Lørdag den 11. september til søndag den 10. oktober 2010, kl. 11-16. (Fri entré)
Møstings Hus, Andebakkesti 5, 2000 Frederiksberg.
Fernisering fredag den 10. september kl. 16-18
Udstillingen åbnes af formand for Kultur og biblioteksudvalget Lone Loklindt
På sin udstilling i Møstings Hus spiller Gay Christensen på ordspillet flugt og udflugt, og dermed spænder han udstillingens tema ud over såvel krigssituationer som al anden form for (ud)flugt.
I den kryptiske udstillingstitel Ta’ ud på flugt. Ta’ på udflugt ligger en spejling af ordene. Gay Christensens værker forholder sig både til det at være tvunget på flugt fra noget eller nogen, og det at tage på udflugt, som har en lystbetonet og momentan karakter. Hvad enten det er en reel flugt fra et land på grund af politiske eller klimamæssige forandringer, eller det er virkelighedsflugt når man for en kort stund rejser ind i litteraturens verden, så søger man i begge tilfælde noget andet end det man kommer fra. Det er denne opsplitning i poler mellem krig og fred, mellem hverdag og drøm og mellem virkelighedens realiteter og forestillingsverdenens muligheder, som Gay Christensens billeder indkredser.
På udstillingen kan man bl.a. opleve portrætter af forfattere og musikere som Salman Rushdi, Dan Turell, Leonard Cohen, Lou Reed, m.fl. som er blandt dem Gay Christensen flygter sammen med når hverdagen trænger sig på. Udstillingen præsenterer både træsnit og installationer, og alle værkerne tager udgangspunkt i forskellige former for (ud)flugt.
Maleren, billedhuggeren og grafikeren Gay Christensen er autodidakt og debuterede i 1980 på Kunstnernes Efterårsudstilling. Han er medlem af Billedkunstnernes Forbund, Danske Grafikere og Kunstnersamfundet. De sidste år har han udelukkende arbejdet med træsnit og installationer. Gay Christensen arbejder også med træsnittet i forbindelse med bogillustrationer, senest i Selma Lagerlöfs Rødhalsen.
For yderligere information se: www.gay-christensen.com eller kontakt udstillingsleder Astrid la Cour, asla01@frederiksberg.dk, 3821 0112.
Pressebillede: Træsnit af Gay Christensen, Foto Thomas Evaldsen