Orienteringsløb for hele familien lørdag den 21. august kl. 13
Start- og målområde på Kjeld Petersens Plads foran Den Gule Villa
Dirch Passers Allé 2, 2000 Frederiksberg
Præmieoverrækkelse ved borgmester Jørgen Glenthøj kl. 15.00
Start op efter sommerferien med at støve kondiskoene af og tilmelde dig eller hele familien til Flintholm-løbet. Løbet er først og fremmest en oplevelsestur rundt blandt Flintholms nye pladser, gårdmiljøer, parker og flotte bygninger men samtidig også et orienteringsløb på tid, hvor det kan blive dit hold, der efter at have været kvikkest til at løse opgaverne bliver de første vindere af Flintholm-løbet nogensinde med flotte præmier til følge.
Flintholm-løbet er udviklet af Sportsaktiviteter.dk og arrangeret som en del af eventen ”Flintholm - arkitektur – historie – udeliv” tilrettelagt af Frederiksberg Kommune i et samarbejde mellem afdelingerne Kultur & Fritid, Bygge-, Plan- og Miljø samt Vej & Park. Ideen med løbet og hele eventen er at sætte fokus på Flintholm og dels slå et slag for formidlingen af de fantastiske byhistorier der gemmer sig på det ydre Frederiksberg dels fremhæve det nye spændende byggeri og de mange visionære tanker for området.
Starten på løbet er kl. 13 og derefter sendes der hold af sted med 2 minutters mellemrum. Ruten er ca. 1,5 km. lang og tager små 45 minutter at gennemføre. Klokken 15 er Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj klar til at overrække præmier til de 3 hurtigste hold samt uddele lodtrækningspræmier sponsoreret at handelsdrivende med lokalinteresse i Flintholm såsom DøgnNetto, Den økologiske frisør på Finsensvej, Lucky Sushi, Frederiksberg Centeret og DSB.
Flintholm-løbet er gratis af deltage i og alle kan være med. Man kan stille op alene eller som hold/familie og der vil både være udfordringer for børn og voksne. Tilmeldingen foregår ved at klikke sig ind på Den Gule Villa under arrangementer og trykke på tilmeldingslinket.
I Den Gule Villa vil der i forbindelse med løbet være mulighed for at se udstillingen ”Flintholm på tegnebrættet” og høre mere om de mange nye tiltag i Flintholm ved repræsentanter fra Holscher Arkitekter, Vej & Park m.fl.
Læs mere på Den Gule Villa eller kontakt Tina Hou Christensen på tlf. 28980921 eller tich03@frederiksberg.dk