Grethe Rostbøll

Budgettale 2009

Grethe Rostbøll, fmd. for Kultur- og biblioteksudvalget

Hvad Frederiksberg har brug for
Når det gælder kultur i bred forstand, har jeg stor tillid til, at den gode udvikling vil fortsætte i årene, der kommer. Udgangspunktet er højt, og vi har haft gode år med rigtig mange vellykkede satsninger. Kulturkalenderen er et synligt bevis på, at der er aktiviteter for enhver smag, og borgerne på Frederiksberg er flittige brugere af biblioteker, andre tilbud som musikarrangementer, udstillinger og litterære saloner. Aktivitetsniveauet er fortsat højt og præget af, at mange private initiativer ser dagens lys i de mange tilgængelige kulturhuse.
På en række områder, som Golden Days, Jazzfestival, Jazz for børn, Frederiksbergdage. Musikhøjskolens nye sal i kælderen og Katapuls for nye bands viser, at der også er nye talenter på vej.

Biblioteket
Er fortsat kommunens store kulturudbyder, der kan roses for virkelig at kombinere en klassisk biblioteksopgave med bøger og folkeoplysning med brug af nye medier. Takket være en dygtig professionel ledelse og en række engagerede medarbejdere opstår der stadig nye tilbud – men uden at den oprindelige hensigt med folkebibliotekerne tilsidesættes. For en orden skyld, vil jeg gerne understrege, at den mindre besparelse, der er med i år IKKE er på materialeindkøb, men på håndteringen, IT mm.
Projektet ”Biblioteket spiller On-line”, og ”Spilzonen” er kommet fint fra start i 2008 på Hovedbiblioteket med økonomisk støtte udefra.

Andre institutioner
På Musikhøjskolen er der fortsat en meget stor tilgang, og det kan være svært at imødekomme de mange henvendelser. I løbet af efteråret vil udvalget justere driftsaftalen med Musikhøjskolen, og på det kommende budget tilføres yderligere 3000.000 kr. København har opsagt sin aftale med Musikhøjskolen, og det betyder med den nye bevilling, at skolen kan imødekomme de mange elever, der er på venteliste. Der bliver også plads til at styrke samspil og kor. Plus en pulje til nedsættelse af prisen på undervisning efter nærmere fastlagte regler.

Udfordringer
Årets store udfordring har været teaterområdet, hvor der stort set natten over i vinter forsvandt mere end 20 mio. fra Frederiksbergs teaterliv. Mangt og meget er sagt og skrevet derom. Men sagen er, at vi her skulle finde nogle millioner til at redde Aveny teatret som en Frederiksberg skuespilscene. Det er nu lykkedes at skrue en model sammen og finde nogle kunstnere, der fra næste sommer er klar til at rykke ind, restaurere scenerummet og skabe et Aveny, der passer til en Frederiksberg profil.

Friby for forfattere
Takket være en indsats fra den nye borgmester er Frederiksberg som friby for en forfulgt forfatter nu kommet på budgettet. Vi ønsker at gå foran og sikre, at den fine ide nu virkeliggøres. Vi vil presse kulturministeren til at medfinansiere modellen.

Andre institutioner
Jytte Abildstrøms Teater i Riddersalen fungerer fortsat flot. Forligspartierne har ønsket at tilføre det Økologiske Inspirationshus ekstra midler, set i lyset af, at Danmark er vært for FN’s klimatopmøde.
Museerne har haft visse vanskeligheder, og forligspartierne har her været imødekommende for at løse finansieringsbehov i mindre målestok.
Den Gule Villa er kommet godt i gang, foreninger og udstillere har opdaget det fine sted, der er stedse mere optaget. Snart bliver der forhåbentlig smukt omkring huset.

Heldigvis fungerer foreningsliv, kor, litterære og musikalske sammenslutninger til stor glæde for alle borgere. Gennem tildeling af mindre beløb kan disse initiativer nye fremme. Alt i alt er der en kolossal underskov af boblende, kulturel energi.


Tak til de politiske partier for deres meget positive indstilling. Det er vældig rart som formand for Kultur- og biblioteksudvalget at vide, at der er så bred tilslutning til om kulturpolitikken.

Tak til medarbejderne i direktoratet, på biblioteket, andre institutioner og i de udvalg, der arbejder med kultur.

 

Sidst redigeret d. 14/07 - 2010

Ansvarlig afdeling: Økonomiafdelingen

 
Kontakt  | TLF Økonomiafdelingen - 3821 2302
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/PolitikOgDemokrati/Budget/Budget2010/1behandlingB10/GrehteRostboell.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune