Frederiksbergordningen

 

F R E D E R I K S B E R G O R D N I N G E N

2007 - 2010


_______________________________________________________________


TILSKUD TIL AKTIVITETER FOR BØRN OG UNGE UNDER 25 ÅR

 

Frederiksbergordningen er betegnelsen for retningslinjer vedrørende de tilskud, som Frederiksberg Kommune yder til godkendte børne- og ungdomsforeninger i henhold til Lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning og frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde (Folkeoplysningsloven).

 

Formålet med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde er med udgangspunkt i aktiviteten og i det forpligtende fællesskab at styrke folkeoplysningen og dermed medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
Det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde rummer idræt samt idébestemt og samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde, hvortil er knyttet deltagerbetaling.

 

Folkeoplysningsudvalget i Frederiksberg Kommune ønsker med denne ordning at sikre en ligestilling hos de tilskudsmodtagende foreninger, dog med respekt for de enkelte foreningers identitet og egenart. Herudover vil folkeoplysningsudvalget imødekomme foreningernes ønske om selvforvaltning af tilskuddene.

 

§  1 Godkendelsesbetingelser

 

En frivillig folkeoplysende forening skal:


• have formuleret et formål, som fremgår af vedtægten
• tilbyde folkeoplysende virksomhed/aktivitet efter folkeoplysningsloven
• have en bestyrelse - dog kan følgende personer ikke være medlem

  af bestyrelsen:
1. Medlemmer af bestyrelser i fonde, selskaber, foreninger eller andre

    virksomheder, der udlejer lokaler m.m. til foreningen eller kontrollerer

    udlejer af lokaler m.m. til foreningen.
2. Advokater, revisorer og lignende rådgivere for samt ansatte i fonde,

    selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer lokaler m.m.

    til foreningen, eller som kontrollerer udlejer af lokaler m.m. til foreningen.
3. Ejere af lokaler m.m., der udlejes til foreningen.
    Nr. 1 og 2 omfatter ikke fonde, selskaber, foreninger eller andre

    virksomheder, der er almennyttige, og hvis hovedformål er at stille

    faciliteter til rådighed for børn og unge.                           
• være demokratisk opbygget (dvs, at medlemmerne har indflydelse på

   foreningens ledelse, at der afholdes valg til bestyrelsen, at der afholdes

   generalforsamling, medlemsmøder eller lignende. Børnemedlemmer kan

   være repræsenteret ved deres forældre i foreningens demokratiske

   struktur).
• bygge på aktivt medlemskab og have mindst 5 betalende medlemmer
• være åben for alle, som tilslutter sig foreningens formål
• være hjemmehørende i Frederiksberg Kommune
• have en aktivitet, der er almennyttig og kontinuerlig (der er her tale om

  faste, plan-lagte aktiviteter, som primært forventes at forløbe over hele

  året).
• synliggøre sine aktiviteter gennem oplysning om foreningen på

  kommunens hjemmeside og i kommunens fritidspjece.

 

Stk.2
Foreningens vedtægt skal indeholde oplysninger om formål, hjemsted,

medlemsoptagelse, valg til bestyrelsen og dens antal, tegningsret og

anvendelse af eventuelt overskud ved ophør.

Stk. 3
Folkeoplysningsudvalget afgør ud fra en samlet vurdering af de foreliggende

oplysninger, om foreningen kan godkendes som tilskudsberettiget i

Frederiksberg Kommune.
Godkendelsen af nye foreninger sker løbende i folkeoplysningsudvalget.

 

 
§ 2 Ansøgning om tilskud

 

Foreningens aktiviteter skal gennemføres i overensstemmelse med de i § 1

nævnte betingelser.
Der kan ikke søges om tilskud til virksomhed, der hører under anden

lovgivning.

 

Ansøgning om tilskud sker på særlige skemaer, som udarbejdes og udsendes

af Kulturdirektoratet.
Ansøgningsfristen er 1. november. Såfremt en forening fremsender

ansøgning efter fristens udløb, kan folkeoplysningsudvalget fratrække

10 % af aktivitetstilskuddet.

 

§  3  Aktivitetstilskud

 

Godkendte foreninger modtager et tilskud for hvert medlem under 25 år

uanset bopæls-kommune. Ansøgningen om aktivitetstilskud sker på

baggrund af medlemstallet pr. 1. oktober.

Stk. 2
På ansøgningsskemaet opgøres medlemstallet i aldersgrupperne under og

over 25 år samt antallet af frederiksbergborgere i de to grupper.

Stk. 3 
Tilskuddet forudsætter en egenbetaling. Hvis denne er mindre end

tilskuddets størrelse, udbetales tilskud svarende til egenbetalingens

størrelse, og hvis egenbetalingen er større end tilskudssatsen, opnås

fuldt tilskud.
Ved egenbetaling forstås det årlige beløb, der opkræves hos medlemmerne

for deltagelse i foreningens aktivitet. Det kan f.eks. være kontingenter,

betaling til ture, lejre, stævner eller lignende arrangementer inden for

foreningens formål, og som indgår i foreningens årsregnskab.

Stk. 4 

Indmeldelse og kontingentfastsættelse skal ske direkte i den

frederiksbergske forening, dvs. ikke i en landsorganisation eller et

landsforbund.

Stk. 5 
Ved tilskudsberegningen for godkendte handicapforeninger tæller de under

25-årige medlemmer dobbelt.

Stk. 6 
Tilskuddet udbetales i to rater i januar og juli kvartaler. Ved udbetalingen af

2. rate kan ske modregning i forbindelse med afregning af foregående års

tilskud.

 

§  4 Afregning af aktivitetstilskud

 

Ved afregning af aktivitetstilskuddet, som sker i det efterfølgende år, kan

et fald i det faktiske medlemstal i forhold til det opgjorte pr. 1. oktober (15

måneder tidligere) accepteres med indtil 10%. Herefter kræves

tilbagebetaling eller modregning i forhold til foreningens regnskab og

dokumenterede egenbetaling.
Såfremt en forening har medlemsstigning i løbet af året, kan der ikke ydes

ekstra tilskud i forbindelse med afregningen.

 

§  5  Lokaletilskud

 

En del af beløbsrammen til lokaletilskud anvendes som tilskud til de private

idrætshaller, lokalerne på Grundtvigs Sidevej 8 samt FDF-kolonien Jomsborg.

Stk. 2

Godkendte foreninger får tilskud til driftsudgifter til leje af idrætshaller og

andre haller samt andre lokaler og lejrpladser, der ejes eller lejes af

foreningen til brug for aktiviteter for børn og unge under 25 år.
Ovennævnte lokaler, haller og lejrpladser skal være privatejede og

beliggende i Danmark eller Sydslesvig.

Stk. 3
Tilskuddet ydes til de i lov og bekendtgørelse angivne driftsudgifter

(lejeudgifter, renter af prioritetsgæld, skatter, afgifter, forsikringer,

almindelig vedligeholdelse, opvarmning, belysning, rengøring og fornødent

tilsyn) jf. dog stk. 3. Eventuelle leje- eller fremleje-indtægter fradrages

inden beregning af tilskuddet.
Der ydes mindst 65% og op til 100%, i det omfang der er økonomisk

mulighed herfor.
Der foretages fradrag for medlemmer over 25 år, såfremt disse udgør mere

end 10 % af foreningens medlemmer. Ledere og instruktører for

aktiviteterne medtælles ikke. 
Stk. 4

Undervisningsministeren kan fastsætte et maksimum for driftsudgifter til

haller og lokaler som kommunen er forpligtet til at yde tilskud til. Dette

tilskudsloft reguleres en gang om året.

Stk. 5 

Med ansøgningen om lokaletilskud vedlægges en specificeret opgørelse over

det forventede timetal i de lokaler, der søges om tilskud til. Der skal alene

medregnes timer, som er planlagt anvendt til egentlige foreningsaktiviteter.

Kontorer, depoter, baderum, køkken og birum kan ikke medregnes som

lokaletimer. 
Stk. 6
Lovens §26 Kommunalbestyrelsen kan efter en konkret vurdering i folke-

oplysningsudvalget nedsætte tilskuddet, hvis driftsudgifterne til et

almindeligt lokale ikke står i et rimeligt forhold til antallet af deltagere eller

til lokalets anvendelse i øvrigt. Tilskuddet kan også nedsættes, hvis drifts-

udgifterne ikke svarer til det normale udgiftsniveau for et til formålet

passende lokale i området.

Stk. 7
Kommunalbestyrelsen kan undlade at imødekomme ansøgninger om

lokaletilskud til nye lokaler samt udvidelse af lokaler, hvis folkeoplysnings-

udvalget kan anvise et egnet offentligt lokale.

Stk. 8
Lovens §28 Lokaletilskuddet udbetales i 4 rater i januar, april, juli og oktober

kvartaler. Ved udbetalingen af 3. og/eller 4. rate kan ske modregning i

forbindelse med afregning af tilskud for foregående år.


§   6  Afregning af lokaletilskud

 

Afregning af lokaletilskud sker i det efterfølgende år på et af

Kulturdirektoratet udarbejdet og udsendt afregningsskema. Med det udfyldte

afregningsskema skal medfølge al original udgiftsdokumentation for de

tilskudsberettigede udgifter samt foreningens reviderede og godkendte

årsregnskab.

Stk. 2 

Har en forening haft ekstra uforudsete lokaleudgifter i forhold til de

budgetterede udgifter, kan tilskuddet blive reguleret med ekstra udbetaling

i det omfang, der er økonomisk mulighed herfor.


§  7 Regnskab

 

Foreningen aflægger regnskab for tilskud i henhold til loven. Regnskabsåret

skal følge kalenderåret. Af regnskabet skal bl.a. fremgå:
• egenbetalingen opdelt i under og over 25-årige medlemmer
• de tilskudsberettigede udgifter
• de modtagne tilskud
Regnskabet underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 2 

Regnskabet skal være forsynet med påtegning fra foreningens revisor(er)

samt være godkendt af foreningens øverste myndighed, f.eks.

generalforsamlingen.

Stk. 3 

Alle foreninger skal sende et eksemplar af deres godkendte og reviderede

regnskab til Kulturdirektoratet i forbindelse med afregning af lokaletilskud

og/eller aktivitetstilskud inden 30. april.

Stk. 4 

Såfremt regnskab og afregning ikke modtages i Kulturdirektoratet inden for

den fastsatte frist, tilbageholdes næste tilskudsrate(r), indtil materialet modtages.


§  8  Revision

 

Foreningens revisor, som er uvildig og uafhængig af bestyrelsen, skal kontrollere foreningens oplysninger, og at regnskabet er aflagt i overensstemmelse med folkeoplysningsloven og Frederiksbergordningen.

 

Stk. 2

For foreninger, hvis samlede tilskud udgør mere end 120.000 kr., skal

revisionen foretages af en registreret eller statsautoriseret revisor.
Revisor skal bl.a.:
• foretage revision i overensstemmelse med god revisionsskik
• sikre overensstemmelse med bevillinger, love, indgåede aftaler og

  sædvanlig praksis
• udføre stikprøvevise undersøgelser
• foretage uanmeldt kasseeftersyn mindst en gang årligt,

  herunder undersøge forretningsgange og påse, at den interne kontrol

  er i orden
• give foreningen besked om eventuelle lovovertrædelser og tilsidesættelser

  af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med midlernes

  forvaltning
• efterprøve om foreningens oplysninger til brug ved beregning af tilskud er

  korrekte, og at der foreligger dokumentation for deltagernes samlede

  egenbetaling.

 
§  9 Beretning

 

Af hensyn til sammenlignelighed foreningerne imellem indsendes en

årsberetning på en særlig skabelon fremsendt af Kulturdirektoratet.
Stk. 2 

Beretningen indsendes til Kulturdirektoratet sammen med afregningsmaterialet.

 

 

§ 10 Ophør

 

Hvis en forening ophører med aktiviteter i Frederiksberg Kommune, skal

Kulturdirektoratet straks have meddelelse herom, og afregning af tilskud

sker snarest muligt herefter.
Ved en forenings opløsning skal et eventuelt overskud, der er opstået ved

deltagerbetaling, tilfalde almennyttige formål.

Stk. 2
Lovens §§ 30 og 31 For meget udbetalt tilskud kræves tilbagebetalt.

Kravet rettes mod den ansvarlige tilskudsmodtager.

 

§ 11 Anvisning af lokaler og udendørs baner

 

Lokaleanvisningen sker i Kulturdirektoratet i henhold til et særligt

regelsæt, som kan fås ved at kontakte direktoratet.

Stk. 2

Lokaler og boldbaner stilles gratis til rådighed for brugerne i følgende

prioriterede rækkefølge:
1. aktiviteter for børn og unge  (foreninger)
2. folkeoplysende voksenundervisning  (aftenskoler)
3. aktiviteter for voksne  (voksenforeninger, f.eks. firmaidræt)
Dog har handicappede fortrinsret til lokaler, der er særligt egnede til undervisning af handicappede.

Stk. 3

Anvisning af visse kommunale haller og udendørs idrætsanlæg sker gennem

Frederiksberg Idræts-Union.  Ansøgning om benyttelse af disse faciliteter rettes til Unionen.

 

§ 12  Generelt

 

Folkeoplysningsudvalget fastsætter tilskudssatser efter

kommunalbestyrelsens budgetvedtagelse, og når antallet af tilskuds-

berettigede medlemmer og behovet for lokaletilskud kendes.

Stk. 2 

Folkeoplysningsudvalget kan til enhver tid tage en forenings tilskudsforhold

op til vurdering og regulering.

Stk. 3
Lovens §41 Klage over folkeoplysningsudvalgets afgørelser kan ske til

Kommunalbestyrelsen inden 4 uger, fra meddelelsen om afgørelsen/tilskuddet er givet.

Stk. 4 

Kommunalbestyrelsen kan løbende justere i Frederiksbergordningen, når

særlige omstændigheder gør det nødvendigt.

 

Retningslinjerne er tiltrådt af Folkeoplysningsudvalget 13. juni 2006, tiltrådt af Idræts- og Fritidsudvalget 21. august 2006 og godkendt af Kommunalbestyrelsen 11. september 2006.

 


 

 

Sidst redigeret d. 30/05 - 2011

Ansvarlig afdeling: Kultur, Fritid & Erhverv

 
Kontakt  | TLF 3821 0117
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/ByOgKultur/KulturOgFritid/Tilskud/OrdinaereKommunaleTilskud/Frederiksbergordningen.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune