Mette Bang Larsen
Budgettale ved 1. Behandlingen af Frederiksberg kommunes budget for 2010
Når man lyttede til flertallets taler i mandags kunne man let få det indtryk, at Frederiksberg kommunes budget for 2010 giver et kæmpe løft til de socialt udsatte samt de borgere der lever i økonomisk fattigdom.
Når jeg så læser budgetforliget er der ganske rigtigt mindre løft på socialområdet – men der er langt fra nok. Der er stadigvæk underbudgetterede områder der trænger en til øget indsats, men som ikke er blevet prioriteret. Dette medføre at flertallets budget ikke er socialt ansvarligt.
Handicappede
Et af de områder flertallet ikke har prioriteret er de handicappedes
I dag lever Frederiksberg Kommune, som nævnt i Enhedslistens ordførertale i mandags, ikke op til FN’s handicapkonventions krav om tilgængelighed - og det kommer den nok heller ikke til inden for en overskuelig årrække. Fra Enhedslistens side mener vi, at det er et af vores vigtigste ansvar som kommune der hermed svigtes.
I Handicaprådets seneste svar til kommunes tilsynsrapport, for kommunens Center for beskæftigelse og Aktivitet på Egegårdsvej, hedder det: ”De fysiske rammer er utidsvarende både mht. tilgængelighed og for udvikling af nye beskæftigelsesopgaver… Handicaprådet opfordre Socialudvalget til nøje at overveje meget tiltrængte forbedringer”, Alligevel må Centret endnu engang opleve at flertallet ikke tage deres store pladsproblemer alvorligt – Problemer der går ud over kommunes udviklingshæmmede borgere og de ansattes arbejdsmiljø.
Et andet område som ikke får den prioritering det burde få er vores psykisk syge medborgere. Fra Enhedslistens side har vi flere gange råbt op om at der er alt for lang ventetid til at få tilknyttet en støttekontaktperson. I dag må en borger med en sindslidelse i gennemsnit vente 5 måneder for at få støtten. I budgetforliget står der så flot at forligspartierne er ”enige om styrke ordningen med støttekontaktpersoner for psykisk syge” –Men kigger man nærmere på de afsatte midler, kan vi se at der alene er tale om at en allerede eksisterende vikarstilling bliver til en fast stilling – altså er der i forhold til den nuværende normering ikke sket en styrkelse. Hvis ventetiden skal ned kræver det minimum endnu en fuldtidsstilling, så vi kan rolig regne med at der fortsat er lang ventetid i 2010 –Det er ikke kun os der siger det. Det siger administrationen også.
Udsatte
Vi er fra Enhedslistens side glade for at samtlige partier i kommunalbestyrelsen støtter en øget indsats over for hjemløse. Dette skal også set i sammenhæng med at der på Frederiksberg er registreret over 200 hjemløse borgere.
Det ser dog ikke ud til at den resterende gruppe af socialt udsatte, der har behov for støtte fra kommunen skal regne med øget hjælp de kommende år. Dette på trods af at vi snart skal vedtage en overordnet Udsattepolitik på Frederiksberg. En politik som kan indeholde nok så flotte ord og hensigtserklæringer, men som i bund og grund bliver til tomme ord, når de ikke følges op af en handlingsplan med konkrete tiltag og afsættelse af de nødvendige midler.
Fattigdom
Der er behov for en grundig undersøgelse af den økonomiske fattigdom på Frederiksberg . På baggrund af Frederiksbergs kedelige placering i top 10 over kommuner med størst andel af indbyggere, der lever i fattigdom, har vi fra Enhedslisten tidligere foreslået en lokal fattigdomsundersøgelse. Der er brug for at få et reelt indblik i omfanget af problemet, samt fattigdommens konsekvenser for de berørte borgere. Dette ønskede det borgerlige flertal på Frederiksberg ikke at støtte, og bekæmpelse af fattigdom er da heller ikke prioriteret i flertallets budgetforlig. Men det vil naturligvis fremgå af Enhedslistens forslag til kommunens budget i 2010. Men når nu flertallet ikke vil støtte en fattigdomsundersøgelse kan vi alternativt foreslå at vi i stedet laver en socioøkonomisk overblik over Frederiksberg Kommune, så vi kan får en indikator for ”graden af velstand” i kommunen” - som det fremgår af kommens egen sektorplan er der behov for det.