Shopping og gastronomi på Frederiksberg

Der findes gode og varierede indkøbsmuligheder overalt på Frederiksberg med alt fra små specialbutikker til store supermarkeder. Mulighederne er navnlig koncentreret om de tre centrale forretningsstrøg Gammel Kongevej, Falkoner Allé og Godthåbsvej, der skærer sig igennem den midterste del af kommunen.

 

Frederiksbergs gode indkøbsmuligheder blev i 1996 suppleret med åbningen af Frederiksberg Centret på Falkoner Allé - tæt ved den nye Handelshøjskole og metrostationen i Frederiksberg Nye Bymidte.     

 

Shopping i Frederiksberg Centret               

 

En anden velbesøgt forretningsgade er Værnedamsvej - en sidegade til Gl. Kongevej - som med sine mange fødevarebutikker viser vejen til et veldækket bord.

 

 Udvalg af fødevarer på Værnedamsvej

 

Det rige udbud af butikker er en væsentlig del af Frederiksbergs image - og kommunen lægger vægt på at bevare og udvikle denne profil.

 

Og så er der et væld af caféer, restauranter og værtshuse - i alt er der ca. 170 bevillingssteder - til yderligere at forsøde indkøbsturen. Flere af disse har live musik og udendørsservering med mulighed for at følge gadelivet.

 

Frederiksbergs spisesteder dækker helt bogstaveligt alverdens madtraditioner fra fransk til "pacific rim". Og hele skalaen fra Michelin-stjerne til grillbar.

 

Blandt de finere restauranter kan især nævnes Formel B på Vesterbrogade 182. Den fik en stjerne i Michelin-guiden i 2004.

 

Det traditionelle danske køkken er bestemt ikke glemt. På og omkring Pile Allé findes blandt andet de berømte familiehaver - „De små haver" - hvor der i sommerhalvåret bl.a. er mulighed for at nyde dansk smørrebrød, øl, snaps og kaffe - ofte ledsaget af levende musik.

 

For en opdateret liste over alle spisesteder på Frederiksberg, gå da for eksempel til hjemmesiden www.aok.dk.

 

Gå selv på opdagelse !

 

 

 

Sidst redigeret d. 24/06 - 2011

Ansvarlig afdeling: Ledelsesstaben

 
Kontakt  | TLF 3821 2052
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/ByOgKultur/Byguide/Turistguide/Shopping.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune