By, bolig, miljø

Bevaringsværdige bygninger

Læs mere om de bevaringsværdige bygninger i Frederiksberg Kommune
 

Bevaringsværdige bygninger

Læs mere
 

Frederiksberg Kommune har intensiveret bestræbelserne på at forskønne byen i de senere år. Kommuneplanen afstikker de overordnede mål og retningslinjer, og der bliver til stadighed udarbejdet nye bevarende lokalplaner for delområder i kommunen. Sammen med bestemmelser i Byggeloven udgør lokalplaner, byplanvedtægter, tinglyste servitutter og evt. facadecensur det lovmæssige grundlag for kommunens regulering af facadeændringer og opsætning af skilte.

 

Byggeloven

I byggelovens § 6D, stk. 1 står, at kommunen kan gøre en byggetilladelse efter byggeloven afhængig af, at bebyggelsen får en sådan ydre udformning, at der i forbindelse med dens omgivelser opnås en god helhedsvirkning.

 

I stk. 2 står, at skiltning, lysinstallationer o.lign. ikke må være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne. Kommunen kan ved forbud eller påbud sikre, at bestemmelsen overholdes.

 

Lokalplaner og byplanvedtægter

Lokalplaner og byplanvedtægter regulerer mindre områder af byen, og de indeholder typisk bestemmelser om områdernes anvendelse, bebyggelsernes højde, opholdsarealer, parkeringsarealer, boligstørrelser og bebyggelsernes ydre fremtræden. I de bevarende lokalplaner er der endvidere specificerede bestemmelser om renovering af facader og opsætning af skilte i det pågældende område.

 

På Frederiksberg Kommunes hjemmeside er de forskellige planer og vedtægter elektronisk tilgængelige, og de kan købes i papirudgave i Bygge, Plan og Miljøafdelingen på rådhuset.

 

Tinglyste servitutter

Servitutterne indeholder bestemmelser for en enkelt ejendom, og de kan dreje sig om alt mellem himmel og jord. Pigekamre på lofterne, adgangsforhold, skelbestemmelser, retningslinier for butikker m.v. En specielt vigtig servitut er Facadecensur. Mange ejendomme i kommunen er omfattet af tinglyst facadecensur. Det gælder eksempelvis for alle præmierede ejendomme, og facadecensuren kan i princippet betragtes som et værn omkring vor arkitektoniske arv. Den skal sikre, at alle ændringer på de ofte smukke og bevaringsværdige ejendomme udføres med nænsomhed og respekt for bygningernes oprindelige, arkitektoniske udtryk.

 

Hvad skal en ansøgning indeholde?

Alle borgere ønsker naturligvis en så hurtig sagsbehandling som muligt, og derfor er det vigtigt, at de indsendte ansøgninger om byggetilladelse indeholder alle relevante oplysninger.

Projektmaterialet bør derfor altid indeholde:

  1. En underskrevet fuldmagt fra ejendommens ejer. Det kan være en privat ejer eller bestyrelsen for andelsbolig- eller ejerforening,
  2. Ansøgers navn, adresse, telefonnummer og evt. mail-adresse,
  3. Tegning eller foto, der viser bygningens/facadens nuværende udseende,
  4. Tegning eller foto, der viser bygningens/facadens fremtidige udseende,
  5. Snit i facaden, hvis der ønskes opsat et udhængsskilt,
  6. Beskrivelse af materialer, farver og evt. belysning.

Ansøgningen sendes til Bygge, Plan og Miljøafdelingen, og der vil muligvis blive anmodet om supplerende oplysninger, før der kan udstedes en byggetilladelse.

 

Hvis reglerne overtrædes

Såfremt der bliver opsat skilte eller andet facadeudstyr uden foregående godkendelse, kan kommunen udstede et påbud om ændring eller nedtagning. Hvis påbuddet ikke efterkommes, vil sagen blive overgivet til politi og domstole.

 

I byggelovens § 17 og planlovens § 63 står, at det påhviler den til enhver tid værende ejer af en ejendom at berigtige forhold, som er i strid med loven. Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige brugeren. Det betyder, at et evt. påbud om ulovlig skiltning eller andre facadeændringer vil blive udstedt til såvel ejer som bruger/forretningsindehaver.

 

Er mit hus bevaringsværdigt?

Alle ejendomme, opført før 1940, i Frederiksberg Kommune er blevet registreret og bedømt ud fra arkitektoniske, kulturhistoriske, miljømæssige, originalitetsmæssige og tilstandsmæssige værdier. Essensen af disse vurderinger har udmøntet sig i den enkelte ejendoms bevaringsværdi. Bevaringsværdierne går fra 1-9, med 1 som højeste værdi.

 

Ejendomme med bevaringsværdier fra 1-4 fordrer en særlig omsorg ved ombygninger, ændringer af facaden og ved skiltning. En del ejendomme er endvidere omfattet af en tinglyst facadecensur. Den skal sikre, at huse af høj arkitektonisk kvalitet ikke forsimples ved uigennemtænkte løsninger. Derfor er alle præmierede bygninger i kommunen automatisk omfattet af facadecensur.

 

Oplysning om bevaringsværdier og eventuel facadecensur kan hentes i kommunen.

 
Xsl file could not be processed

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/ByOgKultur/KendDinBy/Arkitektur/BevaringsvaerdigeBygninger.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune