Migrating Gardens : 3. oktober - 1. november 2009

Nis Rømer og Oda Projesi

Reflections : 5.juli - 12.oktober 2008
Martin Erik Andersen, Mette Høyen Andersen og Fraenzi Neuhaus

- meget kunne være anderledes... en hilsen til storm p : 26. april - 25. maj 2008

med bl.a. A Kassen, Søren Ankarfeldt & Torben Ebbesen, Finn Thybo Andersen, Søren Behncke og Christian Vind


 

3. oktober - 1. november 2009
Migrating Gardens
Nis Rømer og Oda Projesi

På Andebakkesøen foran Møstings Hus lå der i hele oktober flydende nyttehaver. Kunstnerne bag udstillingsprojektet var den danske billedkunstner Nis Rømer og den tyrkiske kunstnergruppe Oda Projesi. Gennem de flydende haver, en avisudgivelse samt workshops og seminarer indenfor i Møstings Hus satte de fokus på sammenhængen mellem klimaforandringer, landbrug og urbanisering.
Migrating Gardens var en del af Kunst & Bæredygtighed på Frederiksberg. Læs mere her

 

5. juli - 12. oktober 2008
Reflections. Udstillingstrilogi på Andebakkesøen.
Fraenzi Neuhaus, Mette Høyen Andersen og Martin Erik Andersen

Hen over sommeren 2008 var søen foran Møstings Hus omdannet til et utraditionelt udstillingsrum. Udstillingstrilogien "Reflections" bød på tre værker. Det første værk, Blossoms, var skabt af den anerkendte schweiziske billedkunstner Fraenzi Neuhaus, der eksperimenter med den tekniske bearbejdning af industrielle materialer, som plastik og nylon, der transformeres til næsten feminine værker i organiske former. Herefter skabte de to danske billedkunstnere Mette Høyen Andersen og Martin Erik Andersen værker, der på forskellig vis forholdt sig til vandet som element og søen som udstillingsrum.

Q&A - 3 spørgsmål til kunstnerne


MARTIN ERIK ANDERSEN

Hvordan forholder du dig til søen som udstillingsrum?

MEA: Generelt som udstillingsrum betragtet er den jo et problem. Der er selvfølgelig et stort traditionsrum for klassisk plastik som vandkunst. Men vel fra et ellerandetsted i modernismen er det jo et felt som bliver udvisket sammen med så mange andre dekorative placeringer af billedkunst. Vandkunst og springvand har i dag en slags billedkunstnerisk lavstatus. Vandkunstens meget direkte servicering af rekreation, underholdning og repræsentation falder temligt skævt i forhold til billedkunstens kritiske selvforståelse. Og på den måde rammer problematikken jo lige ned i et hårdt skisma mellem billedkunst og offentlighed. Men personligt har jeg det normalt fint med den slags, og jeg bruger tit og gerne lavstatuselementer som afsæt for mit arbejde (fx Anders And blade, gulvtæpper eller papkasser). Så som udstillingsrum tænker jeg nok søen som tættere på søerne i Bonbon-land end på Geffionspringvandet.

Hvordan forholder du dig til vandet som element?

MEA: Nu er sådan at jeg for det første ikke kan svømme. Og for det andet så er en af mine absolutte favorit film "Don't Look Now" af Nicholas Roeg. Det er en film som handler om en fatal forbindelse mellem vand, blindhed og død. Nicholas Roeg kommer i "Dont Look Now" blandt andet rundt om et spørgsmål som lyder sådan her "hvordan kan jorden være rund hvis en frossen brønd er flad". Filmen finder svaret i en fiktiv bog som hedder "Beyond the Fragile Geometry of Space".
Egentligt er det er faktisk sådan at jeg nogen gange kan blive bange for vandpytter. Ikke fordi jeg tror jeg skal drukne i dem, men mere for deres diskrete ikke-hed, bare som snavsede/sorte/spejlende/henkastede/amorfe ansamlinger . Det minder mig om al den ødelæggelse som stille og roligt konstant flyder ind i verden. Vand, hvis det ikke er noget jeg drikker, minder mig nok om hvor skrøbelige vores kulturelle konstruktioner er.

 
Til toppen af siden 

Hvordan forholder du dig til stedets historiske identitet?

MEA: Der er naturligvis en lang række objektive problematikker i forholdet mellem sted, historie og konstruktion som er påfaldende kulturkonservative, men det er vel meget naturligt på Frederiksberg. Jeg har jo nok valgt at tage situationen som en samlet pakke.
Hvis man leger med på hele det lidt asociale og romantiske setup, og kigger på Møstings hus sammen med dets spejling ned i søen, og måske samtidig tænker på at huset en gang før er pakket sammen og flyttet, så står man med en sær genfærdsagtig kobling mellem fiktion og konstruktion. Poes ”Fall of The House of Usher” ligger lige rundt om hjørnet.
Jeg var ikke oprindeligt klar over at søen var kunstigt anlagt. Min første tanke var at den var et slags gadekær, som var blevet kultiveret ind den klassiske romantiske havetradition. En tradition som er fuldt udfoldet i Frederiksberg have lige bag ved. Da jeg skulle kigge på søen første gang i denne sammenhæng var søen netop blevet renset, og til min store glæde gik det op for mig at søen ikke var en sø men et kunstigt betonbassin. Bassinets bund er bygget op af store betonplader. Det rykker jo på en gang diskursen ud af naturen og ud af den romantiske havetradition, og ind i et konstruktivt pragmatisk rum, som for mig er et langt bedre billedkunstnerisk afsæt. Når vandet er renset punkterer søen sig selv som repræsentativ kulisse. Og så er jeg jo pludselig på hjemmebane, for mit eget arbejde kan jeg, i hvert fald selv, se som en lang række lokale punkteringer af rum og betydninger.
Med Betongriddet i bassinet, som jo næsten bliver til en slags topografisk tegning, bliver søen måske et slags kulturelt hul eller en dobbeltspejling, som måske giver mig mulighed for sammen med Nicholas Roegs at spørge asocialt til forholdet mellem vand, blindhed og vision.


METTE HØYEN ANDERSEN

Hvordan forholder du dig til søen som udstillingsrum?

MHA: Søen er et lille helle i byrummet, et sted hvor man på sin vej forbi måske standser op og lader øjet hvile et øjeblik. Jeg ser søen som et kontemplativt rum, et rum for refleksion og det er denne tilstand af flux, der er udgangspunkt for mit værk til søen.. Men samtidig også den historiske stemning omkring søen, der kan minde om et gammelt gadekær, på trods af at den ikke er så gammel endda eller naturligt opstået. I forhold til udstillingstrilogiens titel er det altså mere den mentale refleksion jeg forholder mig til - at noget reflekteres i menneskets møde med stedet, såvel som noget reflekteres i søens vand.

Hvordan forholder du dig til vandet som element?

MHA: Jeg udnytter vandets bærende egenskab og lader værket flyde i vandets overflade. Jeg har taget udgangspunkt i et brev. Et brev uden ord. Værket er udskåret i træ og ligger fladt flydende på vandet, som ornamentik men uden at være helt symmetrisk, som en blomst men uden at den rejser sig eller et stort blad der er faldet ned fra et træ, men farven peger måske en anden vej, såvel som den helt flade form. Der er referencer til naturen og til vandet som spejling af en flydende, mental tilstand. Og til brevet som bærer af noget privat, måske intimt, noget der meddeles til et menneske fra et andet.

Hvordan forholder du dig til stedets historiske identitet?

MHA: Den intime stemning ved den gadekærsagtige sø, fik mig til at tænke tilbage. Brevet, som er det faktiske udgangspunkt for værket, er et billede på refleksion, men samtidig også en henvendelsesform, der er fortidig, passé. Ligesom den historie Møstings Hus og søen fortæller. I mit værk forholder jeg mig til denne historie i en nutidig form.

  

FRAENZI NEUHAUS

How do you relate to the lake as an exhibition space?

FN: The surface of the water as a place of exhibition offers totally different opportunities. The installation BLOSSOMS shall combine the liveliness of the water, the quietness of the swimming objects and the reflections of the light on the water.

How do you relate to the water as an element?

FN: Shui, water, means: coming to a quiet state. Endure anxiety, panic and darkness, get lost, emerge and continue.
This meaning, this atmosphere I would like to take up and yet set a counterpart with a contemporary material, plastic PP, in a vivid yellow colour.
A swimming net of blossoms will cover part of the surface of the water. The imaginary forms of the blossoms, the grown net suggests lightness, wonderful life, sweet-smelling freedom.

Til toppen af siden

How do you relate to the identity of the place?

FN: The Möstings Hus is situated wonderfully with the water in front and the green, beautiful Frederiksberg Park in the back. This idyllic place in the middle of the city reminds of the garden of Monet in Giverny, South of Paris. Claude Monet lived there and had the big pond with water lilies and the Japanese bridge set up and painted it in all different atmospheres.

26. april - 25. maj 2008 i Brøndsalen
- meget kunne være anderledes... en hilsen til storm p.

Udstilling med A Kassen, Finn Thybo andersen, Søren Behncke, Thomas Bang, Henrik Menné, Søren Ankarfeldt & Torben Ebbesen, Peter Stuhr, Birgit Johnsen & Hanne Nielsen, Hartmut Stockter og Christian Vind.

 
Fra pressemeddelelsen:
En række markante danske kunstnere og kunstnergrupper, har ladet sig udfordre af Storm P.’s (1882-1949) underfundige univers. Udstillingen tager sit afsæt i Storm P., men markerer samtidig en række centrale problemstillinger i samtidskunsten. Der er fokus på innovation, opfindelser og den skæve tilgang til normaliteten, og udstillingen vil forene kunstnere, der ellers bevæger sig på tværs af forskellige udtryk. Fælles for kunstværkerne er en interesse for nogle af de temaer, problemstillinger og indgange til det æstetiske felt, der er at finde i samtidskunsten, såvel som hos Storm P.

Storm P.´s univers - hans mange tegninger og avisstriber - er ofte blevet placeret som en del af kernen i den danske folkesjæl. Storm P. vækker stadig et væld af associationer og tankerækker hos de fleste, og denne udstilling vil på forskellig vis forsøge at indkredse og udvide sådanne ideer og forestillinger.

En Storm P.- maskine er med Lars Bukdahls ord ”en ineffektiv eller i det mindste dybt omstændelig ophobning af anordninger, der går til de mest komiske og groteske og excentriske yderligheder for at opnå de mest enkle og simple og minimale resultater: et klap på hovedet af en hund, et pust på en varm kop kaffe.”
Med disse konstruktioner er Storm P. blevet ophavsmand til begrebet ”Storm P.-agtig”. Det er netop forholdet mellem funktion og det funktionsløse, som i naiv leg og alvorlig interaktion med opfindsomheden er et af de centrale omdrejningspunkter for udstillingen.

Det er således ikke en udstilling, som efterlader beskueren med et klart verdensbillede, i stedet åbenbares en verden af anarkistiske hverdagseksperimenter og barokke indfald med et filosofisk twist. For som Storm P. selv sagde: ”Jeg kan ikke forstå, at man snakker så meget om at forstå kunst, når man ellers ikke forstår noget som helst.”

I forbindelse med udstillingen blev der udgivet et katalog, som sælges i Møstings Hus. I kataloget findes tekster af Lars Bukdahl, Toke Lykkeberg, direktør for Storm P. Museet, Jens Bing, samt Robert Storm Petersen.

 Til toppen af siden