Temadrøftelsernes formål og funktion:
Temadrøftelser anvendes i overordnede og generelle spørgsmål, hvor der skønnes særligt behov for grundige politiske overvejelser i dialog med borgere og brugere. Under en temadrøftelse har kommunalbestyrelsen lejlighed til en indledende drøftelse af et spørgsmål, inden det pågældende udvalg (evt. efter høringsprocedure) udarbejder en egentlig indstilling til kommunalbestyrelsen.
Behandlinger i kommunalbestyrelsen:
Der er to behandlinger: 1. behandlingen (temadrøftelserne) sker efter særlige regler, jf. nedenfor.
1. behandlingen afsluttes uden afstemning ved, at sagen oversendes til videre udvalgsbehandling.
Ved 2. behandlingen behandles udvalgets indstilling efter samme regler som øvrige sager. Der fastsættes ikke særlige tidsfrister for 2. behandling i forhold til 1. behandling.
Taletidsregler ved 1. behandlingen:
- Udvalgsformanden/udvalgsformændene fremlægger problemstillingen og eventuelt også skitser til løsnings-/handlemuligheder. Max. taletid på sammenlagt 15 min.
- Ordet frit. 1. indlæg fra hvert parti må max have en varighed på 5 minutter. Andre indlæg - også ordførernes 2. indlæg - må max vare 2 minutter. Replikker max 1 minut.
- Debatten afsluttes, når der ikke er flere, der ønsker ordet, dog senest efter 1½ time, og sagen går herefter uden afstemning tilbage til udvalget, der udarbejder endelig indstilling i sagen.
Udvalgsbehandling og endelig indstilling:
Efter temadrøftelsen underkastes sagen normal udvalgsbehandling. I det omfang der er krav/ønsker om høringer foretages sådanne, inden udvalgets endelige indstilling udarbejdes og fremsendes til kommunalbestyrelsens godkendelse.