Et stort flertal i Kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, nemlig Det Konservative Folkeparti, Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF har indgået aftale om budgettet for 2011. I budgetaftalen er indeholdt en omfattende udbygning af kommunens servicetilbud til børn, unge og ældre de kommende år. Samtidig sikres en bæredygtig økonomi i balance. En vigtig indsats er effektivisering af den kommunale organisation.
”Når målet er mere velfærd, er midlerne en by i fortsat vækst, en effektiv kommune og et budget i langsigtet balance. Det har vi i fællesskab opnået gennem budgetaftalen”, udtaler borgmester Jørgen Glenthøj.
- Budgetaftalen betyder, at budgettet frem mod 2014 går fra et større underskud i 2010 til at der i løbet af de kommende fire år skabes balance mellem udgifter og indtægter, hvor skatten holdes i ro og gælden ikke øges. Den økonomiske balance er en vigtig forudsætning for en stabil udvikling.
- Der sikres pladser, personale og bygninger til det stigende antal børn i institutioner og skoler. Indenfor de næste 4 år anvendes mere end 1 mia. kr. til denne servicevækst, således at den høje kvalitet kan fastholdes og udvikles.
- Der gennemføres en fortsat modernisering og omstilling af tilbuddene til ældre og svage medborgere med bygning af nye tidssvarende boliger og styrkelse af den forebyggende og rehabiliterende indsats.
- Derudover afsættes ekstra resurser til en række forskellige indsatser blandt andet på kulturområdet, det sociale område samt trafik- og miljøområdet.
Effektiviseringsindsatsen omfatter mange forskellige initiativer, blandt andet digitalisering, styrket indkøb, afbureaukratisering og administrativ effektivisering. Samtidig udvikles og omstilles visse servicetilbud som følge af ledig kapacitet eller ændrede behov, og der sker også på enkelte områder en omprioritering til fordel for andre servicetilbud.
Budgetaftalen drøftes ved 1. behandlingen af budget 2011 i Kommunalbestyrelsen den 6. september 2011.
Læs politikernes taler her
Yderligere oplysninger:
Borgmester Jørgen Glenthøj (C): 3821 2030
Katrine Lester (A): 2624 6158
Balder Mørk Andersen (F): 2614 0465
Lone Loklindt (B): 28982771
Jan E. Jørgensen (V): 52344221
Læs mere om initiativer og baggrund i den vedlagte budgetaftale
Bilag: Anlægsplan 2011-2014
Bilag: Driftsændringer