michael Vindfeldt

Tale ved 1. behandling af Frederiksberg kommunes budget af kommunalbestyrelsesmedlem Michael Vindfeldt (S)

 

En kommunal finanslovsdebat kan man kalde denne årlige debat. De ideologiske forskelle bliver malet op, og klingerne bliver krydset. Man skulle næsten tro, at vi ikke bryder os om hinanden på tværs af partiskel, hvilket jo ingenlunde er rigtigt.
Som medlem af Teknik og Miljøudvalget kan jeg på vegne Socialdemokratiet konstatere, at det både har været et godt og et skidt år for området. Og at budgettet overordnet set er godt for området, men kunne have været bedre.
For alle vi borgere, der cykler hver dag, er der grund til at glæde sig over, at der nu er fuld gang i etableringen af cykelstier på Thorvaldsensvej og Danasvej. Ganske vist er de blevet unødigt forsinkede, men vi socialdemokrater er fuldt overbeviste om, at nu skal cykelstierne nok blive færdige - i november lige op til valget. Så kan borgmesteren jo også få, hvad der på nudansk hedder endnu en photo-op, mens han klipper det røde bånd.

 

Men vi socialdemokrater er måske en smule mindre tilfredse med det forhold, at Bülowsvej og H.C. Ørstedsvej nu bliver skubbet og skubbet, fordi der kommer andre vigtige strækninger ind foran.
Vi er tilfredse med at Hostrupsvej nu også får cykelsti (det var faktisk et af vores budgetønsker, som vi stillede spørgsmål til), men vi tillader os at stille det kætterske spørgsmål; forsøger man mon at finde alle mulige andre strækninger for at undgå at tage nælden ved dens rod i den vigtige prioritering af specielt den sidste del af H.C. Ørstedsvej?

For over 2 år siden foreslog Socialdemokratiet i samarbejde med Enhedslisten, at vi skulle indføre bindende CO2-mål for Frederiksberg som by og som virksomhed. Fordi vi vil et bæredygtigt Frederiksberg. Det med de bindende mål, det var vi i al ubeskedenhed de første partier, der havde tænkt på den gang. Forslaget blev som bekendt vedtaget, efter de konservative havde haft to års betænkningstid.

 

I årets løb har vi så deltaget i arbejdet med en CO2-handlingsplan, og her har socialdemokraterne ønsket, at Frederiksberg kommune som virksomhed går over til det, der kaldes grøn strøm - altså strøm fra vedvarende energikilder. Dette forslag kendte budgetpartierne udmærket, men man valgte ikke at fremme det. Vi har også foreslået, at vi kunne investere i havvindmøller sammen med Københavns kommune, men det har flertallet heller ikke ønsket.
Jeg vil dog - undtagelsesvist - tillade mig at rose de borgerlige partier for at afsætte flere penge til solcelleprojekter og jordvarmeprojekter. Selvom der bør afsættes betydeligt mere, så er det dejligt, at man ikke mere i så tydelig grad fornemmer den samme "mere miljø for pengene" og "global opvarmning er kun en teori"-retorik, som ellers før har kendetegnet flere i venstres og de konservatives rækker. For nu at citere salig Svend Auken (som citerede Biblen) er der større glæde i himlen end over én omvendt synder end over 100 retfærdige - så glæde og ros for det.


Nu vi er ved miljøet og omvendte syndere, har jeg bemærket, at de konservative og venstre fortsætter kampen mod bompenge eller trængselsafgifter. Man har forstået på borgmesteren, at en sådan bytold vil være forfærdelig for Frederiksberg. Men kære borgerlige partier - hvordan skal vi ellers få kanaliseret flere passagere fra bilerne og over i den kollektive trafik (og ikke kun metroen)? Hvordan skal vi sikre, at vores veje ikke fortættes år for år af lange køer af biler, med heraf følgende forurening og dårligere luft? Og hvordan skal vi sikre finansiering til massive investeringer i den kollektive trafik? De konservatives svar blæser i den grad i vinden - men jeg vil slutte denne tale med at sige, at også på dette område vil der fra min side ikke være nogen større glæde end over en omvendt synder. Også selvom det måtte tage år og dag.

 

Sidst redigeret d. 14/07 - 2010

Ansvarlig afdeling: Økonomiafdelingen

 
Kontakt  | TLF Økonomiafdelingen - 3821 2302
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/PolitikOgDemokrati/Budget/Budget2010/1behandlingB10/michaelVindfeldt.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune