Sundhedsundersøgelse i Region Hovedstaden

Sundhed er vigtig for borgerne i Region Hovedstaden, og borgerne vil gerne have indflydelse på fremtidige indsatser på sundhedsområdet. Det viser en opgørelse af de foreløbige tilbagemeldinger på den store regionale sundhedsundersøgelse Hvordan har du det?2010, hvor 95.000 borgere har modtaget et spørgeskema om sundhed og sundhedsvaner. Efter de første 3 uger har næsten 42 % af de adspurgte borgere på Frederiksberg svaret på spørgeskemaet. Til sammenligning har 43 % svaret i hele regionen.

 

”Vi er meget glade for den store opbakning og vil gerne sige tak til alle de borgere, der allerede har svaret,” siger borgmester Jørgen Glenthøj (C). ”Og de, der endnu ikke har svaret, kan nå det endnu. Som noget nyt er det i år også muligt at svare via internettet. Vi håber naturligvis på, at vi kan nå over besvarelsesprocenten for 2008, hvor vi fik svar fra 51 % af borgerne på Frederiksberg”

 

Og det er vigtigt, at rigtig mange svarer, for jo flere svar, jo mere præcist et planlægningsredskab får kommunerne og regionen til at prioritere de fremtidige indsatser på sundhedsområdet. Med sundhedsprofilen har kommunen et vigtigt redskab i udarbejdelsen af den sundhedspolitik, som kommunen er ved at udarbejde.

 

Yderligere information:
Helle Goyle, Frederiksberg Sundhedscenter 28 98 54 04

 

Fakta

  • 95.000 borgere fra 16 år og opefter i Region Hovedstaden har fået tilsendt et spørgeskema. Borgerne er tilfældigt udvalgt og udgør et repræsentativt udsnit af regionens borgere.
  • Spørgeskemaundersøgelsen er en landsdækkende undersøgelse og resultatet af et nationalt samarbejde mellem stat, regioner og kommuner.
  • Spørgeskemaet sendes til 4.500 borgere på Frederiksberg.
  • Spørgeskemaet indeholder spørgsmål om egne sundhedsvaner som ryge-, alkohol- og kostvaner, fysisk aktivitet, stress, symptomer og sygelighed
  • Undersøgelsen suppleres med data fra de centrale registre om fx sygehuskontakter og diagnoser, medicinforbrug og kontakter til almen praktiserende læger, hvilket tegner et detaljeret billede af borgernes sundhed i regionen.
  • De borgere, der endnu ikke har svaret, vil i uge 11 blive mindet om undersøgelsen, når de modtager et brev med en kode, som giver adgang til spørgeskemaet på www.fcfs.dk.


 

Sidst redigeret d. 09/01 - 2011

Ansvarlig afdeling: Ledelsesstaben

 
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/OmKommunen/Nyheder/Presserum/Pressemeddelelser/2010/1/120310StorInteresseForSundhedsundersoegelseIRegionHovedstaden.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune