Lørdag den 12 juni kl. 14-21 på Solbjerg Plads, Frederiksberg
Tre udendørsscener, tre indendørsscener og byens rum er platformen når kataPULS – Frederiksbergs nye ungdomsfestival – går i luften den 12. juni. Der er musik, performance og sportsaktiviteter på programmet og med 650 unge på deltagerlisten i alderen 13-19 år er der i den grad lagt op til et brag af en fest, når først Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj kaster de første håndtegn og skyder festlighederne i gang.
Aktivitetsniveauet er højt og forventningen stor, når unge talenter indtager scenerne. Man kan møde ambitiøse bands som ”Angels and Soldiers” og ”Menace to the System” på Festivalscenen, de festlige Divas Cheerleaders på Solbjerg Plads og skuespiltalenter fra C:ntact Teatret på Loungescenen, der optræder med monologer fra forestillingen ”Hittegods”. Har man en rapper i maven, er det på Urbanscenen det foregår, når arrangørerne bag ”Be(at) my guest” inviterer til rap battle. Festivalen afsluttes med et brag af en performance med Freestyle Phanatix – Skandinaviens største professionelle breakdance-trup og hiphop kollektiv. Kedeligt bliver det ikke!
kataPULS er de unges festival. Udstyret med et stort ansvar arbejder de både med i planlægningsfasen og under selve afviklingen som sceneansvarlige, konferenciers og roadies. På dagen kan man desuden møde et team af unge, der iklædt kamera og det skarpe blik bevæger sig rundt som fotojournalister og fanger festivalens højdepunkter og sjove happenings.
Festivalen arrangeres af Frederiksberg Kommune, Musikhøjskolen og Frederiksberg Idræts Union. Men det kan kun lade sig gøre i et tæt samarbejde med Falkoner Biografen, Frederiksberg Centeret, CBS, Cafe Zusammen og en lang række frivillige fra byens ungdomsskoler, klubber og idrætsforeninger.
kataPULS afvikles i forbindelse med årets ’Frederiksberg Dage’