Tale ved 1. behandlingen af Frederiksberg Kommunes budget 2010 – 7/9 2009
Af: Jan E. Jørgensen – Venstre
Når jeg én gang om året sætter mig ved min computer for at skrive Venstres budgettale, læser jeg altid først min tale fra sidste år. Det gør jeg først og fremmest for at være sikker på, at jeg ikke gentager mig selv alt for meget.
I år viser sammenligningen med sidste år, at der kan ske meget i politik på et år.
Sidste år sagde jeg, at venstrefløjen var splittet i atomer, fordi SF var gået med i budgetforlig mens Enhedslisten og Socialdemokraterne stod udenfor. I år er jeg på den, for nu er det kun halvdelen af SF, der er med i forlig, mens den anden halvdel er hoppet tilbage i hængekøjen sammen med de andre socialister.
Jeg kan jo ikke bare gentage, at venstrefløjen er splittet i atomer, så jeg har konsulteret Wikipedia, hvor der står, at ”et atom er den mindste kemiske bestanddel af et grundstof. Ordet atom stammer fra det græske ord atomos der betyder udelelig: Grækerne forestillede sig atomet som den absolut "mindste" enhed som materien kan opdeles i.”
Ja – min forestillingsevne sidste år var ikke bedre end grækernes, for jeg havde simpelthen ikke fantasi til at forestille mig, at venstrefløjen kunne splittes i endnu mindre bestanddele. Det er som bekendt sket, og oven i købet så vil de tre partier på venstrefløjen ikke engang være i valgforbund med hinanden – så vidt jeg ved, er det aldrig sket før.
I morges var jeg på rundtur med Børne- og Undervisningsudvalget, og her blev jeg i fysiklokalet på Skolen ved Søerne belært om, at et atom består af protoner og neutroner, som altså er endnu mindre end atomer – så med hjælp fra mine fysikkyndige kollegaer i udvalget Fru Katrine Lester og Hr. Peter Frahm kan jeg i år meddele, at venstrefløjen ikke længere er splittet i atomer, men i neutroner og protoner.
Det er således blevet endnu vanskeligere at forestille sig, at borgmesterposten efter valget skulle gå hen over midten, for en borgmester Wehmüller vil næppe få stemmer fra Socialdemokraterne og Enhedslisten – og en borgmester Lester vil næppe få stemmer fra SF – i hvert fald ikke fra hele SF. Der ud over skal de tre partier blive enige om en politik.
Skat
Måske kan de blive enige om at sætte skatten op. Socialdemokraterne vil i hvert fald gerne. I Frederiksberg Bladet er fru Katrine Lester citeret for ærgre sig over, at Konservative, Venstre og De Radikale i 2007 ”… forærede en skattelettelse væk. Derfor mangler der penge i kommunekassen” . Sådan lyder analysen fra fru Katrine Lester. Hun må jo så være rigtig glad for, at hun ikke bor i Ritt Bjerregaards socialdemokratiske København – for her satte man skatten ned med hele 0,2 % sidste år - altså dobbelt så meget som på Frederiksberg.
Læg i øvrigt mærke til retorikken fra den måske kommende borgmester Lester. Vi forærede en skattelettelse væk. Nej – vi forærede ikke nogen noget som helst. Det er omvendt. Det er skatteborgerne, som hver måned forærer 23,1 % af deres indkomst til os. Det var så lidt mere – nemlig 23,2 % - før den famøse skattelettelse. Denne lille bitte skattelettelse – som Venstre havde kæmpet for i årevis – er åbenbart så provokorende for socialdemokraterne, at det nu på tredje år holder partiet væk fra at indgå i et forlig om Frederiksbergs økonomi.
Børn
Når jeg læser sidste års tale, kan jeg se, at jeg glædede mig over, at vi på Frederiksberg havde vedtaget at gå i gang med de nye madordninger i daginstitutionerne allerede til august. Det skete ikke helt, for projektet er blevet fire måneder forsinket, men til gengæld bliver der tale om en bedre ordning, end vi oprindeligt havde planlagt. Der skal de næste måneder bygges køkkener for millioner, så de fleste børnehaver selv kan stå for maden.
Det var og er en mærkesag for Venstre, at skatten ikke skal stige, og vi betragter takststigninger som en form for særskat på børnefamilier. Sidste år var jeg derfor glad for, at vi kunne holde taksten i ro i vuggestuerne. Det lykkedes ikke helt i år. Fra forvaltningens side var der på forhånd lagt en takststigning ind i budgettet, så taksterne skulle stige så meget, som loven overhovedet gav mulighed for. Det lykkedes for Venstre at få gjort takststigningerne væsentligt mindre, men det lykkedes ikke helt at undgå dem.
Konkret vil en vuggestueplads stige med ca. 500 kr. og ikke 700 kr. Vi fik altså gjort takststigningen 200 kr. mindre. SFO taksten stiger med ca. 150 kr. og ikke de ca. 250 kr. der var lagt op til. En familie med et barn i vuggestue, et barn i børnehave og et barn i SFO kommer til at opleve takststigninger i alt på 800 kr. Det er meget – men dog ikke så meget, som de 1.050 kr., der var lagt op til.
Til gengæld bliver provenuet fra takststigningerne bl.a. brugt til at hæve normeringerne i daginstitutionerne med 6½ million kr. og til at udvikle medarbejdernes kompetencer, samtidig med at vi bygger nye daginstitutioner for 77 millioner kr. og bruger ekstra penge på legepladser.
Der ud over er det i dette års budget vedtaget, at der skal arbejdes videre med en gammel mærkesag for Venstre om modul ordninger i daginstitutionerne. Når ordningen forhåbentlig kommer på plads, vil den betyde, at forældre, der ikke har behov for, at deres barn er i daginstitution hele dagen, kan slippe lidt billigere. Det er en fin ordning, som de er glade for i mere end 20 danske kommuner.
Anlæg
Et kig på min tale fra sidste år viser også, at vi dengang var i den situation, at vi skulle holde igen med anlægsinvesteringer, fordi økonomien var ved at blive overophedet. I år er det stik modsat. Vi skal derfor i gang med en række store anlægsprojekter - bl.a. nye cykelstier på Hostrupsvej, Bülowsvej og Bernhard Bangs Allé – og vi bruger endnu flere penge end sidste år til energirenoveringer og miljøinvesteringer. Det er godt for miljøet – og i løbet af forholdsvis få år vil investeringerne tjene sig selv hjem, så det ender med at blive en besparelse.
Borgervejleder
Hvis jeg går endnu længere tilbage i tiden og genlæser Venstres annoncer fra kommunalvalget i 2001, så kan jeg læse om et forslag om at etablere en ordning med en kommunal ombudsmand. Det bliver nu – otte år senere – til virkelighed. Dengang var der ikke stemning for idéen, men nu er tiden moden, og vi venter os meget af denne nyskabelse. Idéen er, at borgervejlederen kan give borgeren en uvildig behandling af klager, men det vigtigste er, at han eller hun skal kunne fungere som en slags mægler mellem borgeren og kommunen. Vi bør betragte en klage som en gave og ikke som et angreb. En klage er feedback – og lige så vigtig som ros. En klage fortæller, hvor vi kan blive bedre, og hvem vil ikke gerne blive bedre?
Konkurrenceudsættelse
Til sidst et par ord om et kært barn, der som bekendt har mange navne. Privatisering, udlicitering, udbud – og nu konkurrenceudsættelse. Det emne har jeg talt om i stort set hver eneste budgettale, jeg har holdt, og i år bliver ingen undtagelse. Det er helt centralt for Venstre, at vi ikke betaler overpris for den offentlige service. Hvis vi ikke tester prisen på offentlige serviceydelser, hvordan skal vi så kunne vide, om vi bruger skatteborgernes penge fornuftigt?
Venstre vil ikke gå på kompromis med kvaliteten, og det vigtige er ikke, om en opgave løses af kommunen eller af en privat virksomhed. Det vigtige er, at kommunen kun løser opgaven, når den kan gøre det billigere eller bedre end den private virksomhed.
I princippet burde alle kommunale opgaver konkurrenceudsættes. Det ville give en såkaldt IKU – Indikator for KonkurrenceUdsættelse – på 100. Så højt ligger ingen danske kommuner. I Gribskov kommune nærmer de sig en indikator for konkurrenceudsættelse på 40, hvilket er Danmarksrekord. På Frederiksberg ligger vi over landsgennemsnittet, men i Venstre er vi ikke tilfredse med at være over middel. Vi vil være blandt de allerbedste. Derfor er vi meget tilfredse med, at der i dette års budgetforlig for første gang nogensinde er sat et konkret mål for, hvor mange af kommunens opgaver, der skal sendes i udbud. Vi er landet på 29 % i 2011. Det er forholdsvis ambitiøst, men det kan sagtens nås, når den politiske vilje er tilstede.
Vi har sparet mange millioner på udlicitering gennem årene. Langt mere, end vi mistede ved den beskedne skattelettelse forrige år. Det kunne være spændende at høre partierne på venstrefløjen, som traditionelt er modstandere af udlicitering, hvordan de vil skaffe alle de penge, vi gennem årene har hentet ind ved effektiviseringer – først og fremmest udliciteringer. Der er kun to muligheder – enten ved serviceforringelser eller ved skattestigninger. I Venstre forstår vi ikke, at man hellere vil sætte skatten op og sætte servicen ned – frem for at lade en privat virksomhed løfte en opgave for kommunen – men sådan er vi jo heldigvis så forskellige.
Forhandlingsbordet eller hængekøjen og håndvasken
Man kan altid diskutere, hvad der er klogest i et budgetforlig. Vi havde to valgmuligheder. Venstre kunne have forladt forhandlingerne, da det stod klart for os, at vi ikke kunne komme igennem med vores krav om, at taksterne slet ikke måtte stige ud over den almindelige prisudvikling. Jeg kan godt røbe, at jeg var meget tæt på at gøre det. Den anden mulighed indebar, at vi måtte blive og kæmpe for at begrænse skaderne mest muligt – og samtidigt få sat nogle markante liberale fingeraftryk andre steder i budgettet. Vi gjorde det sidste. Vi valgte magten og æren, for Venstre foretrækker forhandlingsbordet – frem for hængekøjen og håndvasken.
