Frederiksberg Have
Frederiksberg Slotshave er et af Hovedstadens største og mest attraktive åndehuller. Ved hovedindgangen for enden af Frederiksberg Allé byder statuen af Kong Frederik VI (udført af H.W. Bissen 1858) velkommen til den mere end 300 år gamle have, hvis nuværende engelsk inspirerede romantiske præg med snoede stier, kanaler - hvor man kan sejle rundt i robåd - og prægtige træer stammer fra omkring år 1800.
På samme tid (1802) opførtes Apistemplet efter tegning af maleren og arkitekten Nicolai Abildgaard. Templet ligger ved grænsen til Zoo med front mod Frederiksberg Have.
I 2004 blev det kunstige vandfald på Kildeøen genetableret. Vandfaldet blevet oprindeligt anlagt som en del af den romantiske have.
Hvert år Sankt. Hans aften er haven samlingssted for tusindvis af mennesker, der følger fællessang, taler, musik og hekseafbrænding ved søen foran slottet.
Flere oplysninger om Frederiksberg Have: her
Åbent:
December og januar kl. 7-17
Februar kl. 7-18
Marts, dog kun til overgang til sommertid kl. 7-19
Overgang til sommertid til ultimo april kl. 7-21
Maj til august kl. 7-22
September kl. 7-21
Oktober, dog kun til overgang til vintertid kl. 7-19
Overgang til vintertid til ultimo november kl. 7-18
Kanalbådene: Maj-september: man-fre 10-17, lør,søn 12-18, hvis vejret tillader det ! Tlf. 38 11 44 32
Det Kinesiske Lysthus
Det Kinesiske Lysthus er opført i 1799 og ligger på en af øerne i Frederiksberg haves kanalsystem. Huset blev specielt benyttet af Frederik den VI's familie ved teselskaber.
Åbent: Hver søndag fra 1. maj til 31. aug. kl. 12-18.
Søndermarken
Anlagt og omlagt samtidig med Frederiksberg Have. Søndermarken og Frederiksberg Have er i dag adskilt af Roskildevej, men udgør samlet en af Nordeuropas største parkområde beliggende i bymæssig bebyggelse.
Det kgl. danske Haveselskabs Have & Brøndsalen
Det kgl. danske Haveselskabs Have fik sin nuværende placering ved Pile Allé og Frederiksberg Runddel tilbage i 1884. Med sine snirklede stisystemer og mangfoldige blomster, buske og træer er denne gamle have en perle midt i storbyen. Sommeren igennem er haven rammen om forskellige arrangementer.
I selve haven ligger den smukke Brøndsal, der blandt andet benyttes til udstillinger og koncerter.
Åbent: Der er adgang til haven alle ugens dage fra solopgang til solnedgang. Nærmere oplysninger: Det kgl. danske Haveselskab, www.haven.dk.
Frederiksberg Runddel
Danner om vinteren (dec.-feb.) rammen om en kunstig anlagt skøjtebane. Læs mere her.
Labyrinten på Pile Allé
Labyrinten på Pile Allé er udformet som etiketten på en tuborg-flaske - og labyrintens „vægge" består af en smuk bøgehæk.
Biovidenskabeligt Fakultets Botaniske Have
Haven er anlagt i 1858 - samtidig med opførelsen af fakultetet (den tidl. Landbohøjskole).
Haven byder i foråret og frem til det tidlige efterår på et væld af blomster. De mange eksotiske træer og lægeplanter skal også fremhæves.
Bülowsvej 17-19. Åbent: Hver dag året rundt (undt. juleaften og nytårsaften) fra solopgang til solnedgang.
Tlf. 35 33 21 82, www.gf.life.ku.dk/haven
Lindevangsparken
Foruden et flor af blomster sommeren igennem - byder parken på en stor legeplads med udfoldelsesmuligheder for de 0-15 årige. Derudover findes bold- og rulleskøjtebane - samt soppebasin for de mindste i varme perioder. Om vinteren (dec.-feb.) er der en kunstig anlagt skøjtebane.
Rosenhaven
Med indgang fra Allégade findes en smukt anlagt rosenhave afskærmet fra byens trafik og støj.
Søfrontparken ved Sankt Jørgens Sø
Ved Sankt Jørgens Sø er etableret et rekreativt areal på ca. 7000 m2. I parkens „point de vue" ved Svineryggen, er der etableret en smuk plads med granitstenstrappeanlæg mod Sankt Jørgens Sø.
Grøn Cykelrute/gangsti
Diagonalt igennem Frederiksberg etableres der i disse år en ny cykelrute/gangsti. Stiprojektet vil, når projektet er helt gennemført, omfatte ca. 10 km fra Lyngbyvej i nord over Nørrebro og gennem Frederiksberg til Valby i vest.
Temahaver i Solbjerg Parkkirkegård
Som led i omdannelsen af Solbjerg Kirkegård til parkkirkegård, er der etableret en række temahaver i kirkegårdens vestlige del. Foreløbigt kan den besøgende opleve fem forskellige havetemaer i parkområdet: „Dufthave", „Bibelhave", „Sommerfuglehave", „Dahliahave" og „Vandhave" .