Morten Jung

Kommunalbestyrelsesmedlem Morten Jungs tale ved 1. behandlingen af Frederiksberg Kommunes budgetforslag for år 2010, mandag d. 7.september 2009

 

Det Radikale Venstre med i Frederiksberg Kommunes budgetforlig for 2010 – sund økonomi en forudsætning.

 

På Frederiksberg oplever vi en ændring i befolkningens demografiske sammensætning – særligt er der flere og flere børnefamilier, der vælger at blive boende på Frederiksberg. Det er en positiv udvikling – men det presser kommunens budget, idet vi skal bygge og drive flere daginstitutioner og flere skoleklasser end vi tidligere har gjort

Forligspartierne har i bred enighed besluttet at udvide kapaciteten i daginstitutionerne, men for at få budgettet til at hænge sammen, har det været nødvendigt med en takststigning. Det er vi ikke begejstrede for, men til gengæld får vi et serviceløft i børnehaverne i form af en madordning – en ordning forligspartierne har investeret mange penge i, og som sammenlignet med mange andre kommuner er ganske tilfredsstillende.

Børnenes hverdag er ikke kun skole og daginstitution, og derfor er det også vigtigt at investere i foreningsfaciliteter uden for skolen, således at børnene kan få en hel og sammenhængende hverdag, med masser af aktivitet og socialt samvær. Det presser naturligvis også kommunens budget, men vi ser det som en investering i vores små borgere – og voksne for den sags skyld – at der skabes mulighed for at have et aktivt og rigt fritidsliv.

For Det Radikale Venstre(DRV) har det igen været afgørende at fastholde fokus på sikring af en sund økonomi i Frederiksberg Kommunes budget for 2010. Vi har en dygtig forvaltning, og i samarbejde hermed arbejder Det Radikale Venstre for en løbende forbedring af kommunens drift, for det giver en god økonomi - forudsætningen for at vi kan hjælpe de svageste borgere, forbedre miljøet og mulighederne for et sundt og aktivt liv på Frederiksberg.

Vi vil gerne pege på en række af de investeringer, som Det Radikale Venstre opfatter som særligt positive i budget 2010 – og afslutningsvist vil vi komme med nogle betragtninger er om, i hvilken retning vi gerne vil bevæge kommune fremover – men først budget 2010:

Forbedringer for de mest udsatte borgere

For at begynde med en ofte overset sårbar gruppe blandt vores udsatte borgere - de sindslidende, så er der afsat yderligere midler til etablering af et opgangsfællesskab for sindslidende og yngre demente. De hjemløse er ligeledes tilgodeset med midler til udmøntning af hjemløseplanen indeholdende en øget gadeindsats og alternative boformer.

Den radikale cykelmyg

Til realisering af den traditionelle radikale mærkesag – cykelstierne - er budgettet i forhold til direktionens budgetoplæg blevet tilført yderligere 4 millioner. Hermed kan vi fortsætte med bygning af endnu flere cykelstier. Til glæde for alle er der desuden afsat midler til flere cykelstativer. Vi vil gerne have at Frederiksberg bliver verdens bedste cykelby.
Godt miljø og forbedret økonomi

I relation til miljøindsatsen, så er det særligt positivt at vi har afsat midler til en renovering af Frederiksberg Svømmehal. En renovering der betyder, at kommunen hvert eneste år fremover opnår en energibesparelse på en million kroner. Det er godt for miljøet og vores økonomi.

Vi fik også afsat midler til et pilotprojekt omkring anvendelsen af alternative energiformer på en af vores institutioner. Pilotprojektet skal give os den fornødne indsigt i, hvorledes vi mest hensigtsmæssigt indretter vores institutioner til at bruge mindst muligt energi og samtidig spare penge. De gode erfaringer skal efterfølgende anvendes på kommunens øvrige institutioner.

Vi skal værne om miljøet, og med den rette miljøindsats på vores daginstitutioner kan også vores børn få indsigt i- og forståelse for vigtigheden af at spare på energien. Det gælder dog ikke deres egen energi – den skal aktiveres og der skal skabes muligheder herfor.

Aktivt Frederiksbergliv

Som nævnt, er der en stigning i børnetallet på Frederiksberg, hvorfor vi naturligvis skal afsætte de fornødne midler til udbygning af vores skoler og dagsinstitutioner – det var alle forligspartierne enige om. Det øgede antal børn betyder et øget pres på vores idrætsfaciliteter og derfor er DRV glade for, at vi fik afsat midler til etablering af en kunststofbane på Nandrupvej-anlægget. En kunststofbane kan anvendes mere intensivt end græs, hvilket giver mulighed for at endnu flere kan dyrke idræt på anlægget.

Vi har ikke så megen plads på Frederiksberg, og derfor er det ligeledes glædeligt, at de øvrige partier er enige med DRV om at åbne op indtil til ude-arealerne på kommunens institutioner, således at vores børn og unge nu kan få adgang til at dyrke leg og idræt på de tidligere afspærrede områder.

Drøftelsen om hvor i byrummet vi kan etablere åbne idrætsanlæg har været diskuteret længe. Nu er det aftalt, at vi i 2010 etablerer en parkour-bane på en af kommunens pladser. Det Radikale Venstre ser gerne at byens pladser bliver fyldt med liv og mennesker, og at der i vores parker vil være ro og plads til fordybelse.
Fra slutningen af næste år vil der for Frederiksbergs børn og unge blive flere pladser til rådighed på Musikhøjskolen, og der etableres økonomiske fripladser til børn der ellers ikke havde mulighed for at spille. Foreningstanken er for alle, også indenfor musik.

Det Radikale Venstre vil gerne fastholde det gode teatermiljø på Frederiksberg. Derfor er det glædeligt, at vi fik afsat midler til Aveny-scenen og dermed skabt mulighed for at teatret fortsat kan blive i kommunen. Kulturen er en vigtig i skabelsen af en hel kommune.

Visionen
For Det Radikale Venstre er det visionen, at vi får skabt en kommune præget af frisind og med plads til alle. En fortsat stram styring af økonomien vil give os mulighed for at skabe en sund kommune, der tænker på miljøet og som har et rigt og mangfoldigt fritids- og kulturliv, og hvor de mest udsatte borgere bliver tilgodeset.


Vi arbejder for vores by – en fælles by.

 

Sidst redigeret d. 14/07 - 2010

Ansvarlig afdeling: Økonomiafdelingen

 
Kontakt  | TLF Økonomiafdelingen - 3821 2302
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/PolitikOgDemokrati/Budget/Budget2010/1behandlingB10/MortenJung.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune