende kvælstof ned i stænglen. Kvælstoffet har en temperatur på ca. 200 minusgrader, der er så koldt, at plantecellerne 'frostsprænges', hvorefter planten dør.

 

For at metoden kan anvendes, er det nødvendigt, at planterne har en vis størrelse, og der vil derfor være bevoksninger, hvor der tilsyneladende ikke gøres noget, men som man skal holde sig fra. Større bevoksninger vil derfor være markeret med rød/hvide plasticbånd.

 

Bekæmpelsen sker i juni-juli måned, inden planternes frø modnes, og gentages om nødvendigt 2 gange med ca. 3 ugers mellemrum.

 

Foreløbig ser resultaterne efter 2 gange bekæmpelse lovende ud, og bevoksningerne er væsentligt reduceret. Metoden forventes derfor anvendt også de kommende år, hvor de mange frø i jorden vil spire og vokse frem - indtil problemet forhåbentlig er væk fra kommunens grønne områder.

 

Yderligere oplysninger om hvordan og hvor på Frederiksberg, der bekæmpes Bjørneklo, kan fås ved henvendelse til Vej- og Parkafdelingen på Vej&Park@frederiksberg.dk eller 3821 4220.

 

Sidst redigeret d. 31/05 - 2010

Ansvarlig afdeling: Vej- og Parkafdelingen

 
Kontakt  | TLF 3821 4220
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/ByOgKultur/ByensRum/UdelivOgNatur/Bjorneklo.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune