Har du lyst til at være frivillig i Den Gule Villa?
De frivillige kræfter er en væsentlig og uundværlig del af Den Gule Villas hverdag. Du er som frivillig i samarbejde med villaens personale med til at forme villaen, som et hyggeligt og imødekommende kulturhus for alle kommunens borgere.
Der er tre forskellige måder at være frivillig på i Den Gule Villa:
1) En hjælpende hånd Du kan for eksempel hjælpe til ved den lange række af spændende arrangementer, vi har i Den Gule Villa. Der kan bages kage, hjemmefra eller her i villaen, du kan servicere, brygge kaffe og hjælpe til ved børnekulturarrangementerne. Listen er lang og mulighederne både hyggelige og alsidige.
2) Kulturiværksætter Her kan du tage initiativ til og arrangere events og kulturaktiviteter I Den Gule Villa – alt lige fra sangaftener, malerworkshops, spilturneringer til temauger. Du bestemmer. Personalet i Den Gule Villa står klar med ideer og sparring.
3) Medlem af Den Gule Villas brugerråd Hvis du vil være med til at få Den Gule Villa til at blomstre som kulturhus er du måske brugerrådets nye medlem. Brugerrådet fungerer som kritik- og sparringsorgan i forhold til arrangementer og nye tiltag samt bidrager til formidlingen af kulturhuset og netværksdannelse. Brugerrådet mødes fire gange årligt.