Oversigt over tidligere udstillinger i Møstings Hus, samt pressemeddelelser og billeder
VANDRINGER og samskabelse
29. maj - 29. september
Elisabeth Toubro og Karoline H. Larsen
Elisabeth Toubro og Karoline H. Larsens værker undersøger forskellige aspekter af vandringen. Elisabeth Toubros værk inviterer til en mental og reflekterende vandring i Møstings Hus og Karoline H. Larsens 20 Kropsskilte indbyder til en vandring i kropslige bevægelser, der mimer det sanselige, dyriske og eventyrlige. Denne del af udstillingen kan opleves uden for Møstings Hus og i det område af Søndermarken, der kaldes Sibirien.
Mental Vandring
Når man går i dialog med Elisabeth Toubros installation i Møstings hus, gennemfører man en vandring, der rejser politiske, mystiske, filosofiske og eksistentielle spørgsmål for en. Vandringen tilskynder den enkelte til at tage subjektiv stilling til nogle af de vanskelige spørgsmål verden og tilværelsen stiller. Installationen er bygget op over fire kvindelige personligheder: Hannah Arendt, Bodil Koch, Hildegard fra Bingen og maleren Willumsens Bjergbestigerske.
20 Kropsskilte
Kropsskilte er en legende fortolkning af Skov- og Naturstyrelsens klassiske piktogramstandere, som vi kender fra de danske skove. Karoline H. Larsen har opfundet forunderlige ’anvisninger’ på kropslig bevægelse i naturen, og i samarbejde med Slots- og Ejendomsstyrelsen er skiltene til glæde for Søndermarkens gæster henover sommeren. Du er inviteret til at mime billedernes bevægelser og skabe din Rulle Ål, Salamander Svup, Bøffel Rullefald, Kysse Trold og meget mere.
Søndermarken, Sibirien
Iben Dalgaard (DK)
24. april - 23. maj
"RENDEZ-VOUS"
En glasbeholder fyldt med hvide arbejdshandsker står ved indgangen til udstillingen Rendez-Vous i Møstings Hus. Et skilt opfordrer de besøgende til at tage et par handsker inden de går ind. Hvordan er vi ’klædt på’ til at se på kunst?, kunne et af billedkunstneren Iben Dalgaards mange spørgsmål lyde. Gennem de seneste år har Dalgaard eksperimenteret med nye medier og udtryk, og har især udforsket broderiet i sin kunst. I den nye totalinstallation, der vises i Møstings Hus, transformerer hun broderiet - der sjældent forbindes med samtidskunsten - fra at være en traditionel kvindesyssel til at indgå i forskellige kunstneriske udsagn.
Sirligt broderede sproglige ytringer og statements er et gennemgående element i Dalgaards værker, der består af installationer, malerier, et interaktivt fotoprojekt og en lydkulisse. Værkernes langsommelige tilblivelsesproces med deres sarte og æstetiske udtryk, står i dyb kontrast til sprogets hårde og direkte retorik.
Udstillingen Rendez-Vous er skabt specielt til udstillingsrummene i Møstings Hus. Titlen er flertydig og kredser om menneskets møde ikke blot med kunsten, men i høj grad også med hinanden. Hvordan agerer vi, hvilke signaler udveksles, hvilke roller og magtfordelinger forekommer? Hvad er på spil?
Riddersalen (DK)
20. marts - 18. april
DUKKER – KOSTUMER – SCENOGRAFI
Tag hele familien med i Møstings Hus og træd ind midt i et kreativt teaterunivers, skabt gennem de 40 år hvor Riddersalen har været Jytte Abildstrøms teater.
Det er et skønsomt udvalg fra Riddersalens gemmer, samlet over de 40 år teatret har haft til huse i det gamle Lorry etablissement på Allégade 7-9, Frederiksberg. En lang række kunstnere, dukkemagere, malere, scenografer og kostumiere har kastet glans over børne- og voksenteaterproduktionerne. Tit har de skullet tænke ekstra kreativt, fordi forestillingerne skulle kunne skilles ad og puttes ind i en turnébil… og siden spille på andre spillesteder rundt omkring i landet.
Det er svært at skille sig af med kostumer, dukker og finurlige dekorationer, når forestillingerne efter et par sæsoner tages af repertoiret. Derfor bugner teatrets lagre også! Og derfor er det dejligt fra tid til anden at få mulighed for, at finde noget frem fra gemmerne, der forhåbentlig kan inspirere andre.
Riddersalens personale er selv kustoder i weekenderne og i påskedagene. De vil kunne fortælle mange gode historier, der kan være med til at levendegøre de udstillede genstande.
Henriette Heise, Pernille With Madsen & Nikolaj Recke (DK)
13. februar - 14. marts
"Det personlige er ikke et privat anliggende"
Møstings Hus blæser til udstillingsåbning ….
Fra aftensol i den amerikanske ørken til mørkemaskiner og snurrende arkitektur inviterer Møstings Hus publikum indenfor - til et blik på verden, hvor syn og sind udfordres, og undren og refleksion er vejvisere mod nye horisonter.
Udstillingen ”Det personlige er ikke et privat anliggende og anonymitet en mulig offentlighed” sætter fokus på tre kunstneres brug af det personlige, og anonymiteten som udgangspunkt for en spørgende og undersøgende interaktion med verden omkring dem. I værkerne på denne udstilling bliver det personlige aldrig privat i betydningen jeg-centreret og verdensfjernt, men tværtimod en ansats til en måde at italesætte og ikke mindst billedliggøre alment menneskelige erfaringer og forhold.
De tre kunstneres udtryk og optikker på verden er vidt forskellige, men fælles for dem er en ambition om kritisk og fantaserende at udvide det sprog, de anskuelsesmåder og sensibiliter vi anvender til at forstå verden med. Det personlige og det offentlige bliver - ofte med anonymiteten som mellemmand - flettet ind i hinanden, og i den proces opstår der nye rumligheder af poetisk, politisk og humoristisk karakter.
Henriette Heise, Pernille With Madsen og Nikolaj Recke er alle tre markante figurer på den yngre del af den danske nutidskunstscene. Uden at følge mainstreamtrends, har de hver især udviklet en stærk kunstnerisk vision gennem et eksperimenterende og dog altid præcist udtryk. Deres værker er præget af en helt særlig indsigtsfuld opfindsomhed og legende intelligens i forhold til aktuelle problematikker for kunstens selv - såvel som for den kultur kunsten uundgåeligt tager del i.
Udstillingen er organiseret og kurateret i samarbejde med Jacob Lillemose.
Anette Blæsbjerg Ørom (DK) og India Flint (AU)
9. januar – 7. februar
”PLANETA”
Den danske kunstner Anette Blæsbjerg Ørom og den australske kunstner India Flint mødte hinanden i Letland til et internationalt symposium om tekstilkunst. Her fandt de sammen omkring et fælles billedsprog, hvor naturen spiller en helt central rolle. Plantefarver og plantedele indgår i en lyrisk kombination af nye og gamle teknikker, og deres værker kan ses som en invitation til at se verdens skønhed med nye øjne.
Udstillingstitlen ”Planeta” er af latinsk oprindelse og betyder både verden (planeten) og at bevæge sig eller at rejse. Sammen skaber India Flint og Anette Blæsbjerg Ørom på udstillingen et univers med fokus på storheden og skønheden i naturen og ønsket om at nære omhu for vores planet.
Begge kunstnere er på flere planer optaget af samspillet mellem nye og gamle fortællinger. Fortællinger indlejret i genbrugsmaterialer, i arbejdsproces og tematik. De to kunstneres egen fælles historie har efterhånden varet i 7 år, og munder ud i udstillingen ”Planeta” i Møstings Hus.
Anette Ørom arbejder hovedsageligt med væven som redskab, men indføjer også andre traditionelle håndarbejdsteknikker som strik, hækling og broderi. På nærværende udstilling viser hun små serier bestående af elementer fra forskellige rejser, uld fra Mexico, broderi lavet på forfinet papir fra Korea, silketryk udført i USA m.m. Derudover viser hun et 5-delt værk ”Verdens klang”. Værket består af broderier i store formater, som kompositorisk er baseret på primtalsrækker og tabeller.
India Flint bruger naturfarvede materialer hvor hun syr stoffragmenter sammen eller skaber fine filtark af hjemmeproduceret uld, herpå tilføjer hun sting, der nærmest fungerer som en slags intuitiv tegning på stof. Flint arbejder gerne med genbrugsmaterialer og fremstiller værker og beklædningsdele, der er præget af både kendte og ukendte fortællinger. Værket ”Yerba buena” er netop en genbrugsting tilføjet nye dimensioner gennem bearbejdning og brug af elementer fra forskellige verdensdele.
AM I
11 - 30 december
Frelsens Hær og en række yngre kunstnere går sammen i jagten på fællesskab og identitet på en kunstudstilling til fordel for julehjælp og socialt arbejde.
Frelsens Hær står for første gang bag en kunstudstilling. Udstillingen AM I i Møstings Hus er skabt i et samarbejde med kunstanmelder Michael Jeppesen og kunstrådgiver Peter Amby. Udstillingen præsenterer nye værker af Honza Hoeck, Goodiepal, Brian Ravnholdt Jepsen, Vladimir Tomic, Ebbe Stub Wittrup, Michala Paludan, Ulrik Weck, Lea Porsager, Mikkel Carl, Absalon Kirkeby og Claus Larsen.
Udstillingens værker kredser om temaer som identitet, tro og om de vilkår, som potentielt er fælles for os alle, men særligt nærværende for de grupper, som på en eller anden måde falder uden for.
Frelsens Hærs udgangspunkt for udstillingen er budskabet om næstekærlighed og arbejdet for at give udstødte og andre mennesker i krise et mere værdigt liv. Kunstudstillingen er derfor også et velgørenhedsprojekt, hvor overskuddet går til Frelsens Hærs sociale arbejde.
Om samarbejdet med Frelsens Hær siger Michael Jeppesen:
Frelsens Hær gør en forskel for en masse mennesker, en rigtig forskel, ikke sådan en kunst-forskel på et metafysisk plan, som er svær at forstå. Tro mig, det Frelsens Hær gør, er det, alle kunstnere drømmer om at kunne gøre. Lektor Mikkel Bolt har lige skrevet en bog om avantgardens død, hvor han brokker sig over, at kunsten ikke længere kan gøre noget som helst af betydning. Man kan så diskutere, om den nogensinde har kunnet det, men når vi står i Møstings Hus, vil det i hvert fald være svært at se værkerne uden at have denne tanke i baghovedet. Kunst kan selvfølgelig ikke tvinge publikum til noget som helst, men det bliver svært at se værkerne på udstillingen uden at læse et meget mere konkret og ”down-to-earth”-motiv ind i dem. Ulrik Wecks bedende hænder i neon, der lyser, ville i en gængs institution blive læst som et socio-ironisk statement. Sammen med Frelsens Hær handler det pludselig om, hvor vigtigt det er at bevare håbet og troen på, at det kan lade sig gøre. Det er en gave at få lov at arbejde med Frelsens Hær.
Nina Maria Kleivan og Lotte Tauber Lassen (DK)
7. november – 6. December 2009
Time Travel for beginners
Mange udstillinger kunne principielt blive vist hvor som helst. Det er meget få udstillinger, som så indgående og konsekvent tager stilling til udstillingsstedets sjæl og historie som Lotte Tauber Lassen og Nina Maria Kleivan gør med udstillingen "Time Travel for beginners" i Møstings hus. Derfor ser vi meget frem til at kunne vise denne vidtrækkende visuelle fortolkning af et af Frederiksbergs kendte historiske huse.
Møstings Hus blev opført i 1800, og har sit navn efter sin mest kendte ejer, finansmanden og gehejmestatsministeren, Johan Sigismund Møsting (1759-1843), der fra 1816 og indtil Møstings død i 1843 fungerede som hans faste sommerbolig. Oprindelig lå den klassicistiske bygning på hjørnet af Smallegade og Falkoner Allé, hvor Rialtoteatret ligger i dag, men efterhånden som den moderne by voksede frem, kom det fredede hus til at ligge klemt inde mellem Smallegade og nybyggerierne. Huset blev nedtaget i 1959
på betingelse af, at det blev genopført et andet sted. Det blev det i 1976, på dets nuværende placering ved Andebakkesøen ud til Smallegade med Frederiksberg have i baggrunden. På udstillingen i Møstings Hus danner husets liv - dets nedrivning og genopbygning - udgangspunkt for en både rå og poetisk tidslig og rumlig forskydning. Gennem videomediet behandler Nina Maria Kleivan og Lotte Tauber Lassen både de store fortællinger om datidens ideologiske strømninger og de små intime historier fra Møstings hjem. Tid og rum fremstilles som sfæriske størrelser, der indgår som løsrevne fortællinger om et hus, og det liv som det har dannet ramme om. På denne måde skabes uforudsigelige koblinger mellem virkeligheden og det imaginære, mellem fortid og nutid i Møstings Hus.
Både Nina Maria Kleivan og Lotte Tauber Lassen kredser på forskellig vis om det man kunne kalde husets ånd. I Tauber Lassens værker ligger en underliggende fortælling om tiden som en cyklus – et kredsløb af evig gentagelse. Hendes værker udspændes mellem en sanselig bearbejdning af dagligdagens sysler og universelle overvejelser om uhåndgribelige begreber som tiden, rummet og selve skabelsens sammenhæng. Kleivans videoer har præg af sfæriske drømmesekvenserer, der veksler mellem det rolige og det mere aggressive. Værkernes insisterende tilstedeværelse skaber en fornemmelse af, hvordan hændelser og historier siver ind i såvel huset som de personligheder det rummer, for dér at forankres og præge det indefra.
Udover udstillingen i Møstings Hus vil vandspejlet på Andebakkesøen foran Møstings Hus om aftenen i hele uge 49 danne lærred for kunstnernes fælles værk.
Lotte Tauber Lassen og Nina Maria Kleivan er begge uddannet på Det kongelige Danske Kunstakademi og Skolen for Mediekunst og Kunstformidling. Begge er blevet tildelt diverse fonde og legater og har en lang række udstillinger bag sig i ind- og udland.
Jeannette Ehlers (DK)
12. september - 11. oktober
Interacting Minds
Kunsthistoriens erotiske ikoner fra renæssancen til i dag farer forbi øjnene i lynende tempo. Masaccios Uddrivelsen af Paradis, Duchamps voyeuristiske nøglehul og Jeff Koons pornografiske tableauer. I en konstant flimrende filmisk bevægelse har Jeannette Ehlers skabt en kærlighedshistorie om kærlighed, begær, magt og opløsning.
Jeannette Ehlers soloudstilling vil lede beskueren gennem forskellige tilstande. Fra det hektiske og dynamiske, det forførende og frastødende til det statiske og gådefulde. Udover foto- og videoværket Divine Dichotomy vil udstillingen præsentere to nyere videoproduktioner af Jeannette Ehlers; Cruel Geometry og Crossroads. Med afsæt i digitalt manipuleret billedmateriale bevæger Ehlers sig indenfor eksperimentalfilmgenren. Hun undersøger og afprøver filmmediet og formår på én gang at desorientere og pirre den besøgende. Ehlers arbejder bl.a. med flicker film, der med deres stroboscopiske effekt har en voldsom fysisk karakter. Begrebet flicker film (flimrefilm) dækker over en særlig klippeteknik, som den amerikanske avantgarde-filmkunstner Tony Conrad eksperimenterede med i filmen The Flicker fra 1966. I Ehlers’ fortolkning af Conrads teknik konfronteres beskueren med visuelt krævende værker, hvor den filmiske kronologi opløses i en stærkt flimrende effekt, der minder om stroboskoplysets rytmiske blinken. Oplevelsen kan være stressende for øjnene, der hele tiden vil søge at indfange det enkelte billede, men modarbejdes af den særlige klipning.
Værket Cruel Geometry derimod, bliver udstillingens åndehul, et tomrum, hvor man efter mødet med flicker filmene omsluttes af et sort vacuumagtigt univers under mere stilfærdige og gådefulde betingelser.
Anne Margrethe Grosell (DK)
8. august - 6. september
”Anne Margrethe Grosell 100 år”
”Man skal kun male, hvis man har den hellige ild” sagde malerinden Anne Margrethe Grosell ofte. Den 9. august 2009 ville hun være fyldt 100 år og i den anledning viser Møstings Hus en udstilling med værker af en kvindelig kunstner, der aldrig opnåede den plads i kunsthistorien, som hendes originalitet og kompromisløshed gjorde hende berettiget til.
Udstillingen belyser Grosells kunstneriske udviklingsforløb, som frem til hendes død i 1999 var tæt knyttet til Frederiksberg. Hun voksede op i et bohemehjem. Hendes far var kunsthandleren Martin Grosell og i hjemmet var væggene dækket af malerier af store internationale navne som Kasper David Friedrich, I. C. Dahl, Van Gogh og Gauguin. Anne Margrethe Grosell kom på Kunstakademiets Malerskole i 1927. Hun debuterede på Forårsudstillingen i 1930 og udstillede på Charlottenborg i hele 7 årtier, med undtagelse af de år hun selv sad i censurkomiteen. Gennem hendes livsværk ses byen og landskabet som yndlingsmotiver, men der forekommer også enkelte portrætter og keramiske arbejder.
Grosell levede det meste af sit liv i hjertet af Frederiksberg, og hun er især kendt for sine fine skildringer af netop den bydel, hvor hun havde sin daglige færden. Især synes hendes gengivelser af det sneklædte Frederiksberg at være særligt vellykkede, og hun evnede som få at fange byens særegne atmosfære i et impressionistisk inspireret udtryk.
Grosell var af natur tilbageholdende, og hendes beskedenhed bevirkede, at hun bl.a. afslog tilbuddet om at blive medlem af kunstnersammenslutningen Corner. Men hendes værker er uomtvistelige vidnesbyrd om en sjælden kunstnerisk begavelse, som man på sensommerens udstilling selv kan stifte bekendtskab med.
Anne Margrethe Grosell er repræsenteret på bl.a. Statens Museum for Kunst, Nordjyllands Kunstmuseum og Kunstmuseet Trapholt.
Udstillingen er sammensat af Anne Margrethe Grosells datter Anna -Louise Lefèvre, som også udgiver en bog om sin mors liv.
Jette Ellgaard (DK)
30. maj – 28. juni.
Rundet af et Randområde
Porcelæns-flødekander skydes itu med et jagtgevær på en forblæst vestjysk mark, vinden blæser svagt i en brombærbusk og sangstemmer lyder fra et forsamlingshus. Gennem tre helt nye videoværker, indfanger Jette Ellgaard - i en tør humoristisk tone - hverdagslivets små fortællinger, mellemmenneskelige relationer og generationskløfter.
I Jette Ellgaards værker spiller opvæksten i det vestjyske landbomiljø en central rolle. Hendes værker er ikke personlige som sådan, men har altid et personligt udgangspunkt. Med et sagligt og nøgternt analyserende blik, der aldrig nedværdiger sig til det ironisk distancerende, arbejder hun med det faktum, at hun biografisk og historisk er forbundet til en egn og en kultur, som står i stærk kontrast til det liv, hun som voksen, har valgt at leve som billedkunstner i storbyen.
Når barndommens flødekandesamling – der har flyttet med hende i selv samme papkasse fra loftsrum til loftsrum - skydes itu i værket De evige jagtmarker, indgår fortiden som en levende del af hendes nutid som billedkunstner. Værket repræsenterer en dobbelthed mellem et distancerende og involverende forhold til den kultur hun er rundet af, som går igen i mange af værkerne.
I oplevelsen af Jette Ellgaards værker får man ofte en fornemmelse af at træde ind i en tidslomme – en form for vakuum, som hensætter én i en mental tilstand, hvor videoloopets gentagelser repræsenterer en meget insisterende tilstedeværelse af traditionen. Eksempelvis i værket forsamlingshus, hvor festen afsluttes i rundkreds med ”sku gammel venskab ren forgå”.
Hun tager på ingen måde afstand til sine rødder, men foretager et på én gang råt, poetisk og underspillet greb på sin kulturelle og sociale baggrund, og skaber herudfra fortællinger om traditioner og relationen mellem individet og fællesskabet i et omkringliggende samfund i forandring.
Ivar Tønsberg (DK)
21. marts - 19. april
Heroines
Med Heroines viser Ivar Tønsberg gennem politikerportrættets genre et billede, hvor kun kvinder, men ingen mænd er tilstede. Gennem en række portrætter af kvindelige mf'ere giver han med udstillingen sit bud på kunstens væsen.
Karen Jespersen, Birthe Rønn Hornbech, Lene Hansen, Pia Kjærsgaard, Carina Christensen, Karen Hækkerup, Anne Baastrup, Ulla Tørnæs, Lene Espersen, Mette Frederiksen, Christine Antorini, Margrethe Vestager, Özlem Sara Ceki, Sophie Hæstorp Andersen, Pia Christmas Møller m.fl.; afbildningerne af disse politikere skræver mellem empati og superheltefascination. Tønsberg maler dem som var de lillepiger, mandskvinder, superhelte, sovjet-bosser eller Barbara Cartland.
Forlæggene for billederne på Heroines er hentet på Folketingets hjemmeside; det er folkestyrets egne præsentationsbilleder, som Tønsberg omformer på udstillingen. I Tønsbergs atelier rejser hvert nyt maleri et nyt problem som kræver individuel behandling. Denne arbejdsgang gør, at der på Heroines er mange stilspring, og at den genre, som udstillingen behandler - politikerportrættet - spredes. Heroines inddrager malerier, børnetøj med påstrøgne prints og bemalede tapeter.
Tønsberg ser på udseendet og spørger til dets betydning for succes. Sendte det faste blik, det tykke hår, den stærke hage eller den smilende mund hende i Folketinget? Og er det bar schein, eller kommer vort indre til udtryk i vort ydre? Sidder viljen i kødet? Med poetisk verve, humoristisk troløshed, konceptuel skarphed, risikovillig dumdristighed og romantisk længsel efter konsistens undersøges det værk for værk, hvordan pin-up potentiale, star quality og politiker-x-faktor ser ud på Heroines.
Ivar Tønsberg er født i 1961 i København. Han har studeret på Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1986 - 92 og har udstillet i ind- og udland. Han modtog i 1996 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.
Pernille Koldbech Fich og Signe Visnek (DK)
14. februar - 15. marts
Reminiscens
Portrætter af mennesker i mørke interiører - fanget i øjeblikke af eftertanke. Et glemt fotografi i en kasse, en stump tapet, et broderet lommetørklæde. En taburet. Et hul i en gammel grøn trøje af uld. Alt dette bærer på små og store historier – men hvad sker der, når man indsætter det hele i nye og anderledes konstellationer?
Med vidt forskellige kunstneriske greb arbejder Pernille Koldbech Fich og Signe Visnek med fortidige fragmenter af interiør, menneskelige portrætter og hverdagens genkendelige elementer. I udstillingens fotografier og installationer, støder brudstykker af historier om skæbner, steder og hændelser sammen, og udstillingens fokus samler sig om de forandringer der sker i genkaldelsen af erindringer over tid.
Signe Visnek søger historier i det glemte. På forskellig måde bearbejder hun genkendelige brudstykker; hun klipper i fotografier fra ukendte familiealbum, strikker videre på for længst aflagte trøjer og tilfører nye tråde på gammelt stof. I kraft af disse mere eller mindre diskrete indgreb i tingenes fysiske fremtoning sker der en forskydning i objekternes historie. Erindringer dukker frem af glemslen samtidig med, at helt nye historier opstår ud af de fragmenterede sammensætninger.
I sine store monumentale fotografier af mennesker fanget i introverte øjeblikke, skildrer Pernille Koldbech Fich en næsten malerisk situation mellem virkelighed og illusion. De lavmælte fortællinger i et tidløst interiører løftes ud af vores nutid og placerer sig i en udefinerbar melankolsk paralleltid. De portrætterede mennesker udstråler en introvert hemmelighedsfuldhed, som gør, at man på en gang kan forestille sig hvilke fortællinger, der knytter sig til personerne og samtidig spejle sig i billederne og indskrive sine egne historier.
På udstillingen Reminiscens samles de to kunstneres forskellige arbejdsmetoder i et møde, hvor objekter og situationer forvandles og erindringens kompleksitet foldes ud.
Signe Visnek har senest udstillet på Galleri Rebecca Kormind, Esbjerg Kunstmuseum og Traneudstillingen. Pernille Koldbech Fich har udstillet bl.a. på Photofusion/London, Peter Lav Photo Gallery, Efterårsudstillingen på Charlottenborg, Traneudstillingen og Galleri Image.
Villy Grønborg (DK)
10. januar - 8. februar
Malerier af en storbyeremit
Villy Grønborg "Malerier af en storbyeremit".
’Jeg kunne godt tænke mig at forbavse Paris med et æble’ - Cezanne
Uden forventning om, at Frederiksberg går i chok over hans malerier, citerer Villy Grønborg Cezanne blot med det formål at forberede eventuelle gæster på, at Møstings Hus i januar måned viser en udstilling af almindelige malerier. Ikke alene materialerne – som er oliefarver på lærred – er almindeligt kendt, men også motiverne er fra kunsthistoriens kendte discipliner: opstilling, model etc.
Lidt om Zen og ”Den ægte glæde ved penge”, ”Lyset falder så smukt på en tusindkroneseddel”, ”Chokoladeboller i modlys” og andre malerier.
Villy Grønborg er ikke meget for at tale om sine egne værker og knytter i stedet nedenstående anekdoter til den ene halvdel af udstillingen i Møstings Hus.
Omkring år 1800 var der i Japan en buddhistisk eremitmunk af Soto Zen sekten. Ryokan hed han, og et af hans digte lyder:
På regnfulde dage
føler munken Ryokan
medlidenhed med sig selv
Digtet kan opfattes som et eksempel på Zen-oplevelsen. D. T. Suzuki betegner oplevelsen som ”på én gang transcendent og immanent”. Billedligt talt siger han, at jægeren både er i bjergene og oppe i luften, hvorfra han kan overskue bjergformationerne.
Den anden anekdote handler om den store franske cykelrytter Anquetil, som livet igennem var gode venner med sin konkurrent Poulidor. Han var også en god cykelrytter, men blev uheldigvis ofte nummer to. Den evige to’er. Da Anquetil lå på sit dødsleje, var Poulidor hos ham og Anquetil siger: ”Stakkels Poulidor. Du er altid blevet nr. 2 – nu bliver du det igen”.
Anquetil er som Ryokan på én og samme tid i den konkrete situation og dog udenfor.
Denne seen-sig-selv-udefra humor holder Villy Grønborg meget af. Men én ting er det at forstå og værdsætte den, når man støder på den, noget andet konstant at være i den.
At finde og fastholde denne humor, dette sind. At være god til det umiddelbart indlysende, det er Villy Grønborgs ambition. Ikke blot for at kunne komme på ”afsæt” for sine malerier – men fordi det for ham i det hele taget er den rigtige måde at være til i verden på.
