15. oktober - 28. november 2010 
Ælling (Le canard inquietant)
Der kom hele 32 gode bud på at skabe et midlertidigt kunstprojekt til Andebakkesøen foran Møstings Hus.
Frederiksberg Kommunes Udstillingsforum, der også står bag udstillingerne i stueetagen i Møstings hus, kom derfor på en svær prøve, da de skulle vælge det bedste forslag.
At anvende søen som midlertidigt udstillingsrum, giver mulighed for markante og nytænkende bud på kunst, der aktivt forholder til byens rum. Og det var netop ønsket om at sætte fokus på de mange muligheder der er for at skabe levende byrum i Hovedstadens grønne hjerte, der fik Kultur & fritid til at udskrive en konkurrence i foråret.
Blandt de indsendte forslag, lagde udstillingsforum vægt på, at forslaget aktivt skulle forholde sig til den specifikke placering på vandet og samtidig koble an til stedets historie og identitet.
“Ingen grim ælling uden Møsting, ingen Andebakkesø uden Ælling”. Sådan indledte Bo Mølgaard og Ulrik Lund deres beskrivelse, som endte med at blive vinderforslaget.
De to billedkunstnere havde gravet dybt i H. C. Andersens brevvekslinger, og fundet ud af, at Gehejmestatsminister J. S. Møsting var den person, der i midten af 1800-tallet stod for at indstille ansøgere om støtte til studieophold i udlandet for kongen. Møsting var således med til at sørge for, at H.C. Andersen fik rejsestipendiat. Med andre ord; havde Møsting ikke medvirket, ville ællingen måske ikke være rejst ud i verden for senere at vende hjem til andedammen som svane.
Fortællingen om den grimme ælling er et meget brugt sindbillede på miskendthed og senere anerkendelse, og har ofte været knyttet til H.C. Andersens eget personlige levned, men billedet har også sat sig som en indforstået del af danskheden. Så når en anden verdenskendt dansker, Asger Jorn maler en grotesk stor farvestrålende ælling ind i et idyllisk landskab, er det lige såvel Jorn selv, der indskriver sin selvopfattelse i billedet ”Den foruroligende ælling”. Siden Jorn malede dette billede i 1959, er det også blevet underlagt flere andre tolkninger; fra frygten for atombomben til vore dages bekymringer om genmanipulation. Jorn malede, i disse såkaldte modifikationer, ovenpå datidens kitsch eller trommesalsmalerier, som de også blev kaldt. På denne måde tog han på én gang afstand til og inddrog en anden type kunst i sin egen, for dermed både at kommentere, forandre og aktualisere det eksisterende.
Som ”hoppeborgs-ællingen” i et nutidigt udtryk lå der foran Møstings Hus, kunne man vælge at se Mølgaard og Lunds ælling som en såkaldt parafrase eller nyfortolkning af Jorns maleri, ligeså vel som ællingen samlede tråde fra både H. C. Andersen og Møsting.
3. oktober - 1. november 2009
Migrating Gardens
Nis Rømer og Oda Projesi
På Andebakkesøen foran Møstings Hus lå der i hele oktober flydende nyttehaver. Kunstnerne bag udstillingsprojektet var den danske billedkunstner Nis Rømer og den tyrkiske kunstnergruppe Oda Projesi. Gennem de flydende haver, en avisudgivelse samt workshops og seminarer indenfor i Møstings Hus satte de fokus på sammenhængen mellem klimaforandringer, landbrug og urbanisering.
Migrating Gardens var en del af Kunst & Bæredygtighed på Frederiksberg.
5. juli - 12. oktober 2008
Reflections. Udstillingstrilogi på Andebakkesøen.
Fraenzi Neuhaus, Mette Høyen Andersen og Martin Erik Andersen
Hen over sommeren 2008 var søen foran Møstings Hus omdannet til et utraditionelt udstillingsrum.
Udstillingstrilogien "Reflections" bød på tre værker.
Det første værk, Blossoms, var skabt af den anerkendte schweiziske billedkunstner Fraenzi Neuhaus, der eksperimenter med den tekniske bearbejdning af industrielle materialer, som plastik og nylon, der transformeres til næsten feminine værker i organiske former.
Herefter skabte de to danske billedkunstnere Mette Høyen Andersen og Martin Erik Andersen værker, der på forskellig vis forholdt sig til vandet som element og søen som udstillingsrum.
Q&A - 3 spørgsmål til kunstnerne
MARTIN ERIK ANDERSEN
Hvordan forholder du dig til søen som udstillingsrum?
MEA:
Generelt som udstillingsrum betragtet er den jo et problem. Der er selvfølgelig et stort traditionsrum for klassisk plastik som vandkunst. Men vel fra et eller andet sted i modernismen er det jo et felt som bliver udvisket sammen med så mange andre dekorative placeringer af billedkunst. Vandkunst og springvand har i dag en slags billedkunstnerisk lavstatus. Vandkunstens meget direkte servicering af rekreation, underholdning og repræsentation falder temmelig skævt i forhold til billedkunstens kritiske selvforståelse. Og på den måde rammer problematikken jo lige ned i et hårdt skisma mellem billedkunst og offentlighed. Men personligt har jeg det normalt fint med den slags, og jeg bruger tit og gerne lavstatuselementer som afsæt for mit arbejde (fx Anders And blade, gulvtæpper eller papkasser). Så som udstillingsrum tænker jeg nok søen som tættere på søerne i Bonbon-land end på Gefionspringvandet.
Hvordan forholder du dig til vandet som element?
MEA:
Nu er sådan at jeg for det første ikke kan svømme. Og for det andet så er en af mine absolutte favorit film "Don't Look Now" af Nicholas Roeg. Det er en film som handler om en fatal forbindelse mellem vand, blindhed og død. Nicholas Roeg kommer i "Dont Look Now" blandt andet rundt om et spørgsmål som lyder sådan her "hvordan kan jorden være rund hvis en frossen brønd er flad". Filmen finder svaret i en fiktiv bog som hedder "Beyond the Fragile Geometry of Space".
Egentligt er det er faktisk sådan at jeg nogen gange kan blive bange for vandpytter. Ikke fordi jeg tror jeg skal drukne i dem, men mere for deres diskrete ikke-hed, bare som snavsede/sorte/spejlende/henkastede/amorfe ansamlinger . Det minder mig om al den ødelæggelse som stille og roligt konstant flyder ind i verden. Vand, hvis det ikke er noget jeg drikker, minder mig nok om hvor skrøbelige vores kulturelle konstruktioner er.
Hvordan forholder du dig til stedets historiske identitet?
MEA: Der er naturligvis en lang række objektive problematikker i forholdet mellem sted, historie og konstruktion som er påfaldende kulturkonservative, men det er vel meget naturligt på Frederiksberg. Jeg har jo nok valgt at tage situationen som en samlet pakke.
Hvis man leger med på hele det lidt asociale og romantiske setup, og kigger på Møstings hus sammen med dets spejling ned i søen, og måske samtidig tænker på at huset en gang før er pakket sammen og flyttet, så står man med en sær genfærdsagtig kobling mellem fiktion og konstruktion. Poes ”Fall of The House of Usher” ligger lige rundt om hjørnet.
Jeg var ikke oprindeligt klar over at søen var kunstigt anlagt. Min første tanke var at den var et slags gadekær, som var blevet kultiveret ind den klassiske romantiske havetradition. En tradition som er fuldt udfoldet i Frederiksberg have lige bag ved. Da jeg skulle kigge på søen første gang i denne sammenhæng var søen netop blevet renset, og til min store glæde gik det op for mig at søen ikke var en sø men et kunstigt betonbassin. Bassinets bund er bygget op af store betonplader. Det rykker jo på en gang diskursen ud af naturen og ud af den romantiske havetradition, og ind i et konstruktivt pragmatisk rum, som for mig er et langt bedre billedkunstnerisk afsæt. Når vandet er renset punkterer søen sig selv som repræsentativ kulisse. Og så er jeg jo pludselig på hjemmebane, for mit eget arbejde kan jeg, i hvert fald selv, se som en lang række lokale punkteringer af rum og betydninger.
Med Betongriddet i bassinet, som jo næsten bliver til en slags topografisk tegning, bliver søen måske et slags kulturelt hul eller en dobbeltspejling, som måske giver mig mulighed for sammen med Nicholas Roegs at spørge asocialt til forholdet mellem vand, blindhed og vision.
METTE HØYEN ANDERSEN 
Hvordan forholder du dig til søen som udstillingsrum?
MHA:
Søen er et lille helle i byrummet, et sted hvor man på sin vej forbi måske standser op og lader øjet hvile et øjeblik. Jeg ser søen som et kontemplativt rum, et rum for refleksion og det er denne tilstand af flux, der er udgangspunkt for mit værk til søen.. Men samtidig også den historiske stemning omkring søen, der kan minde om et gammelt gadekær, på trods af at den ikke er så gammel endda eller naturligt opstået. I forhold til udstillingstrilogiens titel er det altså mere den mentale refleksion jeg forholder mig til - at noget reflekteres i menneskets møde med stedet, såvel som noget reflekteres i søens vand.
Hvordan forholder du dig til vandet som element?
MHA:
Jeg udnytter vandets bærende egenskab og lader værket flyde i vandets overflade. Jeg har taget udgangspunkt i et brev. Et brev uden ord. Værket er udskåret i træ og ligger fladt flydende på vandet, som ornamentik men uden at være helt symmetrisk, som en blomst men uden at den rejser sig eller et stort blad der er faldet ned fra et træ, men farven peger måske en anden vej, såvel som den helt flade form. Der er referencer til naturen og til vandet som spejling af en flydende, mental tilstand. Og til brevet som bærer af noget privat, måske intimt, noget der meddeles til et menneske fra et andet.
Hvordan forholder du dig til stedets historiske identitet?
MHA: Den intime stemning ved den gadekærsagtige sø, fik mig til at tænke tilbage. Brevet, som er det faktiske udgangspunkt for værket, er et billede på refleksion, men samtidig også en henvendelsesform, der er fortidig, passé. Ligesom den historie Møstings Hus og søen fortæller. I mit værk forholder jeg mig til denne historie i en nutidig form.
FRAENZI NEUHAUS
How do you relate to the lake as an exhibition space?
FN:
The surface of the water as a place of exhibition offers totally different opportunities. The installation BLOSSOMS shall combine the liveliness of the water, the quietness of the swimming objects and the reflections of the light on the water.
How do you relate to the water as an element?
FN:
Shui, water, means: coming to a quiet state. Endure anxiety, panic and darkness, get lost, emerge and continue.
This meaning, this atmosphere I would like to take up and yet set a counterpart with a contemporary material, plastic PP, in a vivid yellow colour.
A swimming net of blossoms will cover part of the surface of the water. The imaginary forms of the blossoms, the grown net suggests lightness, wonderful life, sweet-smelling freedom.
How do you relate to the identity of the place?
FN:
The Möstings Hus is situated wonderfully with the water in front and the green, beautiful Frederiksberg Park in the back. This idyllic place in the middle of the city reminds of the garden of Monet in Giverny, South of Paris. Claude Monet lived there and had the big pond with water lilies and the Japanese bridge set up and painted it in all different atmospheres.
