Vores historie (tekst)

I 2008 kunne Frederiksberg Kommune fejre 150 års fødselsdag. Fra den lille søvnige landsby ved Frederiksberg Slots fod, der i 1858 blev en selvstændig kommune, til dagens travle og pulserende Frederiksberg...

Flintholm Station forventes at blive landet tredjestørste station i løbet af få år med 60.000 passagerer, som dagligt kommer igennem Flintholm. Stationen forbinder busser, metro og S-tog. Den er kendt for sin 5000 m2 store glasoverdækning, bygget i en moderne og transparent arkitektur.

Metroen kom til Frederiksberg i maj 2003. Trafikalt er Frederiksberg, med både metro og ringbanen, blevet et knudepunkt for forretninger, erhverv og bolig på Frederiksberg. Den gode infrastruktur er med til danne grundlaget for Frederiksberg som "cityområde" uden for det gamle city i Københavns centrum. Nu er Cityringen med en række nye metrostationer på Frederiksberg, på tegnebrættet.

Frederiksberg fejrer sit 350 års juiblæum.

Tuborgfondet har ved donationer til Frederiksberg Kommune i 1993 finansieret udførelsen af labyrintanlægget ved Pile Allé, der allerede fra første sæson har været et populært udflugtsmål for glade gæster i alle aldre. I 1996 finansierede Tuborgfondet yderligere etablering af en smuk granitstensforplads ved Labyrinten. På baggrund af til Labyrinten, udfærdiget af firmaet Wibro, Duckert & Partners, har Vej- og Parkafdelingen i Frederiksberg Kommune, forestået projektering og udførelse af labyrintanlægget. Labyrinten dækker et areal på ca. 3000 m² og er etableret ved plantning af ca. 7.000 bøgeplanter suppleret med enkelte frikronede egetræer. Stisystemet omfatter i alt ca. 800 m grussti, og i centrum af området er der anlagt et 160m² stort græsareal udformet som Tuborg-etiket med en buksbom-blomsterkrone.

Revymuseet er et moderne museum hvor du blandt andet har mulighed for at se film- og lydklip fra en række populære revyer - fra Dirch Passer til Det Brune Punktum. På museet findes også Dansk Revyhistorisk Arkiv, der rummer en stor samling af billeder, film, manuskripter m.m.

Inden for de sidste 10 år er udviklingen vendt og folketallet har igen rundet 90.000. Det er blevet "in" at bo i byen, og der er skabt muligheder for det. Gennem de sidste årtiers byomdannelsesproces er ældre erhvervs- og industrikvarterer blevet afløst af moderne institutions- og forretningsbyggeri og nye boligområder. Det har skabt nye arbejdspladser og nye og moderne boliger.

Erhvervsmæssigt udviklede Frederiksberg sig i den sidste del af det 20. århundrede sig til en moderne serviceby. Antallet af produktionsvirksomheder faldt, og mange småforretninger i sidegaderne led butiksdøden. Til gengæld klarede specialforretningerne og butikker på byens hovedstrøg sig, og servicefag og liberale erhverv kom ind i et betydeligt opsving. For Frederiksbergs mange institutioner førte tiden til yderligere ekspansion og i mange tilfælde omfattende byggeri. De sidste årtiers byomdannelse har forstærket denne proces. På den gamle banegårds sporterræn åbnede Frederiksberg Centret i 1996, i 2000 de første etaper af Copenhagen Business School, og i 2004 det nye Frederiksberg Gymnasium og tilbygningen til Frederiksberg Hovedbibliotek. I de følgende år blev Solbjerg Plads anlagt. Det nye "Frederiksberg City" er blevet omdrejningspunktet for uddannelse og detailhandel.

I 1987 vedtog Frederiksberg Kommunalbestyrelse den første byforbedringsplan for Svømmehalskvarteret. 7 % af lejlighederne havde toilet på bagtrappen, 67 % havde ikke eget bad og 57 % var uden centralvarme. I løbet af de kommende årtier skiftede Svømmehalskvarteret ansigt. Ejendom efter ejendom blev sat i stand. Bad, toiletter, haver og meget mere. Inden for det sidste års tid har man også istandsat veje i Svømmehalskvarteret.

Fra begyndelsen af det 20. århundrede og i de følgende 40-50 år fortsatte byudviklingen på Frederiksberg. Omkring 1950 var kommunen stort set udbygget og befolkningstallet nået 120.000 - det højeste nogensinde. I den ældre og østlige del af kommunen havde etagehusene i lighed med tidligere ædt sig ind på kvarterer med gamle villaer, men nok så afgørende var det, at området vest for Fasanvejslinjen var blevet bebygget.

Befolkningstallet faldt støt og roligt fra de 120.000 i 1950 til 85.000 i 1988. Stadig flere fik med de stigende realindkomster mulighed for at prøve lykken som parcelhusejer eller lejer i de nye og moderne lejligheder ude i forstæderne, gamle lejligheder sammenlagdes eller saneredes, de ældre mennesker blev tilbage, og med overgangen til den moderne kernefamilie, hvor begge parter var på arbejdsmarkedet, faldt børnetallet, mens der blev flere enlige.

Frederiksberg Rådhus stod færdig og blev indviet d. 19. maj 1953. Byggeriet af rådhuset blev påbegyndt allerede i 1941, men på grund af besættelsen lå byggeriet stille i flere år. Rådhuset er tegnet af arkitekt Henning Hansen, som døde i 1945. Efter hans død blev arbejdet med huset videreført af arkitekterne Carl Nimb og Helge Holm. Det første rådhus på Frederiksberg blev opført i 1886. Det lå på hjørnet af Falkoner Allé og Howitzvej sammen med en brandstation. Men kort tid efter måtte de to skoler på nabogrundene også inddrages til rådhuset. Det skyldtes den kommunale forvaltnings vækst. I 1935 udskrev kommunen en arkitektkonkurrence for at få opført et helt nyt rådhus. Konkurrencen blev vundet af arkitekt Henning Hansen. Da det nye rådhus blev indviet i 1953, rev man det gamle rådhuskompleks ned. I dag står Falkoner Centret, opført 1957-1958, på grunden.

Lindevangsparken, der har en størrelse på 31.000 m², er anlagt på en del af den tidligere benævnte Reebergs Fælled. Denne fælled blev erhvervet af Frederiksberg Kommune i 1898 og lå dengang omgivet af åbne marker på alle sider. Mod nord var arealet dog afgrænset af Lampevej (nuværende Finsensvej), der med åbne grøfter langs siderne førte ud mod Vanløse bys jorde. I 1930 besluttede kommunalbestyrelsen at friholde et større areal af fælleden for bebyggelse, og her etableredes i årene 1931-32 det grønne friareal Lindevangsparken. Parkområdet blev fredet som friareal i 1960, og den oprindelige dispositionsplan, med en stor græsflade med fritstående trægrupper i den sydlige del og legepladsområde mod nord, er i store træk bibeholdt. Store rødblomstrende kastanietræer med partiel buskplantning danner en naturlig afgrænsning mod de omkransende veje, og det nyrenoverede legepladsområde er i dag opdelt af slyngede bøgehække med blomstrende træer, og indeholder henholdsvis småbørnslegeplads, soppebassin samt et lege-/opholdsareal for større børn. Lindevangsparken udgør i dag et populært udflugtsmål for såvel områdets beboere samt for dagplejemødre og adskillige af kommunens børneinstitutioner, og parkområdet bruges i stigende grad til fritidsarrangementer af sportslig- eller kulturel karakter som f.eks. Storelegedags-arrangement, ungdomsmusikfestival samt lydighedsprøvearrangement for hunde.

Efter den nye købstadskommunallov betragtes Frederiksberg nu som en købstad, og kommunalbestyrelsen vælger nu byens borgmester. De frederiksbergske sporveje indgår i Københavns Sporveje. I forbindelse med statens og hovedstadskommunernes overtagelse af en række privatskoler overtager Frederiksberg Kommune Frederiksberg Gymnasium og fire mellem- og realskoler. Endelig tages den nye politistation på Howitzvej i brug, og Danmarks første skolebibliotek oprettes på Skolen på la Cours Vej.

I årene op til 1. verdenskrig var der boligmangel. Det betød, at kredse, som blandt andet havde tilknytning til arbejderbevægelsen, begyndte at bygge en ny type boligforeninger og boligselskaber, nemlig almennyttige selskaber i modsætninger til de byggeforeninger, man havde kendt hidtil. Nogle var organiseret som andelsboligforeninger, andre som egentlige udlejningsselskaber. Husleje, boligafgift og boligandel fastsattes i forhold til boligens værdi og gav i sig selv ingen økonomisk gevinst til foreningerne. De opførte byggerier forblev i foreningernes besiddelse og beboerne optrådte enten som lejere eller andelshavere med brugsret til boligen, der ved fraflytning gik tilbage til boligforeningen. Spekulation i salg af medlemsrettigheder, lejligheder og foreningens ejendomme var dermed udelukket. Eventuelle værdistigninger og andre avancer tilfaldt boligforeningen og skulle anvendes til almennyttige boligformål: nyt byggeri eller nedsættelse af huslejerne. Arbejdernes Andels-Boligforeninger (AAB) var en af de boligselskaber, der byggede på disse principper. Foreningen blev oprettet i 1912 og opførte året efter sin første bebyggelse på Frederiksberg - Nyelandsvej 53-61. I de følgende årtier blev det med betydelig statslig og kommunal støtte til et meget omfattede boligbyggeri i hele hovedstadsområdet. Frem til 1930 etablerede AAB yderligere 4 afdelinger på Frederiksberg. Afdeling 11 opførtes i 1919 efter tegning af Strøm Teisen på Peter Bangs Vej, Dalgas Boulevard og P.G. Ramms Allé og rummede 209 lejligheder og 4 butikker. Afdelingen er et eksempel på tidens storgårdskarréer. Både private bygherrer, kommunen og en række almennyttige boligselskaber stod under og mellem de to verdenskrige bag periodens boligbyggeri på Frederiksbergs vestlige halvdel. Da kommunen fik flere instrumenter til at regulere bebyggelserne, blev de mere regelmæssige og velordnede end hidtil. Fabriksanlæggene blev henvist til særlige områder, der lå mere isoleret i forhold til boligbyggeriet, mens resten af de nye bydele blev præget af en smuk vekselvirkning mellem grønne områder og zoner med forskellige former for bebyggelse. Områder med villabyggeri opstod bl.a. ved Femte Juni Plads, i Fuglebakkekvarteret og nord for Kronprinsensvej og Troels-Lunds Vej, mens etagebyggeriet f.eks. henvistes til særlige kvarterer omkring Peter Bangs Vej, Finsensvej, dele af Dalgas Boulevard og den ydre del af C.F. Richs Vej og Godthåbsvej. Det nye etagebyggeri var præget af større lejligheder med flere værelser og efterhånden moderne faciliteter som bad og altan og en lavere og en langt mere åben bebyggelsesmåde.

I begyndelsen af 1900-tallet var kommuneskolerne på Frederiksberg ved at udvikle sig til middelklasseskoler. Fra 1900 og frem kom skolehygiejnen på dagsordenen. Det skete blandt andet med skolelæger fra 1907, skoletandlæger fra 1910 og ferieophold til børnene. Skolelægerne undersøgte alle børn, når de blev indskrevet i skolen, førte helbredskort og rådgav skolerne om alle spørgsmål vedrørende hygiejne. Skoletandklinikken åbnede i 1910 på Adilsvej med tandlæge Frits Orth som leder. Orth gik meget op i at instruere børnene i at børste tænder, og i 1912 fik han isenkræmmer Lyders på Falkoner Allé til at forhandle børnetandbørster. Den blev dog aldrig den store succes. Det gjorde tandklinikken derimod med en stærkt stigende tilstrømning. Fra 1930'erne begyndte man at indrette tandklinikker på de enkelte skoler og reservere tandklinikken på Adilsvej til specialbehandlinger.

Indtil år 1900 var det kun den østlige del af Frederiksberg, der grænsede op til København. Frederiksberg og Københavns kommuner havde grænse op imod hinanden mod øst ved Søerne, mod vest og nord ved Vesterbro og Nørrebro. Den vestlige del af Frederiksberg grænsede op til Utterslev, Brønshøj og Vanløses marker. De lå i Brønshøj-Rødovre Sognekommune. Mod syd grænsede Frederiksberg op til Valby og Vigerslev i Hvidovre Sognekommune. Men i 1901 gennemførte Københavns Kommune de store indlemmelser og opslgte de sognekommuner, der hidtil havde grænset op til Frederiksberg. Frederiksberg var stadig en selvstændig kommune, men nu omgivet af Københavns Kommune til alle sider. De to bysamfund flød efterhånden sammen, da de københavnske brokvarterer og de indlemmede distrikter blev bebygget. Men Frederiksberg bibeholdt sin særlige karakter som selvstændig kommune med en særlig lovgivning.

Byggeriet af Frederiksberg tog fart, da voldene omkring København faldt i 1852. Hele det østlige Frederiksberg (fra Søerne til Falkoner Allé) blev bygget frem til 1900. Storbypræget blev særlig tydeligt langs de større veje som f.eks. Gammel Kongevej og Falkoner Allé. De fremstod nu som gennemgående forretningsgader omkranset af sammenhængende etagehuse med et utal af småbutikker i stue- eller kælderetagerne og en livlig trafik af fodgængere, cyklister og sporvogne. I 1890'erne bredte byggeriet af Frederiksberg sig ud ad Nyelandsvej og Godthåbsvej og videre op mod det nordlige Frederiksberg. Mariendalskvarteret med villaer og etageejendomme, blev bygget i disse år. Mariendalskvarteret kom også til at huse mange fabrikker og blev et nyt industriområde på Frederiksberg. Langs banelinjerne ved Nordre Fasanvej og Fabrikvej (i dag Stæhr Johanses Vej) udlagde man også et stort nyt fabrikskvarter. Et andet nyt kvarter var det, der i dag hedder Svømmehalskvarteret. Efter århundredskiftet kom der også gang i byggeriet ved Fuglebakken og Femte Juni Plads. Det meste af kommunen fra Søerne frem mod Nordre- og Søndre Fasanvej var totalt udbygget i 1900. Befolkningstallet var vokset fra ca. 5.000 indbyggere til ca. 70.000. Inden 1. verdenskrig var befolkningstallet kommet op på 97.000. En betydelig del af Frederiksbergs befolkningstilvækst skyldtes indvandringen til kommunen. Knapt halvdelen af byens befolkning var født i provinsens landdistrikter og købstæder. De kom til Frederiksberg, fordi beskæftigelsen og reallønnen lå højere end i det øvrige Danmark. Det samme var tilfældet i København. En anden stor gruppe af de nye frederiksbergere kom fra København. Omkring 30 procent var født i København. Ikke underligt. De to byer udgjorde ét boligområde og ét arbejdsmarked, og der var årligt et stort antal flytninger mellem de to kommuner.

I årene fra midten af 1890'ere til omkring 1914 blev hele det danske samfund præget af en meget kraftig økonomisk vækst. Væksten skyldtes først og fremmest et nyt industrielt opsving, både på Frederiksberg og i København. Nu blev Frederiksberg for alvor et rigtigt storbysamfund. Omkring jernbanen opstod der nye sammenhængende industrikvarterer. Københavns Mælkeforsyning var et af flere store mejerier, der lå tæt på jernbanen. Industrien bredte sig også mod nord og satte sit store præg på Mariendalskvarteret. Dampmaskinerne blev kraftigere, der indførtes diesel-, benzin- og elektromotorer og nye og mere effektive maskiner. Virksomhederne voksede og blev omdannet til store aktieselskaber. Af nye virksomheder fik Frederiksberg f.eks. yderligere en maskinfabrik og en tændstikfabrik, to nye væverier og trikotagefabrikker, to metalvarefabrikker, en cigar- og tobaksfabrik, en kakkelovnsfabrik, en eddikesyrefabrik, to kemiske fabrikker samt et krystalværk til produktion af is.

1887 - Frederiksberg Kommune opretter de to første folkebiblioteker. Det ene i Skolen på Howitzvej, det andet i Skolen på Niels Ebbesens Vej

"Frågan är vad som var bättre, svenskt kött och blod i Amerika eller svenskt skinn och ben i Sverige" lød det i Sverige. For fattige svenskere, der kunne lægge lidt til side, var USA en mulighed. De andre måtte søge arbejde i Europa - halvdelen af dem kom til Danmark. I slutningen af 1800-tallet steg befolkningstallet kraftigt i de svenske landdistrikter. Da der var dårlige lønninger og dårlige beskæftigelsesmuligheder i landbruget, prøvede mange svenskere lykken i den danske hovedstad. I år 1900 var 6 procent af Frederiksbergs borgere udlændinge. Halvdelen af dem var svenskere. Efter århundredskiftet kom der for alvor gang i svensk industri, og dermed faldt udvandringen.

Omkring år 1900 kunne detailhandelen mønstre over 1.000 forretninger på Frederiksberg, men også andre byerhverv fik godt fodfæste i sidste halvdel af 1800-tallet. I 1866 fik Frederiksberg samme næringsfrihed som købstæderne. Det stigende befolkningstal og de forbedrede indkomstforhold betød i årene op til 1. verdenskrig, at der var skabt et godt grundlag for mange detailforretninger, småhåndværk og liberale erhverv som for eksempel læger, advokater, arkitekter og ingeniører. Mange københavnske banker, sparekasser og kreditinstitutter oprettede filialer på Frederiksberg. De skulle tage sig af borgernes penge og investere i erhvervsvirksomheder. Men Frederiksberg fik også sine egne: f.eks. Sparekassen for Frederiksberg og Omegn fra 1894 samt Frederiksberg Bank og Frederiksberg Handelsbank fra henholdsvis 1898 og 1919.

Den gamle landsbyskole i Pile Alle var og blev forældet. Skolerne på Frederiksberg kom for alvor på dagsordenen, da Frederiksberg blev en selvstændig kommune i 1858. Befolkningen - og dermed børnetallet steg stærkt, og kommunen måtte tage fat på at bygge kommuneskoler. I 1863 åbnede den første kommuneskole, Frederiksberg Sogneskole, på Falkoner Allé 9. Fra 1870 og frem mod ca. 1910 byggede kommunen en ny skole cirka hvert fjerde år. Samtidig tog man fat på en omfattende reform af skolevæsnet. Reformen betød, at skolerne udviklede sig fra at være fattigskoler til at blive skoler, søgt af også middelklassens børn.

Landbohøjskolen, Diakonissestiftelsen... allerede fra midten af 1800-tallet blev Frederiksberg på grund af sin centrale placering i hovedstadssamfundet hjemsted for flere vigtige institutioner, både private og offentlige. Det drejede sig om tre sygehuse, en række sociale institutioner og inden for undervisningssektoren et stort antal privatskoler, erhvervsskoler, gymnasier og flere store videregående uddannelsesinstitutioner. Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole blev bygget på Bülowsvej allerede i 1858 og udvidede flere gange i de følgende årtier. Landbohøjskolen hedder i dag Det Biovidenskabelige Fakultet. Den Danske Diakonissestiftelse blev grundlagt i 1863 på Frederiksberg og kunne i 1876 tage de klosterlignende bygninger på Peter Bangs Vej i brug. Også her skete der i de efterfølgende årtier omfattende udvidelser.

Industrierne blev en af drivkræfterne bag den befolkningstilvækst og byudvikling, der prægede Frederiksberg fra midten af 1800-tallet og i de næste 100 år. De første store industrivirksomheder var bryggeriet Svanholm, P. Andersens Jernstøberi og Rubens Fabrikker (bomuldsspinderi), bygget efter, at byggeriet i 1852 blev givet fri på Frederiksberg. I løbet af 1850'erne og 1860'erne fulgte en lang række andre virksomheder og fabrikker efter. Især i løbet af 1870'erne og 1880'erne tog industrialiseringen til. Jernstøberier, maskinfabrikker, teglværker, cementvarebafrik, væverier, dampmøller, garverier, bryggerier, mejerier, tændstiksfabrik, metalvarefabrikker og mange andre fabrikker skød op og ændrede bybilledet på Frederiksberg. Blandt de mere specielle fabrikker hørte en tårnursfabrik og en møllestensfabrik. É af de største og meste kendte var nok Carl Lunds Fabrikker. Fra 1873 producerede fabrikken kakkelovnsskærme, brødbakker, præsentérbakker og andre blikvarer. Fabrikken lå på det, der i dag hedder Danasvej. Dens bygninger eksisterer stadigvæk og bruges i dag af Biblioteket Danasvej og SU-Styrelsen. En anden kendt virksomhed var fajancefabrikken Aluminia, der fik til huse i Smallegade. Fabrikken købte i 1883 Den Kgl. Porcelænsfabrik. I 2004 flyttede Royal Scandinavia, som virksomheden nu hed, fra Frederiksberg til Glostrup. De første nye fabrikker lå tæt på lejligheder og villaer rundt om i byen. Navnlig mellem H.C. Ørsteds Vej og Søerne fik visse områder karakter af et industri- og arbejderkvarter. Efter århundredskiftet gennemførte Frederiksberg Kommune en zoneorienteret byplan, således at fabrikker lå for sig, boliger for sig. Kommunen anlagde bl.a. Fabrikvej (i dag Stæhr Johansens Vej) som centrum i et nyt industrikvarter. Fra 1960'erne og frem begyndte de store produktionsvirksomheder at flytte ud af byen. I dag er de sidste væk. Frederiksberg har ændret karakter fra industriby til serviceby.

I 1852 faldt voldene omkring København. Med et indbyggertal på 140.000 sprængte København sine rammer, og den såkaldte demarkationslinje blev derfor ophævet. Demarkationslinjen gik langs Jagtvej - Falkoner Alle - Allegade og betød, at man ikke kunne rejse permanente bygninger mellem København og linjen. Faldet af voldene og demarkationslinjen indebar, at byggeriet blev givet frit. I løbet af de næste 60-70 år blev brokvartererne i København bygget. Byggefriheden fik store konsekvenser for Frederiksberg. Samme år, som demarkationslinjen blev ophævet, udstykkede rådmand og jordejer F.C. Bülow store arealer mellem Gammel Kongevej og den nuværende Åboulevard. Igennem 1850'erne kom byggeriet godt i gang her, men også langs Vodroffsvej og nord for Godthåbsvej blev der bygget. I 1880 var befolkningstallet på Frederiksberg vokset fra ca. 5.000 til næsten 30.000. Nu var der bygget i et bredt bælte nord fra Gammel Kongevej, mellem Frederiksberg Allé og Gammel Kongevej og mellem H.C. Ørsteds Vej og Sankt Jørgens Sø. Samlede bebyggelser fandtes desuden omkring Falkoner Allé. Frem mod århundredskiftet blev resten af det østlige Frederiksberg (dvs. fra Søerne og til Falkoner Alle) bygget. Fra århundredskiftet og de næste 50 år voksede Frederiksberg mod vest.

Frederiksberg var i 1850 stadig bondeland. For foden af Frederiksberg Slot lå landsbyen, Frederiksberg, langs Allegade, Bredegade og Smallegade. Ude på bymarken lå landstederne og gårdene som for eksempel gården Flintholm, der lå omtrent, hvor metrostationen Flintholm ligger i dag. Som mange andre steder i Danmark kunne man her og i hovedstadsområdet i det hele taget se et kulturlandskab, der ikke havde ændret sig ret meget i flere århundreder. København, landets hovedstad og købstad for oplandet, lå klemt sammen bag den gamle fæstning. Det var det gamle fæstningsanlæg, der gav navn til Vesterport, Nørreport og Østerport. Oplandet bestod af landsbyer og spredtliggende bøndergårde. I 1852 faldt voldene omkring København. Det satte en rivende udvikling i gang på Frederiksberg. I de følgende årtier ændrede Frederiksberg sig totalt.