Arkitektur

På Frederiksberg er arkitekturen højt prioriteret. Kommunen indeholder eksempler på en lang række forskellige bygningsmæssige stilarter helt tilbage fra 1600-tallet og frem til i dag.

 

Fra tiden før 1900 kan blandt andet nævnes Frederiksberg Slot på Roskildevej, der blev opført omkring år 1700 og senere ombygget i italiensk barokstil. Frederiksberg Kirke fra 1734 med sin særegne ottekantet form er opført i hollandsk stil, og Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskoles (nu: Det Biovidenskabelige Institut) oprindelige bygning fra 1858 er tegnet af M.G. Bindesbøll.

 

Der er mange eksempler på funktionalismen fra slutningen af 1920'erne og adskillige årtier frem. Det gælder for eksempel dobbelthusene på Emanuel Olsens Vej tegnet af Hans Dahlerup Bertelsen, Novos (nu Novozymes) bygning på Nordre Fasanvej fra 1934 tegnet af Arne Jacobsen, og Radiohuset på Rosenørns Allé fra 1945 tegnet af Vilhelm Lauritzen.

 

Det helt nutidige byggeri kan ikke mindst ses i det centrale område omkring Frederiksberg metrostation. I 1996 blev indkøbscentret Frederiksberg Centret indviet, det blev tegnet af KHR Arkitekter. På Solbjerg Plads blev en afdeling af Handelshøjskolen indviet i 2000, tegnet af Vilh. Lauritzens Tegnestue, og i 2006 blev yderligere en nybygning, Kilen, taget i brug mellem Solbjerg Plads og Nordre Fasanvej. Arkitekterne: Lundgaard & Tranberg Arkitektfirma. Det nye Frederiksberg Gymnasium og en tilbygning til Hovedbiblioteket - begge tegnet af Henning Larsens Tegnestue - blev indviet i 2004. Der opføres også nye spændende pladser imellem bygningerne.

 

Aftenlys på Solbjerg Plads

 

Andre steder på Frederiksberg gælder det for eksempel Dalgas Have-området, hvor Henning Larsen har tegnet både en afdeling af Handelshøjskolen og det omkringliggende boligbyggeri, der begge blev opført i sidste halvdel af 1980'erne. Og KHR Arkitekter har stået for Flintholm Station med det store glastag fra 2004. Endelig skal nævnes Zoologisk Haves nye elefanthus tegnet af den engelske arkitekt Norman Foster.

 

Ovennævnte bygninger er blot et udpluk af interessante bygninger på Frederiksberg. Der er udarbejdet et rutekort med forslag til arkitektur-vandreture på Frederiksberg - klik her for at se kortet (klik på fanen rutekort).

 

Sidst redigeret d. 01/08 - 2011

Ansvarlig afdeling: Ledelsesstaben

 
Kontakt  | TLF 3821 2052
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/ByOgKultur/Byguide/Turistguide/Arkitektur.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune