Internationale samarbejder

Her kan du læse om:

Öresundskomiteen

Öresundskomiteen blev dannet i 1993, og er det overordnede politiske samarbejdsorgan i Øresundsregionen. Komiteen dækker Region Skåne, Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune, Københavns Amt, Frederiksborg Amt, Roskilde Amt, Storstrøms Amt, Vestsjællands Amt samt Bornholms Amt, hvilket svarer til i alt 3,5 mio. indbyggere.


Öresundskomiteens mål er, at Øresundsregionen bliver en attraktiv region for både indbyggere, virksomheder, turister og udenlandske investorer. Komiteen tager initiativ til og leder strategiske samarbejdsprojekter, som bidrager til en positiv udvikling.


Öresundskomiteen har også ansvaret for EU's interreg-program i Øresundsregionen. Mere information om Öresundskomiteen kan findes på


Öresundskomiteens hjemmeside 

 Til top

Regionsudvalget

Siden Regionsudvalget blev oprettet i 1994 har ni danske kommunal- og amtspolitikere været officielt repræsenteret i EU. Med vedtagelsen af Maastricht-traktaten i 1994 blev det besluttet, at man skulle oprette et udvalg bestående af lokal- og regionalpolitikere fra hele EU for derved at inddrage regioner, byer, amter og kommuner bedre i EU's beslutningsproces. Man ønskede, at de politikere der er tættest på borgerne bliver hørt, således at der kan drages nytte af deres viden og erfaringer fra hverdagen i amter og kommuner.


I marts 1994 holdt udvalget sin første plenarforsamling, og lige siden har den danske delegation i Regionsudvalget arbejdet for at fremme amternes og kommunernes interesser i EU og for at forbedre lovgivningen på en lang række områder, som har betydning for borgerne, såvel i Danmark som i resten af EU.


Regionsudvalget udgør et forbindelsesled mellem EU-institutionerne og EU's lokale og regionale myndigheder. Ifølge Traktaten om Den Europæiske Union er

Regionsudvalget en rådgivende institution bestående af repræsentanter for regionale og lokale myndigheder. Udvalget skal høres af EU's Ministerråd, Europa-Kommissionen samt Europa-Parlamentet om lovgivningsinitiativer, der har betydning for det regionale og lokale niveau. Regionsudvalget meddeler sin holdning i form af udtalelser. Regionsudvalgets hovedopgave er således at udarbejde og vedtage udtalelser.


Mere information om Regionsudvalget kan findes på


Regionsudvalgets hjemmeside

Til top

Europarådets Kommunalkongres

Europarådet er en international organisation, som arbejder for at styrke demokratiet, menneskerettighederne og Europas kulturarv. 45 lande er medlem af den mellemstatslige samarbejdsorganisation Europarådet.


Kommunalkongressen (Congress of Local and Regional Authorities of Europe) er tilknyttet Europarådet og er Europarådets organ for samarbejde på det lokal- og regionalpolitiske plan. Det er en parlamentarisk forsamling med folkevalgte politikere fra amter og kommuner i stort set alle europæiske lande.


Forsamlingen overvåger bl.a. det lokale demokrati og  har udarbejdet det Europæiske Charter for Lokalt Selvstyre. Charteret er tiltrådt af en række europæiske lande, bl.a. Danmark. Charteret kan - på linje med Europarådets Charter for menneskerettigheder - opfattes som en forpligtende minimumsstandard for det lokale demokratis rettigheder i medlemslandene.

Læs mere om om Europarådets Kommunalkongres her

Til top


Kommunens venskabsbyer
Frederiksberg Kommunes venskabsbysamarbejde startede umiddelbart efter 2. verdenskrig og havde til formål at opbygge relationerne i mellem danske og udenlandske kommuner, primært fra de andre nordiske lande.


De nordiske lande var på det tidspunkt midt i en diskussion om oprettelsen af en fælles forsvarsunion. Der kunne ikke opnås enighed om en union, men drøftelserne førte til en form for fælles fodslag i retning af ønsket om et særligt nordisk fællesskab og nordisk integration.


Grundtanken var bl.a. - med afsæt i de bitre erfaringer fra 2. Verdenskrig - at give borgerne mulighed for at møde hinanden i kulturelle og sociale arrangementer.


De første venskabsbyaftaler blev indgået i 1947 og 48 med hhv. Uppsala i Sverige, Bærum i Norge, Hämeenlinna (Tavastehus) i Finland og Havnefjord på Island.


Efter Berlin-murens fald er der i løbet af 1990'erne indgået venskabsbyaftaler med Tartu i Estland, Palanga i Litauen og Césis i Letland.


Desuden har Frederiksberg Kommune et samarbejde med Lund Kommune med henblik på integration i Øresundsregionen.


Flere fakta om venskabsbyerne.

 

Det næste venskabsbymøde i Tartu finder sted den 23. - 29. maj 2011. Læs mere om mødet, og følg med i selve seminaret LIVE her.

 

 

Sidst redigeret d. 23/05 - 2011

Ansvarlig afdeling: Kommunalbestyrelsens Sekretariat

 
Kontakt  | TLF 3821 2020
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/PolitikOgDemokrati/PolitikkerOgStrategier/Samarbejde/InternationaleSamarbejder.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune