FORRETNINGSORDEN FOR DET LOKALE BESKÆFTIGELSESRÅD
i FREDERIKSBERG KOMMUNE
Kapitel 1
Det lokale beskæftigelsesråds formål og opgaver
§ 1. Det lokale beskæftigelsesråd, nedsat af kommunalbestyrelsen, skal rådgive kommunen samt samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.
§ 2. Det lokale beskæftigelsesråd overvåger resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen i jobcentret og rådgiver kommunen om tiltag til forbedring af indsatsen.
Stk. 2. Det lokale beskæftigelsesråd inddrages i udarbejdelsen af beskæftigelsesplanen og kan indstille til kommunen, at der sker ændringer i beskæftigelsesplanen.
Stk.3. Det lokale beskæftigelsesråd kan på baggrund af resultatrevisionen indstille til kommunen, at der sker ændringer i indsatsen.
Stk. 4. Det lokale beskæftigelsesråd kan indstille til det regionale beskæftigelsesråd, at beskæftigelsesregionen tager beskæftigelsesrettede initiativer.
§ 3. Det lokale beskæftigelsesråd udarbejder inden for de overordnede rammer i beskæftigelsesplanen en plan for hvilke initiativer, der påtænkes gennemført i det kommende år med henblik på at styrke den virksomhedsrettede indsats, jf. § 47 i Lov om ansvaret for styringen af den aktive beskæftigelsesindsats (LBK 731 af 15/06/2010). Planen sendes til høring hos kommunen.
Stk. 2 Kommunen udfører rådets beslutning om anvendelse af midlerne til styrkelse af den virksomhedsrettede indsats. Administration, regnskab m.v. varetages af kommunen.
Stk.3. Er der uenighed mellem rådet og kommunen om, hvorvidt anvendelsen af midlerne ligger inden for de overordnede rammer i beskæftigelsesplanen, kan midlerne ikke anvendes.
Kapitel 2
Det lokale beskæftigelsesråds sammensætning og valgperiode
§ 4. Det lokale beskæftigelsesråd jf. § 45 i Bekendtgørelse af Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats (LBK nr. 731 af 15/06/2010 med ændringer i LOV nr. 483 af 12/06/2009) udpeges af kommunalbestyrelsen og består af repræsentanter fra følgende organisationer:
- op til 3 efter indstilling fra DA (hovedorganisation for arbejdsgiverorganisationer på det private arbejdsmarked inden for industri, handel, transport, service og byggeri)
- op til 3 efter indstilling fra LO (Landsorganisationen i Danmark),
- 1 efter indstilling fra FTF (hovedorganisation for offentlig og privatansatte)
- 1 efter indstilling fra AC (Akademikernes Centralorganisation),
- op til 2 efter indstilling fra DH (Danske Handicaporganisationer),
- 1 efter indstilling fra PLO (Praktiserende Lægers Organisation) i egenskab af repræsentant for erhvervet praktiserende læger,
- 1 efter indstilling fra det lokale integrationsråd og
- op til 2 fra relevante lokale foreninger efter fælles indstilling fra de øvrige medlemmer af rådet i forening.
Stk. 2. For at fremme ligestilling af kvinder og mænd (jf. LBK nr. 1095 af 19/09/2007 med ændringer i Lov nr. 484 af 12/06/2009) skal myndigheder eller organisationer, der stiller forslag om et medlem af udvalg m.v., der skal udpeges af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, foreslå både en kvinde og en mand. Hvis der stilles forslag om flere medlemmer, skal der foreslås lige mange kvinder og mænd. Tilsvarende gælder, hvor myndigheder eller organisationer efter lovgivningen skal udpege medlemmer til udvalg m.v., der nedsættes af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet.
Myndigheden eller organisationen kan fravige bestemmelsen i stk. 1, hvis der foreligger særlige grunde. Myndigheden eller organisationen skal i så fald samtidig angive begrundelsen herfor.
Hvis myndigheder og organisationer ikke udpeger eller indstiller medlemmer i overensstemmelse med stk. 2, kan en enig kommunalbestyrelse eller et enigt regionsråd beslutte, at et udvalg m.v., som er nedsat af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, og hvis sammensætning er reguleret i lovgivningen, kan fungere uden de pågældende medlemmer. Det samme gælder, hvis kommunalbestyrelsen eller regionsrådet ikke kan acceptere en begrundelse for at fravige bestemmelsen i stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke udvalg m.v., som træffer generelle eller konkrete afgørelser.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen udpeger på samme måde en suppleant for hvert medlem.
Stk. 4. Under et medlems afbud indtræder en suppleant i medlemmets sted.
Stk. 5. Medlemmerne og suppleanterne udpeges for 4 år ad gangen, bortset fra formanden og dennes suppleant. Det lokale beskæftigelsesråds funktionsperiode regnes fra den 1. juni året efter det kommunale og regionale valgår, jf. § 45, stk.3 i Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.
Stk. 6. Hvis et medlem eller en suppleant forlader det lokale beskæftigelsesråd i rådets funktionsperiode, indstiller den pågældende organisation et nyt medlem eller en ny suppleant, der udpeges for resten af perioden.
Stk. 7. I Frederiksberg kommune, hvor beskæftigelsesindsatsen varetages af Arbejdsmarkedsudvalget, kan borgmesteren beslutte, at formanden for Arbejdsmarkedsudvalget er formand for rådet. Det er besluttet i Frederiksberg kommune, at formand for Arbejdsmarkedsudvalget er formand for det lokale beskæftigelsesråd.
Formandens suppleant er næstformanden i Arbejdsmarkedsudvalget.
Formandens funktionsperiode følger den kommunale valgperiode.
Konstituering
§ 5. Formanden og dennes suppleant er ovenfor givet på forhånd og er dermed ikke en del af konstitueringen.
Det lokale Beskæftigelsesråd konstituerer sig med to næstformænd/kvinder på det første møde i LBR i den nye funktionsperiode.
Stk. 2. Hvis næstformænd i løbet af den 2-årige funktionsperiode bliver ude af stand til at varetage posten for resten af funktionsperioden, konstituerer det lokale beskæftigelsesråd sig på ny.
Kapitel 3
Det lokale beskæftigelsesråds mødevirksomhed.
§ 6. Formand og de to næstformænd afholder formandsmøder i god tid før LBR møderne, hvor dagsordenen til næstkommende LBR møde fastlægges i samråd med lederen af rådets sekretariat.
§ 7. Det lokale Beskæftigelsesråds formand leder rådets møder. Ved formandens fravær overtager formandens suppleant ledelsen.
Stk. 2. Det lokale beskæftigelsesråd fastlægger i december måned en mødeplan for det efterfølgende år. Det afholdes ca. 4 til 5 ordinære møder årligt.
Stk. 3. Ekstraordinære møder, f.eks. i forbindelse med resultatrevisionen og beskæftigelsesplanen, kan afholdes efter behov og skal indkaldes med mindst to ugers varsel.
Stk. 4. Ethvert medlem kan anmode om at få taget et punkt på dagsordenen ved at sende forslaget til formanden eller sekretariatet senest 14 hverdage før mødet.
§ 8. I det lokale beskæftigelsesråds møder deltager medlemmerne, rådets sekretariat, herunder den kommunale ledelse, der har ansvaret for beskæftigelsesindsatsen i Frederiksberg Kommune.
Stk. 2. Suppleanter kan deltage i rådsmøder, hvis det ordinære medlem er forhindret i at deltage. Medlemmet indkalder selv sin suppleant.
Stk.3. På foranledning af formanden kan medarbejdere fra Jobcentret deltage under behandlingen af konkrete dagsordenspunkter.
§ 9. Dagsorden med tilhørende materiale tilstræbes udsendt 10 dage før afholdelse af møder i det lokale beskæftigelsesråd. For tilhørende materiale kan tidsterminen fraviges, hvis formanden efter aftale med formandskabet finder det nødvendigt af hensyn til at tilvejebringe et fyldestgørende beslutningsgrundlag.
Stk. 2. Dagsorden for ordinære møder i det lokale beskæftigelsesråd fastsættes af formandskabet.
Dagsorden for de ordinære møder indeholder følgende faste punkter:
- Godkendelse af dagsorden
- Godkendelse af referat
- Sager til afgørelse
- Sager til drøftelse/forberedelse
- Sager til orientering/efterretning
Stk.3. Frederiksberg jobcenter ønsker at digitalisere og dermed effektivisere de administrative forretningsgange, og derfor ønskes al post til Beskæftigelsesrådet så vidt muligt fremsendt udelukkende pr. mail. Såfremt der er rådsmedlemmer, som ikke har mulighed for at modtage mail eller printe materiale ud fra mail, sender sekretariatet dagsorden m.v. pr. post efter ønske.
Stk.4. De enkelte punkter på dagsordenen skal indeholde en kort sagsfremstilling med relevante bilag, en økonomisk oversigt og en indstilling.
Stk. 5. En sag, der ikke har været optaget på dagsorden, jf. § 9, stk. 1, kan ved mødets begyndelse optages på dagsordenen, hvis formanden finder, at sagen ikke tåler opsættelse, og hvis dette kan tiltrædes af et flertal af de fremmødte medlemmer.
§ 10. Det lokale beskæftigelsesråd er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Stk. 2. Medlemmer af det lokale beskæftigelsesråd kan kun deltage i rådets afstemninger, når de er til stede under disse.
Stk. 3. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Afstemning sker normalt ved håndsoprækning. Afgives der ved en afstemning lige mange stemmer for og imod, er forslaget bortfaldet.
Stk. 4. Suppleanterne modtager samme mødemateriale som medlemmerne.
§ 11. Referat af møderne i det lokale beskæftigelsesråd er beslutningsreferater. Et mindretal kan kræve sin opfattelse tilført. Udkast til beslutningsreferat tilstræbes sendt senest 14 dage efter mødets afholdelse til rådets medlemmer og suppleanter, og betragtes som godkendt, medmindre et eller flere medlemmer af det lokale beskæftigelsesråd inden 8 dage protesterer herimod.
Kapitel 4
Udvalg og arbejdsgrupper
§ 12. Det lokale beskæftigelsesråd kan nedsætte udvalg og arbejdsgrupper. Rådet fastsætter udvalgenes og arbejdsgruppernes sammensætning og kommissorium.
§ 13. Formandskabet holder møde 14 dag før det ordinære møde i det lokale beskæftigelsesråd. Formandskabet drøfter dagsorden samt materiale til det kommende møde i det lokale beskæftigelsesråd.
Procedurer om resultatrevisionen og beskæftigelsesplaner m.v.
§ 14. Kommunen anmoder – efter at Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland har givet sine skriftlige bemærkninger - senest 1. maj det lokale beskæftigelsesråd om bemærkning til resultatrevisionen.
Stk. 2. Det lokale beskæftigelsesråds bemærkninger til resultatrevisionen skal være kommunen i hænde seneste 21. maj.
§ 15. Kommunen skal senest ved udgangen af juni måned – efter at Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland har givet sine skriftlige bemærkninger - have fremlagt et forslag til jobcentrets beskæftigelsesplan til drøftelse i det lokale beskæftigelsesråd.
Stk. 2. Det lokale beskæftigelsesråds bemærkninger til beskæftigelsesplanen skal være kommunen i hænde inden udgangen af august måned.
Stk. 3. Det lokale beskæftigelsesråds årlige plan for, hvordan den virksomhedsrettede indsats kan understøttes lokalt, skal fremlægges for kommunen senest med udgangen af oktober måned, således at denne kan indgå inden offentliggørelsen af beskæftigelsesplanen.
Kapitel 5
Om midler til LBR samt hvad de må bruges til
§ 16. Staten afsætter årligt en bevilling til de lokale beskæftigelsesråd til fremme af særlige virksomhedsrettede lokale initiativer, herunder tværkommunale aktiviteter og initiativer, der sker i samarbejde med organisationer, der har relation og kendskab til lokale forhold.
Arbejdsmarkedsstyrelsen udmelder hvert år i september måned det foreløbigt beregnede beløb til den enkelte kommune for det følgende bevillingsår jf. BEK 890 af 18/09/2009 Bekendtgørelse om midler til de lokale beskæftigelsesråd efter lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Efter vedtagelsen af finansloven udsendes en endelig bevillingsudmelding. Kommunen meddeler LBR beløbets størrelse.
Stk. 2 Midlerne kan anvendes til:
- 1) efter lokale forhold at udvikle og underbygge virksomhedernes medvirken i virksomhedsrettede tilbud,
- 2) efter lokale forhold at udvikle nye tilbud og nye jobtyper til personer med begrænsninger i arbejdsevnen, eller som i øvrigt har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet,
- 3) opkvalificering og efteruddannelse af medarbejdere som led i aktiviteter eller initiativer efter § 47 eller
- 4) evaluering og formidling som led i aktiviteter eller initiativer efter kapitel 1.
Kommunen betaler udgifterne ved det lokale Beskæftigelsesråds virksomhed.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om fordeling, udbetaling, administration, regnskabsaflæggelse, revision, tilsyn m.v., herunder fordeling af uforbrugte midler til de lokale beskæftigelsesråd.
Kapitel 6
Information, tavshedspligt og habilitet
§ 17. Information til presse m.v. om det lokale beskæftigelsesråds virksomhed gives af rådets formand eller en person, som formanden bemyndiger hertil.
§ 18. Det lokale beskætigelsesråds medlemmer og suppleanter er omfattet af straffelovens og forvaltningslovens bestemmelser om tavshedspligt med hensyn til oplysninger, som er kommet til deres kendskab ved udøvelsen af deres erhverv, jf. forvaltningslovens kapitel 8 og straffelovens § 152b.
Stk. 2. Det lokale beskæftigelsesråd er omfattet af forvaltningslovens almindelige bestemmelser om inhabilitet (forvaltningslovens kapitel 2).
Stk. 3. Et medlem, der er bekendt med, at der for vedkommende selv foreligger forhold som nævnt i forvaltningslovens § 3 stk. 1 (inhabilitet), skal snarest underrette rådet herom, medmindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning, jf. forvaltningslovens § 6, stk. 1.
Kapitel 7
Sekretariatsbetjening
§ 19. Kommunen varetager sekretariatsbistanden for det lokale beskæftigelsesråd.
Stk. 2. Sekretariatsbistanden består i forberedelse af møder i det lokale beskæftigelsesråd, at bidrage med konkrete oplæg til brug for løsning af opgaver i rådet, at tage referat af møderne samt sørge for opdatering af relevante sider på FKnet og frederiksberg.dk. Sekretariatet sikrer endvidere, at medlemmerne løbende orienteres om relevante spørgsmål.
Stk. 3. Materiale til afgørelse, som er sendt til LBR, vil blive præsenteret på førstkommende formandsmøde og derefter på førstkommende LBR møde. Ansøgere vil få besked om denne forretningsgang.
Stk. 4. Information, som sekretariatet modtager til LBR, videresendes pr. mail, hvis det ikke kan vente til næste LBR møde, eller medbringes på førstkommende LBR møde. Sekretariatet tilstræber at sende ekstramateriale i en samlet pakke til LBR og dermed undgå små løbende informationer.
Kapitel 8
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 20. Nærværende forretningsorden er vedtaget på det lokale Beskæftigelsesråds møde den 26. august 2010 og er trådt i kraft samme dato.
Stk. 2. Forretningsordenen kan ændres ved almindelig flertalsvedtagelse i rådet, når ændringsforslaget er udsendt mindst 14 dage før det møde, hvor det behandles. Forretningsordenen skal revideres, når der sker rettelser i Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.