Budgettale 9. september 2009
Jette Bøgeby (C)
Frederiksberg er en kommune i stadig udvikling, og
Udvikling er overskriften på mit indlæg.
Udvikling kan ifølge Den Danske Ordbog betyde:
- noget eller nogen udvikles til noget bedre - til et højere stade - eller
- en række sammenhængende forandringer eller
- en proces, hvor noget skabes eller fremstilles eller
- at man gradvist får noget, eller noget bliver dannet
Jeg vil tale om udvikling fire steder:
1. ældreplejen
2. børneområdet
3. ”vores By” og
4. på Rådhuset/i kommunalbestyrelsen
1. Ældreplejen
Budgetforliget giver ældreplejen et løft. –
Vi har tidligere forsøgt, men har ikke haft succes med at give de ældre medborgere optimale vilkår.
Udskrevet for tidligt fra hospital eller med behov for genoptræning – så har mulighederne været begrænset til aflastningspladserne på Diakonissestiftelsen, og senest de 26 lejede sengepladser i Valby.
Men det er alt sammen midlertidige og ikke optimale ordninger. - Den ene i utidssvarende lokaler, den anden udenfor kommunen og i lejede lokaler.
Budgetforliget for 2010 åbner for, at vi kan få et centralt placeret aflastnings- og genoptræningscenter i kommunen – centralt både i forhold til de borgere, der skal bruge centret og i forhold til de medarbejdere, der skal have deres daglige gang der -
Se det er udvikling til noget bedre
2. Børneområdet
Børnefamilierne flytter ikke fra kommunen, og presset på vores institutioner stiger. Og Folketinget har besluttet, at børnehavebørnene også skal have mad i børnehaven.
Faktorer, der skaber et enormt pres på vores dagsinstitutioner og deres indretning, og som belaster både vores drifts- og anlægsbudget.
For vi er nødt til at bygge flere institutioner, og ja, vi har faktisk valgt at udbygge institutionernes køkkenfaciliteter, så maden kan blive lavet på stedet, - hvor det er muligt. Og det har vi fået ros for.
Samfundsudviklingen har indhentet os, og vi blev desværre nødt til at hæve taksterne - men i budgetforliget har vi vist, at vi godt kan følge med, - vi giver stadig en økonomisk håndsrækning til børnefamilierne.
3. ”Vores By”
Udvikler sig til en endnu mere sikker by at færdes i, når budgetforligets cykelstier og cykelbaner bliver etableret, og den nyligt vedtagne cykelpolitik bliver integreret i dagligdagen på skolerne og i planlægningen.
Og ”vores by” udvikles til en fremtidssikret by med mere metro og flere bycentre, men den bevarer sin særlige status som en grøn by-oase, fordi bygherrer og kommune i processen er opmærksomme og passer på.
- Og ved at give flere penge til kulturen - som for eksempel at støtte Avenyteatret og øge tilskuddet til Musikskolen –
- Og ved et initiativ som Frederiksberg som Friby
skaber vi løbende det særligt frederiksbergske, som forsvinder, hvis det ikke gødes med kultur og visioner.
Vi er med til at skabe og forme byens udvikling – hvilket budgetforliget er et bevis på.
4. på Rådhuset/i kommunalbestyrelsen
Da jeg igen kom ind i kommunalbestyrelsen for 10 måneder siden, undrede jeg mig - Der var en cykelpolitik på vej, men intet om sikkerheden for de cyklende medarbejdere i kommunen.
Mit spørgsmål i foråret fik sat indkøb af cykelhjelme på det første udkast til budget, men den opmærksomme læser af budgettet vil nu kunne spørge: hvor er indkøb af cykelhjelme blevet af i det endelige budgetforlig?
Og se, det er udvikling – tanken om at bruge kommunale cykelhjelme er gradvist modnet – og anskaffelsen er ikke længere en ekstraordinær anskaffelse. Nu vil indkøb af cykelhjelme ske over den almindelige drift – har jeg fået at vide.
Nu glæder jeg mig bare til snart at se de første kommunale cykelhjelme i brug.
Udvikling skal helst være positiv, men negativ udvikling ses af og til - selvom ordet ikke findes i ordbogen.
Desværre synes jeg, at vi her hos os selv – i kommunalbestyrelsessalen – har skabt en negativ udvikling i vores arbejde, en udvikling som ikke er kommunalbestyrelsen værdi.
- Teknikken har udviklet sig og tager en stor del af vores opmærksomhed - i hvert fald kommunalbestyrelsesmedlemmernes opmærksomhed, når de tjekker mails og blogger.
- Og debatniveauet har udviklet sig - særligt hos oppositionen er det ofte så lavt, og indlægshaverens lyst til at høre sig selv så stor, at alene det afskærer andre fra en seriøs meningsudveksling.
Men forhåbentlig er det kun valgtorden, så den negative udvikling vil vende, når valget i november er overstået.