Bag Smallegade opstod engang i 1700-tallet en ny adgangsvej til markerne omkring Godthåb. I ca. hundrede år hed vejen Lampevej, vistnok fordi byens jordemoder boede her, og som den eneste på vejen havde en lampe hængende uden for sit hus. Lampevej fik et dårligt ry efter et brutalt rovmord i 1889, og i 1905 blev den omdøbt til Howitzvej.
På det store areal mellem Howitzvej og Solbjergvej rejstes gennem den sidste halvdel af 1800-tallet fattigvæsenets institutionskompleks, der bl.a. omfattede sygehus, fattighus, alderdomshjem, børneoptagelseshjem og sygestiftelse. Efter udflytningen af institutionerne til Nordre Fasanvej opførtes på stedet senere brandstationen (nr. 26-28) fra 1931-32 (Kommunens arkitektafd.), politistationen (nr. 30) fra 1918-19 (Hack Kampmann), domhuset (nr. 32) fra 1920-21 (Hack Kampmann og Kaj Gottlob), Solbjerg Kirke (nr. 34) fra 1907-08 (Kristoffer Varming) og Hovedbiblioteket (Solbjergvej 21-25) fra 1933-35 (Kommunens arkitektafd.).
På Howitzvej finder man også Frederiksberg Arbejderhjem (nr. 20A-B og 22A-B samt Jernbanestien 2-4) fra 1875 - et eksempel på tidens filantropiske boligbyggeri for arbejdere. I nr. 36 ligger stadig Howitz' fødeklinik fra 1863, der i dag bruges af politiet.
I 1864 flyttede Københavns Hovedbanegård til et område nær Vesterport Station, og den sjællandske jernbane blev forlagt over Frederiksberg. En banegård blev opført på Solbjergvej (nr. 6-10), og er i dag den ældste dansk-projekterede banegård. I 1934 startede S-togsdriften fra Frederiksberg til Vanløse, og en moderne station blev opført ved Falkoner Allé. Driften blev indstillet i 1998. I dag er Frederiksberg en station på den nye metrostrækning fra Ørestaden til Frederiksberg. Den nye station ligger under jorden.
Med til den gamle banegård hørte også et stort godsbaneareal, der blev flittig benyttet langt op i 1900-tallet, selv efter at banen til Frederiksberg i 1911 blev et blindspor, der endte lige ved Falkoner Allé. Dette areal danner i dag rammen om Frederiksberg Centret, opført 1995-96, og Handelshøjskolen, opført 1999-2000. På grunden mellem Solbjergvej og Howitzvej ligger det nye Frederiksberg Gymnasium og en ny tilbygning til Frederiksberg Hovedbibliotek, begge indviet i 2004.
Tilbage til Rundt på det historiske Frederiksberg.
Sidst redigeret d. 14/07 - 2010
Ansvarlig afdeling: