Om Beskæftigelsesprisen
Frederiksberg Kommune og Det Lokale Beskæftigelsesråd på Frederiksberg har indstiftet en
beskæftigelsespris, der uddeles årligt. Beskæftigelsesprisen skal skabe øget fokus på de virksomheder
og foreninger, der gør en særlig indsats for at hjælpe og fastholde mennesker på arbejdsmarkedet.
Denne vigtige indsats ønsker Det Lokale Beskæftigelsesråd at synliggøre.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
I 2011 besluttede LBR og Erhvervsrådet, at Beskæftigelsespris og Erhvervspris
uddeles samtidig for
at skabe synergi mellem de forskellige typer af virksomheder, som nomineres til hver sin pris.
I 2011 blev priserne overrakt ved Erhvervskonferencen onsdag d. 12. oktober, som foregik på Frederiksberg Slot.
Vinder af Beskæftigelsespris 2011 blev Radisson Blu Falkoner Hotel & Konference Center.
Prisen blev overrakt af Stig Elling, som begrundede valg af vinder med bl.a. disse ord:
”Beskæftigelsesprisen 2011 går til en virksomhed, der gør en særlig indsats for at hjælpe sine medborgere
og skabe et rummeligt arbejdsmarked. Radisson Blu Falconer er drevet af kvalitet, rummelighed, inklusion,
socialt engagement og ildhu. Uden virksomheder som Radisson Blu Falconer kunne vi ikke opnå samme
resultat i arbejdet med at tilknytte og fastholde mennesker på arbejdsmarkedet.”
Se også omtalen i pressemeddelelsen.
Beskæftigelsespris 2011 skulle gå til en virksomhed, som på særlig vis udviser et socialt ansvar i forhold
til ansættelse af ledige samt fastholdelse af medarbejdere – herunder tiltag, der understøtter det rummelige
arbejdsmarked.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Nominerede til Beskæftigelsesprisen 2011 - offentliggjort d. 29. september 2011
Alle indstillingerne er forkortet af redaktionen.
Frederiksberg Gartner og Vejservice
Indstillet af såvel Søren Lænkholm, Skoleleder på Christianskolen, som af jobcentret og F86 med flg. begrundelser:
Søren Lænkholm skriver: FGV har været en samarbejdspartner ud over det sædvanlige.
Vores fælles projekt ”Den grønne brigade” som sikrer sommerferiejobs til Christianskolens elever
bliver gennemført med fantastisk opbakning fra såvel ledelse som de enkelte medarbejdere i FGV.
Samtlige har ulønnet påtaget sig en del ekstraarbejde, som er langt udover det forventelige i en forvaltning.
Med ildhu og humor har medarbejdernes entusiasme ”båret” Christianskolens unge igennem et
arbejdsforløb til et resultat som langt har overgået selv den mest optimistiske forhåndsudmelding.
At samtlige i FGV påtager sig et socialt medansvar for vores svageste unge har haft en overraskende
gennemslagskraft, og vi bør alle løfte hatten eller svinge kasketten, når vi møder dem på veje
og parker i kommunen. Det giver energi og glæde til os andre, når kolleger i den grad lever op til
de menneskelige værdier, som vi så ofte taler om.
Medarbejderne i jobcentret og på F86 skriver: Frederiksberg Gartner- og Vejservice,(FGV) har
været en samarbejdspartner igennem mange år.
De senere år har de bevidst arbejdet på at være en rummelig arbejdsplads. Det udmønter sig i,
at de altid er åbne over for et samarbejde. Både i det daglige med konsulenter på Jobcenteret og F86,
men også gerne i forbindelse med forskellige projekter.
Radisson Blu Falkoner Hotel & Konference Center
Indstillet af medarbejderne i jobcentret og på F86 med flg. begrundelse:
Radisson var vores første virksomhedscenter og gik med i samarbejdet med stor entusiasme
fra start af. Virksomheden har en meget inkluderende måde at tage i mod kandidaterne på og er
altid parate til at give kandidaten mere end én chance, når det er nødvendigt. Deres rummelighed
rækker meget langt, og vi har flere eksempler på dette. Deres mentorer er meget opmærksomme og engagerede.
Trods finanskrise og stor konkurrence i branchen har samarbejdet været meget stabilt.
Virksomheden har et stærkt socialt engagement og går ind i alle opgaver med en sjælden form for ildhu.
Yderligere stiller de altid op, når vi har brug for hjælp.
Stark K&M
Indstillet af medarbejderne i jobcentret og på F86 med flg. begrundelse:
Stark K&M er et af jobcenter Frederiksbergs virksomhedscentre.
Vi synes, at Stark er god til borgere med andre problemer end ledighed. De er rummelige og vil gerne.
Kong Frederik IX’s Hjem
Indstillet af medarbejderne i jobcentret og på F86 med flg. begrundelse:
Kong Frederiks IX’s Hjem er en meget troværdig samarbejdspartner, hvor der er meget
progression og indhold i deres forløb. De spørger altid: Hvordan hjælper vi personen bedst muligt.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Vinder af Beskæftigelsesprisen 2010
Vinder af æren og modtager af Beskæftigelsespris 2010 blev El-Hjørnet på Godthåbsvej 57. Prisen blev
overrakt af Jørgen Glenthøj som i sin tale nævnte: "I er kåret som vinder af Det lokale beskæftigelsesråd i
enighed, fordi I – ikke kun i år – men i mange år har vist overskud til at give unge en chance.
I har som privat virksomhed givet noget ekstra, som I ikke behøvede, men som I har fundet naturligt."
Se opsamling i denne folder her.
I 2010 besluttede Det Lokale Beskæftigelsesråd at Beskæftigelsesprisen skulle uddeles til en person,
organisation eller virksomhed på Frederiksberg, "som gør en særlig indsats for unge, der behøvet et ekstra
skub for at komme i uddannelse eller arbejde. Det kan være ved at tilbyde praktikpladser, uddanne mentorer
for unge eller ved på anden måde at gøre en indsats, så en eller flere unge, der ellers mangler klare mål for
fremtiden, er sporet ind på vejen til uddannelse eller job."
Torsdag d. 8. april sendte jobcentret en folder ud til ca. 1500 virksomheder i Frederiksberg kommune
for at gøre opmærksom på prisen. Folderen kan læses her.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Nominerede til Beskæftigelsesprisen 2010 - offentliggjort d. 27. april 2010
Alle indstillingerne er forkortet af redaktionen.
El-Hjørnet
Indstillet af en medarbejder
El-Hjørnet og medejer Vivi er indstillet, fordi firmaet drager omsorg for sine medmennesker.
El-Hjørnet har udmærket sig ved at tage unge lærlinge, som er kommet skævt ind på arbejdsmarkedet eller livet.
Vivi drager omsorg for mennesker, der har det svært.
Alpha Regulus, Regnskab & Bogføring ApS, Grundtvigsvej 27, Frederiksberg C
Indstillet af en medarbejder
Alpha Regulus og chef Flemming Ove Nylander Jensen er indstillet, fordi han efter gode ar-bejdsdage,
lange samtaler og stor støtte har gjort en særlig indsats for en medarbejder, som var i fare for helt at ryge
ud af arbejdsmarkedet. I dag arbejder medarbejderen på fuld tid, er fastansat, tager ikke medicin mere og
har aldrig haft det bedre siden år 2006.
TimeVision, registreret revisionskontor, Rialtobygningen
Indstilling af alle medarbejdere af ejer
Medarbejderne indstilles til prisen, fordi de alle er meget åbne og hjælpsomme, også når der kommer nye folk –
selvom de har travlt. Nye medarbejdere roser derfor alle for den store hjælpsomhed.
Time Vision Frederiksberg har igennem mange år ansat mange elever – også i disse år,
hvor mange virksomheder indskrænker. Der er 3 elever, hvoraf den ene er voksenelev (25 år),
og der er planer om at ansætte endnu en elev til august.
TimeVision ansætter gerne praktikanter og udarbejder en plan for praktikanterne, og de får lov til
at prøve ”rigtige opgaver”. Sidste år – også i vores travle tid – kom en praktikant, der skulle ud i
3 måneder på grund af sit studie. Det gik rigtig godt – og hun er i dag en af vore 3 elever!
Jobindex, A/S, Holger Danskes Vej 91, 2000 Frederiksberg
www.jobindex.dk
Indstilling af virksomheden af direktøren
Jobindex indstilles til prisen på baggrund af et projekt som drives sammen med Københavns Kommune
for at skaffe fritidsjob for de unge. Samtidig inviteres Frederiksberg Kommune til et samarbejde. Projektet omtales på http://www.kk.dk/fritidsjob.aspx.
Jobindex har stillet software gratis til rådighed, så virksomheder gratis kan annoncere deres fritidsjob
på Jobindex og Københavns Kommunes hjemmeside, og de unge gratis kan lægge deres CV ind og
blive fundet af virksomhederne. Københavns Kommune bidrager med en mas-se medarbejdere, der snakker med både virksomhederne og de unge og forsøger at sætte dem sammen, og de bruger altså vores software til
at holde styr på de unge og de ledige stillinger.
Betaniahjemmet, Kong Georgsvej 3 2000 Frederiksberg
Indstilling af 3 medarbejdere uafhængigt af hinanden og af Frederiksberg Daghøjskole
- Betaniahjemmet modtager unge usikre mennesker, som altid bliver mødt med varme og omsorg. Resultatet er, at de hurtig falder til, bliver en del af flokken, bliver taget imod på lige fod med øvrige kollegaer. En rigtig solstrålehistorie er M, som blev ansat i Flexjob. M startede i køkkenet i arbejdsprøvning, men ret hurtig blev vi klar over, at M var mere til livet udenfor. M blev gjort ansvarlig for blomster og bede, og i dag er M her 3 dage om ugen. Betaniahjemmet fortjener prisen for at få unge mennesker i gang igen ved en ekstra indsats.
- Betaniahjemmet indstilles, fordi M efter lang tids sygdom fik chancen for at komme i arbejde. Medarbejderen skriver: ”Hele huset tog godt imod mig. Det er godt, at der findes arbejdspladser, som er villige til at give mig og andre chancen for at beholde kontakten til arbejdsmarkedet.”
- Betaniahjemmet indstilles, fordi de har hjulpet L i uddannelse efter et langt og hårdt sygdomsforløb med både anoreksi og skizofreni. Fra at kunne næsten ingenting og selv om L havde vanskeligheder, blev hun behandlet på lige fod med det andet personale, hvilket har haft en kæmpe betydning for Ls positive udvikling. I september 2009 startede L som social og sundhedshjælper, hvilket for en stor dels vedkommende skyldes støtte og opbakning fra Betaniahjemmet.
- Frederiksberg Daghøjskole, Hanna Feddersen, skriver som begrundelse: Igennem mange år har Betaniahjemmet og FDKC haft et fantastisk inspirerende og givtigt samarbejde til gavn for daghøjskolens målgruppe. Mange unge har været i veltilrettelagte praktikforløb på stedet og ofte er disse forløb blevet afløst af længere jobforløb og endda blevet til ansættelsesforhold. Når det drejer sig om mennesker, der er interesseret i uddannelsesforløb indenfor plejesektoren, er personalet meget indstillet på at motivere til det efterfølgende. Derfor er der ingen tvivl: Betaniahjemmet er værdig til at modtage denne anerkendelse.
Støttecenter mod incest, Thorvaldsensvej 3, 1871 Frederiksberg
Indstillet af en medarbejder
Støttecentret udfører et meget vigtigt arbejde i forhold til at yde råd og vejledning til voksne,
der selv har været udsat men også til fagfolk fx socialrådgivere, som beder om råd og vejledning
i forhold til en af deres borgere. De yder hjælp til voksne – herunder unge ned til 18 år – når de fx får
problemer med senfølger pga. overgreb i deres barndom. Ved at tilbyde anonym rådgivning med mennesker,
som selv har haft problematikken inde på livet, kan støttecentret være den ventil, som betyder,
at pågældende ikke bliver langvarigt syg og må forlade ar-bejdsmarkedet, eller dropper studiet m.v.
Frederiksberg Daghøjskole, Kong Georgsvej ved Forstander Hanna Feddersen
Indstillet af forstander Laust Sørensen fra Betaniahjemmet og af en tidligere kursist
- Betaniahjemmet, Laust Sørensen, skriver som begrundelse: Højskolen gør et kæmpe stykke arbejde for eleverne med henblik på at motivere til arbejde. Vi har gennem mange år haft et nært samarbejde med skolen, hvorfra vi har modtaget mange elever. Jeg kan mærke, at de elever, vi har modtaget, er motiverede for at komme i gang, hvilket også er lykkedes for mange. En enkelt er endda kommet i gang med uddannelse.
- Den tidligere kursist skriver: Efter 3 års stress og angst og manglede både psykisk overskud og fysisk drive til at komme i gang igen tilmeldte jeg mig Idrætslinien på Frederiksberg daghøjskole. Jeg havde brug for at opbygge min gamle kendte selvtillid igen! Og det lykkes efter et 4 mdrs. forløb godt støttet af en god positiv støttende skole samt en yderst kompetent lærestab. Jeg har taget meget med fra skolen, blandt andet at hjælpe andre, jeg har selv haft elever og praktikanter under mentorordninger med stor succes. Lykken er at se en grim ælling blive til en smuk svane. Jeg tænker ofte tilbage på de gode måneder og følger skolen stadig fra sidelinjen og oplever, at der stadig er det samme fokus på at få unge i job eller i uddannelse.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Beskæftigelsesprisen 2009
Prisen i 2009 havde temaet ”psykiske lidelser,” og Føtex i Frederiksbergcentret fik prisen for igennem mange år at have haft et godt og konstruktivt samarbejde med Frederiksberg kommune om at modtage borgere i virksomhedspraktik. Ikke kun borgere med psykiske lidelser, men også andre lidelser.
Føtex har givet plads til, at borgere har kunnet prøve kræfter med arbejdsmarkedet efter længere sygefravær, eller som f.eks. udviklingshæmmet. Føtex blev belønnet for en prisværdig indsats, som forhåbentlig har inspireret andre til at vove et social engagement.