Ligestillingen i Frederiksberg Kommune
Denne ligestillingsredegørelse har til formål at give Frederiksberg Kommunes borgere indblik i ligestillingssituationen for kommunens ansatte og at fungere som redskab i kommunens samlede arbejde med personalepolitikken.
Redegørelsen berører følgende punkter:
- Frederiksberg Kommunes ligestillingspolitik
- Kønsfordelingen på stillingskategorier
- Andre forhold af betydning for indsatsen på ligestillingsområdet.
Frederiksberg Kommunes ligestillingspolitik
Frederiksberg Kommunes ligestillingspolitik indeholder tre hovedelementer:
- Målet er at begge køn er repræsenteret på de forskellige arbejdspladser
- På ledelsesniveau tilstræbes en ligelig fordeling mellem de to køn
- Der skal være lige muligheder for uddannelse, udvikling og avancement for alle ansatte.
I de senere år har personalepolitik bredt set været et fokusområde som led i at sikre kommunens mål om attraktive arbejdspladser med god og professionel servicering af borgerne.
En ny personalepolitik er undervejs, og den skal samle hele den kommunale organisation om fælles grundlæggende værdier og holdninger. Samtidig skal den give plads til den forskellighed og fleksibilitet, som også er nødvendig.
Ved besættelse af stillinger lægges alene kvalifikationer hos den enkelte ansøger til grund ved udvælgelsen. Hvor der er tale om lige kvalifikationer, arbejdes der for en ligelig kønsfordeling, også på ledende stillinger.
Frederiksberg Kommune ønsker at gøre brug af de ansattes alsidige kvalifikationer uanset køn, race, tro og politiske overbevisning. Det professionelle niveau skal kendetegnes ved krav til indsatsen og tilbud om faglige udfordringer.
En af udfordringerne for småbørnsfamilierne er at få arbejde og familieliv til at hænge ordentligt sammen. Frederiksberg Kommune er på mange måder en familievenlig arbejdsplads med gode muligheder for fleksibel arbejdstid, mulighed for at blive hjemme hos et sygt barn o.s.v.
Kønsfordelingen på stillingskategorier
De statistiske oplysninger om kønsfordelingen på stillingskategorier fremgår af bilag 1.
Tallene stammer fra lønsystemet for de kommunalt ansatte og fra spørgeskema for de ansatte på selvejende institutioner. Ligestillingsredegørelsen i 2005 tænkes udarbejdet som den "standardiserede ligestillingsredegørelse" på hjemmesiden www.ligestillingidanmark.dk
I Frederiksberg Kommune er der ansat 2.135 mænd, heraf 290 ledere, og 5.548 kvinder, heraf 627 ledere. 68 pct. af lederne er kvinder, og de udgør 72 pct. af de ansatte. Ser man på andelen af ledere fordelt på køn er 11,3 pct. af de kvindeligt ansatte ledere mod 13,6 pct. af de mandligt ansatte.
En leder er defineret ved en ansat med lederbeføjelser. Der er tale om såvel ledere med mange underordnede, som ledere med få underordnede og mere afgrænsede beføjelser.
Synliggørelsen af kønsfordelingen på ledende stillinger er baseret på lønsystemet samt en spørgeskemabesvarelse fra de selvejende institutioner. Inden for det administrative område går lederspektret fra ekspeditionssekretær/vicekontorchef til direktør.
Antallet af ansatte og kønsfordelingen varierer meget fra det ene direktorat til det andet. Kultur- og socialområdet er store personaleområder, på hvilke størstedelen af de ansatte er kvinder. Området rummer dag- og døgninstitutioner for børn og unge, folkeskoler, gymnasier, hjemmeplejen, ældreinstitutioner m.m.
På det tekniske område er størstedelen af de ansatte mænd, mens det økonomiske og skattemæssige område har et mindre flertal af kvindeligt ansatte. Se bilag 3.
Nedenfor ses kønsfordelingen på hovedområder inden for det enkelte direktorat, jf. bilag 1
| Direktorater |
kvinder i pct. |
mænd i pct. |
| Administrationen |
56% |
44% |
|
|
|
| Teknisk direktorat |
|
|
| Administration, inkl. ingeniører, arkitekter m.fl. |
73% |
27% |
| Ufaglærte og faglærte m.fl. |
9% |
81% |
|
|
|
Socialdirektoratet
|
|
|
| Administration, inkl. socialrådgivere m.fl. |
82% |
18% |
| Institutionspersonale (børn/unge, voksne/ældre) |
91% |
8% |
|
|
|
Kulturdirektoratet
|
|
|
| Administration |
79% |
21% |
| Bibliotekerne |
65% |
35% |
| Daginstitutioner for børn og unge |
79% |
21% |
| Skoler, gymnasier, Pædagogisk Center |
60% |
40% |
| Tandplejen, sundhedsplejen, svømmehal m.fl. |
75% |
35% |
Ser man på antallet af ledere i direktoraterne, er der flere kvindelige ledere end mandlige i socialdirektoratet og kulturdirektoratet, og flere mandlige ledere end kvindelige i henholdsvis teknisk direktorat og økonomidirektoratet. Se bilag 4.
Der er forholdsmæssigt flest ledere i økonomidirektoratet, nogle færre i kultur direktoratet, endnu færre i teknisk direktorat og færrest i socialdirektoratet. Se bilag 5.
Nedenfor ses en oversigt over fordelingen af de ansatte på direktorater i forhold til køn og ledelse:
| Direktorat |
Antal kvinder |
Antal mænd |
Pct.del af kvinderne, der er leder |
Pct.del af mændene, der er leder |
| Økonomidirektoratet |
171 |
134 |
6% |
12% |
| Teknisk Direktorat, incl. Frb. Forsyning |
152 |
456 |
3% |
7% |
| Socialdirektoratet |
2.646 |
544 |
5% |
2% |
| Kulturdirektoratet |
2.579 |
1.001 |
12% |
4% |
Opsummerende har ligestillingsstatistikken ikke ændret sig særlig meget fra 2001 til 2003. Der er overvejende balance mellem kønnene, når ses på procentandelen der er ledere. Ubalancen viser sig på de enkelte beskæftigelsesområder, idet der er traditionelle kvindearbejdspladser og traditionelle mandearbejdspladser ligesom på resten af det kommunale arbejdsmarked. Dette udgør ikke i sig selv et problem.
Andre forhold af betydning for kommunens indsats på ligestillingsområdet
Frederiksberg Kommune vil fremover fortsat vægte skabelsen af attraktive arbejdspladser og sikring af kommunale ydelser af høj kvalitet. Redskaberne er bl.a. lederudvikling, trivselsundersøgelser og personalepolitisk regnskab. Der sættes fokus på rekruttering af de rigtige medarbejdere, sikring af medarbejdernes medbestemmelse og medindflydelse, systematisk kompetenceudvikling osv. - Ligestillingsaspektet forventes at indgå i det generelle personalepolitiske arbejde.
For såvidt angår den etniske ligestilling fik Magistraten i foråret 2002 foretaget en opgørelse fra Danmarks statistik. Tallene viste bl.a., at der i alt var ansat 391 indvandrere og 44 efterkommere i kommunen. Dermed udgjorde antallet af indvandrere 7,22 pct. og efterkommere 0,81 pct. af det samlede antal ansatte.
I forbindelse med ligestillingsredegørelsen i 2005 vil der blive udarbejdet et lignende materiale vedrørende etnisk ligestilling.
Se PDF-bilag til ligestillingsredegørelsen her
Til top