Præmieringsordningen på Frederiksberg så dagens lys i 1902 og er den første af sin slags i hele Danmark. Idéen spredte sig imidlertid hurtigt til mange af landets øvrige kommuner - således fik nabokommunen København en tilsvarende præmieringsordning allerede i 1903. Præmieringsordningen falder i tråd med tidens mange forskønnelsesforeninger, ligesom den har rod i tidens ofte højrøstede arkitektfaglige debatter. Sigtet med ordningen var således, at højne kvaliteten i tidens nybyggeri og medvirke til at skabe gode, smukke og hygiejniske bymiljøer og bygninger.
Ordningens første regelsæt blev vedtaget af kommunalbestyrelsen den 15. december 1902, og det afstak rammerne for præmieringen således: Præmieringen skulle tildeles sundt og godt byggeri i det år, hvor det var opført. Det var desuden et krav, at bygningen var tegnet af en dansk arkitekt (bygmester). Der kunne maksimalt gives tre præmier om året. De skulle alle gå til boligbebyggelser og fordeles på én for villaer, én for høje huse med store lejligheder og én for bøje huse med små lejligheder. Valget skulle afgøres ved simpel majoritet efter afstemning i bedømmelseskomitéen, der bestod af ét medlem af kommunalbestyrel-sen, bygningsinspektøren, stads-ingeniøren og to medlemmer udpeget af Akademisk Arkitektforening.
De præmierede bygninger skulle tildeles en særlig præmieringsplakette til opsætning på bygningen. Enstemmighed i komitéen ved præmiering udløste desuden en kontant pengepræmie, der svarede til et halvt års ejendomsskat. Præmieringerne kunne fra begyndelsen kun tildeles private byggerier. Det var således ikke muligt at præmiere kommunens egne byggerier. Fra 1918 fik præmieringskomitéen imidlertid mulighed for at tildele kommunale bygninger en såkaldt anerkendelse, men der blev ikke opsat en præmieringsplakette.
Siden ordningens grundlæggelse har en lang række arkitekter - både privatpraktiserende og offentligt ansatte - der alle var udpeget af arkitekternes egen organisation, indgået i komitéens arbejde med vejledning og faglig bistand. Blandt navnene på disse særligt sagkyndige kan i kronologisk rækkefølge nævnes Martin Borch, Kai Gottlob, Lauritz Erik Holst, Poul Holsøe, Kay Fisker, Axel Maar, Erik Nielson, Tobias Faber, Karen Clemmensen, Palle Dyreborg, Flemming Nøhr og Michael Steen Johnsen, der alle har indskrevet sig i dansk arkitekturs annaler på anden vis.
Præmieringsordningen blev fra starten anset for at være et uhyre gavnligt redskab til en højnelse af nybyggeriets kvaliteter, som i høj grad også nød arkitektstandens bevågenhed. Det ses eksempelvis af en skrivelse til kommunalbestyrelsen i 1940, hvor der fra Akademisk Arkitektforenings side høfligt bliver gjort opmærksom på, at komitéen ikke havde været indkaldt i nogle år (siden 1932). Videre hedder det, at man fra foreningens side ikke håber komitéens virksomhed skal indstilles "... idet den derigennem tidligere stedffindne Præmiering maa anses for en værdifuld Spore til Gavn for det gode og smukke Byggeri".
Baggrunden var, at præmieringsreglerne i løbet af 1930'erne havde vist sig utidssvarende, hvilket betød, at præmieringsordningen blev sat på vågeblus. Reglerne blev derfor ændret i 1941, hvor præmieringens begrænsning til boligbyggeri bortfaldt. Nu kunne der gives op til fire præmier, heraf fortrinsvis én for høj og én for lav bebyggelse. Ombygninger og offentligt tilgængelige interiører blev også mulige præmieringsemner Ved samme lejlighed bortfaldt i øvrigt den kontante pengepræmie. Herved forsvandt et muligt incitament for bygherrerne til at levere gode byggerier, men sigtet med ændringen var at understrege karakteren af hædersbevisning, uden sammenbianding med mulige økoromiske interesser hos nogen af de implicerede parter.
Fra 1941 var dommerkomitéens sammensætning udvidet til: Tre medlemmer fra kommunalbestyrelsen, tre udefrakommende arkitekter, heraf to fra Akademisk Arkitektforening, samt direktøren for den tekniske forvaltning. Igen var afstemning og almindelig stemmeflerhed udslaggivende.
Reglen om antal præmier og foretrukken bebyggelsestype bortfaldt helt i 1973, bI.a. fordi der tilkom stadig mindre lav bebyggelse i den nu fuldt udbyggede storbykommune. Samtidig hermed blev det - som konsekvens af Danmarks indtræden i forløberen for EU i 1972 - besluttet at afskaffe kravet om, at arkitekten skulle være dansk.
I 1987 blev der tilføjet bestemmelse om, at eksteriører og ombygninger også kunne komme i betragtning. Herved blev der givet mulighed for, at den store del af byggeaktiviteten i den nu fuldt udbyggede storby, som ofte medfører vidtgående ændringer af ældre bygninger, også bør henhøre under præmieringsordningen. Som følge heraf ses i de sidste tiår et øget antal præmieringer af byfornyelser og nyindretninger af eksisterende bygninger.
De nugældende regler for præmieringsordningen er kortfattede og ret åbne. Det giver bedømmelseskomitéen bedre mulighed end tidligere for at finde emner til præmiering, ligesom komitéen nu er friere stillet med hensyn til at ændre vægtningen af forskellige overvejelser i takt med, at Samfundets syn på disse forhold ændres. Det betyder kort sagt, at det nugældende regelsæt giver bedre mulighed for en løbende revision af de faglige synspunkter, der indgår i komitéens samlede vurdering.
Præmieringsordningen tager altså ikke udgangspunkt i nogle eviggyldige værdier inden for bygningskunsten, men forholder sig åbent til en given tidsalders opfattelse af godt og dårligt byggeri. Der har således ikke været nogle højtidelige, bagvedliggende ambitioner om at øve censur på bygningskunstens udfoldelser på Frederiksberg. Det illustreres ikke mindst af den store spredning blandt de præmierede projekter, både med hensyn til bygningstype, placering i kommunen, arkitektonisk grundsyn og løsningsmetode.
I gennem de hundrede år findes tilfælde, hvor en enkelt arkitekt eller bygherre har modtaget flere præmier eller anerkendelser fra kommunen. Ser man på spredningen med hensyn til bygherrer og arkitekter, er det imidlertid tydeligt, at det ikke er udtryk for nogen særlig forkærlighed fra komitéens side for enkelte bygherrer eller arkitekters person. Arkitekter som Ole Hagen og kgl. Bygningsinspektør Eske Kristensen er typiske eksempler på gengangere i efterkrigstiden, men allerede arkitekten Anton Rosen opnåede med tre villaer for to forskellige bygherrer i perioden inden 1910 at få tildelt tre præmieringer. Hvilke motiver bygherren har haft for valg af denne eller hin arkitekt til en byggeopgave vides naturligvis ikke, men efter den økonomiske gevinst ved præmiering bortfaldt i 1941, kan dette i hvert fald ikke have spillet nogen rolle.
Også i kommunens egne rækker findes arkitekter, der mere end én gang opnåede anerkendelse. Blandt disse var den mangeårige leder af kommunens egen tegnestue A.S.K. Lauritsen samt afdelingsarkitekt Svend Andersen, der var pennefører på et stort antal fine kommunale byggerier.
