Inquiry
20. november til 19. december
Kirsten Rotbøll Lassen og Hanne Linde
På årets sidste udstilling i Møstings hus undersøger billedkunstnerne Kirsten Rotbøll Lassen og Hanne Linde begrænsninger og muligheder i det man kunne kalde udvidet maleri. Med bl.a. lyskasse, maleri og bemalet folie, der hænger ned fra loftet, tager de hele rummet i brug. Værkerne er med til at påvirke den måde vi opfatter både maleri – og selve rummet på.
Kirsten Rotbøll Lassen og Hanne Linde iscenesætter på udstillingen et møde mellem to tilsyneladende modsatrettede kunstneriske udtryk. På den ene side Hanne Lindes organiske og udflydende former, der kredser om rumlighed, lys og skyggedannelse, transparens og stoflighed. I hendes værker overgives en del af værkernes tilblivelse til materialets iboende foranderlighed, hvorfor der opstår mindelser om celledelinger i levende organismers inderste. På den anden side står Kirsten Rotbøll Lassens mere stramme og nøgterne linjespil, hvor omkring der hviler en kølig laboratorieagtig stemning. Med vinduet som et gennemgående motiv i sine malerier bevæger Kirsten Rotbøll Lassen sig på grænsen mellem det abstrakte og det figurative, og undersøger dermed, hvor lidt der skal til for at tilfredsstille det menneskelige øjes søgen efter genkendelighed. I en stadig vekslen vedbliver hendes malerier samtidig med at være rene abstrakte billeder med store monokrome flader.
Forud for udstillingen har de to kunstnere gennemgået en undersøgelse og udfoldelse af modsætninger og sammenfald i deres forskelligartede kunstneriske universer. Udstillingen handler derfor også i høj grad om det at udforske forskellige kunstneriske medier og materialer - om nysgerrighed og det at spørge ind og blive ved med at undersøge. Ikke for at få bestemte svar, men netop for hele tiden at give plads til at noget nyt kan opstå. Undervejs i processen har kunstnerne undersøgt, hvad der sker hvis man laver ”regler” for sig selv og hinanden, f.eks om kun at bruge bestemte farver. Derfor samler udstillingen sig om selve det at undersøge og spørge ind til. Intet er statisk – slet ikke kunsten.
LANDSKABET OG BYEN
16. oktober - 14. november
Harald Henriksen
I 50-året for Harald Henriksens død viser Møstings Hus en udstilling, der gennem maleri, akvarel og grafik giver indblik i et oeuvre, hvor det danske landskab står som den altoverskyggende inspirationskilde.
Harald Henriksen (1883-1960) regnes som en af de sidste naturalister i dansk malerkunst, og er samtidig en af de mere stille eksistenser i kunsthistorien. Harald Henriksen arbejdede ikke kun som maler, men var også en sjældent raffineret grafiker, og det er især med hans farvetræsnit, at han har bidraget med en række dybt originale og detaljerige tryk.
Harald Henriksens billedsprog kan beskrives som på én gang realistisk og lyrisk. Han var tydeligt påvirket af fynboerne, særlig Fritz Syberg, men også af forbillederne J. Th. Lundbye og L. A. Ring. Han studerede tidligt hos maleren Johan Rohde, der som lærer på Kunstnernes Studieskole inspirerede en hel generation af tidlige modernister. Men Harald Henriksen, der ligesom sine samtidige kollegaer rejste ud i verden og oplevede hvordan internationale kunststrømninger ændrede kunstbegrebet, vedblev med at dyrke det naturalistiske udtryk. Klaus Rifbjerg har beskrevet hvordan Harald Henriksen holdt af at skildre de enkle, upåagtede danske landskaber og hovedstadens byrum. ”At se på hans billeder er som at betragte sig selv og de veje, man har gået, omvekslende, henrivende, sludkolde, blæsende, danske. Det kan man faktisk godt blive rørt og taknemlig over.”
Harald Henriksen debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1913, og fra 1916 og frem til sin død, var han - næsten hvert år - at finde år på Charlottenborgs forårsudstilling. Han var desuden unikamaler på Den Kgl. Porcelænsfabrik i en årrække og boede tæt ved Frederiksberg Have. I denne romantiske parkhave, der repræsenterer en mellemting mellem by og land, mellem det åbne, frie landskab og det mere urbane og civiliserede, fandt han mange af sine motiver.
På udstillingen i Møstings Hus kan man opleve et udvalg af Harald Henriksens træsnit, som er fascinerende i al deres detaljerigdom og sarte stemning. Lige som flere af sine kunstnerkollegaer, var han optaget af japanske træsnit, hvilket tydeligt kan spores i hans værker.
Kvaliteten i de grafiske arbejder er uovertruffen, meget tyder på, at hvert eneste tryk blev behandlet individuelt med stor teknisk beherskelse. Flere af de sirligt udskårne trykplader vil også være at se på udstillingen i Møstings Hus.
VRØVLETS POLEMIK
7. august- 5. september
Claus Ejner
Udstillingen ”Vrøvlets polemik” handler om intet mindre end menneskets eksistens. I sine på én gang let aflæselige, humoristiske og skæve tegninger fører kunstneren Claus Ejner os gennem alt fra globaliseringens konsekvenser til den enkeltes længsler, lyst og drømme.
Claus Ejner opererer i sin helt egen kunstneriske sfære. Hans tegninger er humoristiske, sarkastiske, og altid aktuelt samfundskommenterende. På mange måder indskriver han sig i traditionen fra den tyske kunstner Georg Grosz, der var blandt de første dadaister.
Ligesom Grosz kommenterer Claus Ejners collageagtige tegninger alle lag i samfundet, fra hverdagens banaliteter, almenmenneskelige mekanismer og til eksistentielle problematikker og storpolitik.
På udstillingen i Møstings Hus har han kaldt de to største udstillingsrum for henholdsvis KAPITAL og LYST. I KAPITAL-rummet indkredses forskellige grundvilkår, som styrer det moderne menneskes liv som for eksempel: konsekvensen af globaliseringen og landenes indbyrdes afhængig. I LYST-rummet indkredses det moderne menneskes lyster, dets adfærd, længsler og drømme.
Lige som Claus Ejner i sine tegninger inddrager motiver og genstande fra hverdagen og sammensætter dem i skæve kombinationer, så konstruerer han også skulpturer af hverdagsobjekter. Eksempelvis består skulpturen ”Dannebrogsflag m.m.” af et dannebrogsflag konstrueret af røde og hvide plastik spande med bunden opad og en europalle som toppen af det hele.
Claus Ejner arbejder hovedsagelig med tegning, men breder sig også over maleri, skulptur, installation, video, foto, performance og netkunst. Han har desuden sit eget forlag, dada-invest, hvor igennem han udgiver egne bøger og samarbejdsprojekter med andre kunstnere.
VANDRINGER og samskabelse 
29. maj - 29. september
Elisabeth Toubro og Karoline H. Larsen
Elisabeth Toubro og Karoline H. Larsens værker undersøger forskellige aspekter af vandringen. Elisabeth Toubros værk inviterer til en mental og reflekterende vandring i Møstings Hus og Karoline H. Larsens 20 Kropsskilte indbyder til en vandring i kropslige bevægelser, der mimer det sanselige, dyriske og eventyrlige. Denne del af udstillingen kan opleves uden for Møstings Hus og i det område af Søndermarken, der kaldes Sibirien.
Mental Vandring
Når man går i dialog med Elisabeth Toubros installation i Møstings hus, gennemfører man en vandring, der rejser politiske, mystiske, filosofiske og eksistentielle spørgsmål for en. Vandringen tilskynder den enkelte til at tage subjektiv stilling til nogle af de vanskelige spørgsmål verden og tilværelsen stiller. Installationen er bygget op over fire kvindelige personligheder: Hannah Arendt, Bodil Koch, Hildegard fra Bingen og maleren Willumsens Bjergbestigerske.
Se video fra udstillingen
20 Kropsskilte
Kropsskilte er en legende fortolkning af Skov- og Naturstyrelsens klassiske piktogramstandere, som vi kender fra de danske skove. Karoline H. Larsen har opfundet forunderlige ’anvisninger’ på kropslig bevægelse i naturen, og i samarbejde med Slots- og Ejendomsstyrelsen er skiltene til glæde for Søndermarkens gæster henover sommeren. Du er inviteret til at mime billedernes bevægelser og skabe din Rulle Ål, Salamander Svup, Bøffel Rullefald, Kysse Trold og meget mere.
Søndermarken, Sibirien
"RENDEZ-VOUS"
24. april - 23. maj
Iben Dalgaard (DK)
En glasbeholder fyldt med hvide arbejdshandsker står ved indgangen til udstillingen Rendez-Vous i Møstings Hus. Et skilt opfordrer de besøgende til at tage et par handsker inden de går ind. Hvordan er vi ’klædt på’ til at se på kunst?, kunne et af billedkunstneren Iben Dalgaards mange spørgsmål lyde. Gennem de seneste år har Dalgaard eksperimenteret med nye medier og udtryk, og har især udforsket broderiet i sin kunst. I den nye totalinstallation, der vises i Møstings Hus, transformerer hun broderiet - der sjældent forbindes med samtidskunsten - fra at være en traditionel kvindesyssel til at indgå i forskellige kunstneriske udsagn.
Sirligt broderede sproglige ytringer og statements er et gennemgående element i Dalgaards værker, der består af installationer, malerier, et interaktivt fotoprojekt og en lydkulisse. Værkernes langsommelige tilblivelsesproces med deres sarte og æstetiske udtryk, står i dyb kontrast til sprogets hårde og direkte retorik.
Udstillingen Rendez-Vous er skabt specielt til udstillingsrummene i Møstings Hus. Titlen er flertydig og kredser om menneskets møde ikke blot med kunsten, men i høj grad også med hinanden. Hvordan agerer vi, hvilke signaler udveksles, hvilke roller og magtfordelinger forekommer? Hvad er på spil?
RIDDERSALEN (DK)
20. marts - 18. april
DUKKER – KOSTUMER – SCENOGRAFI
Tag hele familien med i Møstings Hus og træd ind midt i et kreativt teaterunivers, skabt gennem de 40 år hvor Riddersalen har været Jytte Abildstrøms teater.
Det er et skønsomt udvalg fra Riddersalens gemmer, samlet over de 40 år teatret har haft til huse i det gamle Lorry etablissement på Allégade 7-9, Frederiksberg. En lang række kunstnere, dukkemagere, malere, scenografer og kostumiere har kastet glans over børne- og voksenteaterproduktionerne. Tit har de skullet tænke ekstra kreativt, fordi forestillingerne skulle kunne skilles ad og puttes ind i en turnébil… og siden spille på andre spillesteder rundt omkring i landet.
Det er svært at skille sig af med kostumer, dukker og finurlige dekorationer, når forestillingerne efter et par sæsoner tages af repertoiret. Derfor bugner teatrets lagre også! Og derfor er det dejligt fra tid til anden at få mulighed for, at finde noget frem fra gemmerne, der forhåbentlig kan inspirere andre.
Riddersalens personale er selv kustoder i weekenderne og i påskedagene. De vil kunne fortælle mange gode historier, der kan være med til at levendegøre de udstillede genstande.
"DET PERSONLIGE ER IKKE ET PRIVAT ANLIGGENDE"
13. februar - 14. marts
Henriette Heise, Pernille With Madsen & Nikolaj Recke (DK)
Møstings Hus blæser til udstillingsåbning ….
Fra aftensol i den amerikanske ørken til mørkemaskiner og snurrende arkitektur inviterer Møstings Hus publikum indenfor - til et blik på verden, hvor syn og sind udfordres, og undren og refleksion er vejvisere mod nye horisonter.
Udstillingen ”Det personlige er ikke et privat anliggende og anonymitet en mulig offentlighed” sætter fokus på tre kunstneres brug af det personlige, og anonymiteten som udgangspunkt for en spørgende og undersøgende interaktion med verden omkring dem. I værkerne på denne udstilling bliver det personlige aldrig privat i betydningen jeg-centreret og verdensfjernt, men tværtimod en ansats til en måde at italesætte og ikke mindst billedliggøre alment menneskelige erfaringer og forhold.
De tre kunstneres udtryk og optikker på verden er vidt forskellige, men fælles for dem er en ambition om kritisk og fantaserende at udvide det sprog, de anskuelsesmåder og sensibiliter vi anvender til at forstå verden med. Det personlige og det offentlige bliver - ofte med anonymiteten som mellemmand - flettet ind i hinanden, og i den proces opstår der nye rumligheder af poetisk, politisk og humoristisk karakter.
Henriette Heise, Pernille With Madsen og Nikolaj Recke er alle tre markante figurer på den yngre del af den danske nutidskunstscene. Uden at følge mainstreamtrends, har de hver især udviklet en stærk kunstnerisk vision gennem et eksperimenterende og dog altid præcist udtryk. Deres værker er præget af en helt særlig indsigtsfuld opfindsomhed og legende intelligens i forhold til aktuelle problematikker for kunstens selv - såvel som for den kultur kunsten uundgåeligt tager del i.
Udstillingen er organiseret og kurateret i samarbejde med Jacob Lillemose.
”PLANETA”
9. januar – 7. februar
Anette Blæsbjerg Ørom (DK) og India Flint (AU)
Den danske kunstner Anette Blæsbjerg Ørom og den australske kunstner India Flint mødte hinanden i Letland til et internationalt symposium om tekstilkunst. Her fandt de sammen omkring et fælles billedsprog, hvor naturen spiller en helt central rolle. Plantefarver og plantedele indgår i en lyrisk kombination af nye og gamle teknikker, og deres værker kan ses som en invitation til at se verdens skønhed med nye øjne.
Udstillingstitlen ”Planeta” er af latinsk oprindelse og betyder både verden (planeten) og at bevæge sig eller at rejse. Sammen skaber India Flint og Anette Blæsbjerg Ørom på udstillingen et univers med fokus på storheden og skønheden i naturen og ønsket om at nære omhu for vores planet.
Begge kunstnere er på flere planer optaget af samspillet mellem nye og gamle fortællinger. Fortællinger indlejret i genbrugsmaterialer, i arbejdsproces og tematik. De to kunstneres egen fælles historie har efterhånden varet i 7 år, og munder ud i udstillingen ”Planeta” i Møstings Hus.
Anette Ørom arbejder hovedsageligt med væven som redskab, men indføjer også andre traditionelle håndarbejdsteknikker som strik, hækling og broderi. På nærværende udstilling viser hun små serier bestående af elementer fra forskellige rejser, uld fra Mexico, broderi lavet på forfinet papir fra Korea, silketryk udført i USA m.m. Derudover viser hun et 5-delt værk ”Verdens klang”. Værket består af broderier i store formater, som kompositorisk er baseret på primtalsrækker og tabeller.
India Flint bruger naturfarvede materialer hvor hun syr stoffragmenter sammen eller skaber fine filtark af hjemmeproduceret uld, herpå tilføjer hun sting, der nærmest fungerer som en slags intuitiv tegning på stof. Flint arbejder gerne med genbrugsmaterialer og fremstiller værker og beklædningsdele, der er præget af både kendte og ukendte fortællinger. Værket ”Yerba buena” er netop en genbrugsting tilføjet nye dimensioner gennem bearbejdning og brug af elementer fra forskellige verdensdele.