Vesterbrogade og Rahbeks Allé

 
Ligger Vesterbrogade ikke i Københavns kommune? Jo, delvis, men stykket fra Sorte Hest ved Platanvej og ud til Roskildevej hører til Frederiksberg. Den frederiksbergske del hed Roskildevej indtil 1872. Vejen var kun sporadisk bebygget indtil midten af 1800-tallet. Her lå bl.a. Winstrups mølle, nogle gartnerier og endelig, ude ved Pile Allé, Slotskroen fra 1782. Alt er væk i dag og erstattet af høj bebyggelse. Mellem Vesterbrogade og Frederiksberg Allé opstod flere villaveje, men meget er desværre forsvundet i dag. F.eks. fik Platanvej en hård medfart i 1970'erne.


Den første sidegade til venstre på den frederiksbergske del af Vesterbrogade er Rahbeks Allé. Alléens mest kendte ejendom er uden tvivl Bakkehuset (nr. 23), der har aner tilbage til 1600-tallet. Beliggende ved landevejen mellem Roskilde og København tjente Bakkehuset som gæstgiveri og kro for de vejfarende, men da landevejen forlagdes til Roskildevej i 1776, var den epoke forbi. I 1802 købte professor Knud Lyne Rahbek Bakkehuset, som han allerede havde benyttet som sommerbolig i flere år. Bakkehuset blev et samlingssted for guldaldertidens store og små poeter. Her kom Oehlenschläger, Heiberg og H.C. Andersen ofte forbi, ikke mindst for at møde professorens smukke og kloge hustru, Kamma Rahbek.

 

Bakkehuset blev i 1855 indrettet til en "helbredelsesanstalt for idiotiske børn", men den egentlige anstalt blev opført ved siden af - i nr. 21 - i 1860. Åndssvageanstalten opgav de gamle bygninger i 1971, og disse er i dag overtaget af DanBrew. Selve Bakkehuset blev omdannet til et museum i 1925, der ikke alene hædrer mindet om Kamma og Knud Lyne Rahbek, men også hele den litterære kreds omkring Bakkehuset. Ved siden af Bakkehuset lå Ny Bakkehus, opført i 1760'erne, men nedrevet i 1880. I Rahbeks Allé nr. 34 ses stadig den gamle hovedbygning til Ny Bakkegård, opført 1799, som ejedes af statsminister C.C. Hall i årene 1840-81.

 

Tilbage til Rundt på det historiske Frederiksberg.

 

 

 

Sidst redigeret d. 14/07 - 2010

Ansvarlig afdeling:

 
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/ByOgKultur/Byguide/RundtPaaDetHistoriskeFrederiksberg/VesterbrogadeOgRahbeksAlle.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune