Gå direkte til sidens indhold

Frederiksberg uddanner flygtninge som buschauffører

Frederiksberg uddanner flygtninge som buschauffører

10-01-2017

Frederiksberg har indgået aftale om uddannelse af flygtninge til buschauffører.

Transportbranchen imødeser mangel på arbejdskraft, og de flygtninge, der kommer til Danmark, har brug for job. Det er baggrunden for et helt nyt samarbejde mellem Frederiksberg Kommune og uddannelsescenter UCplus, der blandt andet uddanner buschauffører.

Samarbejdet handler i første omgang om 10 flygtninge, der i løbet af 2017 får danskundervisning på UCplus samtidig med, at de får en praktikplads, der skal forberede dem til arbejdet som buschauffører.
1. viceborgmester Morten Jung (B) er begejstret for indsatsen:
”Vi slår to fluer med et smæk med denne ordning. Vi hjælper Frederiksbergs flygtninge med at skabe sig en meningsfyldt hverdag og blive en del af det danske samfund. Samtidig hjælper vi en branche, der har svært ved at rekruttere arbejdskraft. I 2017 tager vi de første spæde skridt – men det her kan få stor betydning for mange flere mennesker – og ikke alene på Frederiksberg,” siger han. 

Der er begyndt  to flygtninge og der er én på vej i de særlige forløb, som varer mellem halvandet og to år. Her får deltagerne danskundervisning 18 timer om ugen og kommer på flere virksomhedsbesøg, hvor de lærer deres kommende arbejdspladser at kende. Deltagerne er garanteret job som buschauffører, hvis de består danskprøven og eksamen som chauffør. Selve praktikdelen er på 15 timer om ugen, og den foregår typisk i servicerettede brancher, som for eksempel på tankstationer. 

Formand for Frederiksberg Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg, Lars Berg Andersen (I), lægger stor vægt på aftalens fremtidige muligheder: 
”Disse forløb tager længere tid  end vores øvrige forløb for flygtninge. Men vi ser det som en investering og ikke mindst som fælles erfaringsudvikling i forhold til rekruttering af flygtninge til branchen. Indtil nu har det været udfordrende at skaffe flygtninge praktikpladser inden for transportbranchen blandt andet på grund af kravene til deres danskkundskaber. Nu håber vi at have skabt et samarbejde, der baner vejen, og som kan få stor effekt – menneskeligt såvel som samfundsmæssigt,” siger han.