Gå direkte til sidens indhold

Lejligheder og tofamiliehuse

Lejligheder og tofamiliehuse

Skal du bygge om i din lejlighed, skal du først undersøge, om det er byggearbejde, der kræver tilladelse. Her på siden finder du information om, hvilket byggearbejde der kræver byggetilladelse, og hvad du kan gennemføre uden tilladelse.

  • Byggeri med byggetilladelse  

    Du skal søge om tilladelse til:

    • Byggearbejder i lejligheden, som påvirker bebyggelsens fælles installationer fx nyt badeværelse eller opsætning af brændeovn.
    • Ændringer i de bærende konstruktioner fx nedrivning eller gennembrydning af bærende vægge og støbning af betongulve på træbjælkelag, hvis gulvet er større end 6 m2.

    Ansøgningen skal altid indeholde:

    • Beskrivelse af byggeprojektet
    • Målsat plantegning af lejligheden som viser eksisterende og kommende forhold
    • Underskrevet fuldmagt fra ejerforening eller andelsboligforening. Fuldmagten finder du  under "Blanketter".
    • Konstruktionsprojekt og beregninger vedrørende de bærende konstruktioner. Beregningerne skal være i overensstemmelse med Bygningsreglementets kap. 4.2 og bilag 4.

    Hvis du ændrer på antallet af værelser i lejligheden, skal du selv give besked til BBR på bbr@frederiksberg.dk
    Du kan læse mere om, hvilke oplysninger om ejendommen, der er registeret i BBR.

  • Byggeri uden tilladelse  

    Du skal ikke søge om tilladelse til:

    • At renovere og udvide eksisterende badeværelser
    • At fjerne, opsætte eller ændre på ikke bærende skillevægge
    • At opsætte forsænkede lofter
    • At renovere et eksisterende køkken

    Regler i bygningsreglementet og byggeloven skal stadig overholdes, selvom du ikke skal have byggetilladelse. Se under "Læs mere om".

    Renovering af badeværelser er også beskrevet i SBI-anvisning 252 - vådrum 2015. Bogen kan lånes på biblioteket.

  • Ved etablering af altan til din lejlighed, skal både ejer- og andelsforeningen samt kommunen tages med i beslutningsprocessen. Det kræver byggetilladelse fra kommunen at opsætte altan. Ansøgningen bliver vurderet i forhold til den gældende lokalplan og ejendommens bevaringsværdi samt en helhedsvurdering af gener på naboejendomme.

    Du kan læse mere om dine muligheder for at etablere altan i Frederiksberg Kommunes altanmanual.

  • Brusekabine  

    Skal du opsætte brusekabine, skal du være opmærksom på, at selve brusekabinen skal være VA-godkendt, og ved opsætningen skal kravene i VA-godkendelsen være opfyldt. Et af kravene i en VA-godkendelse for en brusekabine er eksempelvis, at brusekabinen kun må opstilles i rum med aftræk eller oplukkeligt vindue.

    Det kan også dokumenteres ved testrapporter og produktionskontrolrapporter, at brusekabinen er god nok.

    I forbindelse med opsætningen kræves, at den autoriserede sanitetsmester anmelder afløbsarbejdet til kommunen. Sanitetsanmeldelsen finder du under selvbetjeningsløsningerne øverst på siden. Ligeledes skal den autoriserede sanitetsmester anmelde vandinstallationerne til Frederiksberg Forsyning.

  • Flytning af vægge  

    Hvis du vil rive en bærende væg ned, skal du søge om byggetilladelse. Det gælder også, hvis du vil etablere huller til døre eller udvide et eksisterende dørhul. 

    Ansøgningen til kommunen skal indeholde følgende:

    • Målfaste plantegninger 1:100, der viser forholdene før og efter, og hvor du markerer, hvilke ombygninger du vil foretage i lejligheden.
    • Konstruktionsprojekt og statiske beregninger fra en rådgivende ingeniør. Beregningerne skal være i overensstemmelse med Bygningsreglementets kap. 4.2 og bilag 4.
    • Fuldmagt fra andelsboligforeningen/ejerforeningen/udlejer.

    Tegninger over lejligheden/ejendommen kan hentes i det digitale byggesagsarkiv.

  • Brændeovn og pejs  

    Du skal ansøge om at installere en brændeovn eller pejs.

    Ansøgningen, skal indeholde følgende:

    • Målfast plantegning i 1:100 af hele lejligheden med angivelse af brændeovnens/pejsens placering og tilslutning til eksisterende eller ny skorsten.
    • Oplysning om fabrikat og model og om der til samme skorsten er tilsluttet andre ildsteder – type skal oplyses (brændeovn, pejs).
    • Fuldmagt fra ejendommens ejer/administrator, ejer- eller andelsboligforening.
    • Prøvningsattest som dokumenterer at brændeovnen/pejsen opfylder de gældende emissionskrav.

    Det er dit ansvar, at brændeovnen/pejsen og den skorsten som ildstedet skal tilsluttes samt selve installationen lever op til lovgivningen på området. Nederst på siden finder du Bygningsreglementet under "Læs mere om".

    Skorstensfejning
    Det er dit ansvar, at skorstenen bliver efterset og renset af en faglært skorstensfejer regelmæssigt - typisk én gang årligt.

    Kommunen skal sørge for, at det lovpligtige skorstensfejerarbejde kan blive udført. Frederiksberg kommune har derfor indgået aftale med skorstensfejermester Finn Birk Pedersen om, at han skal stå til rådighed for udførelse af skorstensfejerarbejde. Hvis du indgår aftale med Finn Birk Pedersen, vil betalingen for hans arbejde blive opkrævet via ejendomsskatterne.

    Du er ikke forpligtet til at få din skorsten fejet af Finn Birk Pedersen, men kan frit vælge en anden, så længe vedkommende er uddannet som skorstensfejer.    

    Afstand til brændbare materialer
    Ved installationen af ildstedet skal det sikres, at der ikke er risiko for antændelse af brandbare materialer på fx gulv, vægge og loft. Hvis ildstedet placeres mindst 500 mm fra brandbare materialer, er du på den sikre side. Afstanden kan være mindre, så længe overfladetemperaturen på de brændbare materialer ikke kan overstige 850 C. Afstandskravet kan også være bestemt ved CE-mærkningen af din brændeovn.

    Gulvbeklædning
    Gulvet under brændeovne og pejse skal være ubrændbart eller fast beklædt med et ubrændbart materiale. Det ubrændbare materiale bør gå mindst 300 mm frem foran lukkede ildsteder og mindst 500 mm frem foran åbne ildsteder. Det ubrændbare materiale bør desuden gå mindst 150 mm ud til hver side for ildstedets åbning.

    Røgspjæld
    Ildstedet kan forsynes med håndbetjent røgspjæld, der i lukket tilstand sikrer et frit gennemstrømningsareal på mindst 20cm².

    Skorsten
    Det er vigtigt, at aftrækssystemets lysningsareal er tilpasset den indfyrede effekt. Et forkert lysningsareal kan give en dårlig forbrænding og dermed risiko for kulilteforgiftning. Jo flere ildsteder på samme skorsten jo større lysningsareal. Den indfyrede effekt vil for de fleste fyringsanlæg kunne oplyses af fabrikanten.

    Hvis du vil installere en pejs (åbent ildsted), skal du være opmærksom på, at den skorsten som pejsen tilsluttes, ikke må betjene andre ildsteder, hverken pejse eller brændeovne. Hvorimod flere brændeovne godt kan tilsluttes den samme skorsten.
     
    Den skorsten der skal anvendes må heller ikke modtage aftræk fra gas- og oliefyrede anlæg samt kedelanlæg indrettet til overtryksforbrænding.

  • Sammenlægning af lejligheder  

    Kommunen giver normalt tilladelse til sammenlægning af lejligheder, når følgende 3 betingelser er opfyldt:

    • Det samlede areal af lejlighederne overstiger ikke 160 m2

    • Der er erklæring om frivillig fraflytning – det betyder, at den lejer der flytter, har skrevet under på, at han/hun fraflytter lejligheden frivilligt

    • Den tilbageblivende lejer er indforstået med sammenlægning og ønsker at overtage det samlede lejemål

    Når du vil sammenlægge lejligheder, skal du sende din ansøgning til mail: bbe@frederiksberg.dk. I mailen skal du vedhæfte dokumentation som pdf filer.

    Hvis du bor i en andelsboligforening eller i en udlejningsejendom skal du sende en fuldmagt fra ejer / andelsboligforeningen, der godtgør, at du har fået lov til at lægge lejlighederne sammen.

    Kravet om dokumentation for frivillig fraflytning vil normalt være opfyldt, hvis du sender et af følgende dokumenter til kommunen:

    • Erklæring om frivillig fraflytning underskrevet af lejeren

    • Kopi af evt. overdragelsesaftale vedrørende andelen med købers og den fraflyttendes underskrift

    • Kopi af tidsbegrænset lejekontrakt

    Når du ønsker at sammenlægge lejligheder, skal du altid have tilladelse efter reglerne i boligreguleringslovens kapitel VII. En ansøgning om sammenlægning af to lejligheder foregår i to særskilte processer, en juridisk og en byggeteknisk. Du skal først have den juridisk godkendelse, før din ansøgning, bliver oprettet som en byggesag.

    Ansøgninger om sammenlægning af lejligheder, der vil få et bruttoetageareal, der er større end 160 m2, afgøres af Bolig- og Ejendomsudvalget (det politiske udvalg) ud fra en konkret vurdering. Som eksempler på forhold, der vil indgå i udvalgets vurdering nævnes:

    • Særlige sociale- og sundhedsmæssige forhold for et af husstandens medlemmer,

    • Sammenlægning af en stuelejlighed med en kælderlejligheder, hvor en sammenlægning gør det muligt at afbryde toilet- og øvrige afløb og nedbringe risikoen for oversvømmelse og

    • Sammenlægning lejligheder, hvor den ene eller begge lejligheder er helt uhensigtsmæssigt indrettede og ikke udgør en funktionel familiebolig.

     

    Du kan forvente, at der gives tilladelse til at sammenlægge beboelseslejligheder i ejendomme, der ved opførelsen var indrettet som og benyttet som bolig for een husstand uanset arealet af boligerne.

    Det indgår ikke i vurderingen, om der etableres en erstatningsbolig for den lejlighed, der nedlægges i forbindelse med sammenlægningen.

    For alle lejlighedssammenlægninger gælder, at der skal ske fysisk sammenlægning inden for 1 år fra tilladelsen er givet. Såfremt den fysiske sammenlægning ikke gennemføres inden for denne frist, bortfalder tilladelsen.

  • Inddragelse af loftrum til bolig  

    Du skal ansøge kommunen om byggetilladelse, hvis du vil inddrage tagetagen eller loftet til beboelse. Med rum til beboelse menes rum til længerevarende ophold som fx soveophold og ophold hele året rundt. Rum i kælderen eller dele af boligen, der udelukkende bliver brugt til opbevaring el.lign., tæller ikke med i beboelsesarealet, så længe de ikke er godkendt til beboelse.

    Ved etablering af beboelse i en uudnyttet tagetage, har kommunen praksis for at tillade beboelse i forbindelse med underliggende lejlighed, hvis tagetagen er udnyttelig. Loftshøjde og boligens rumdybde, rumstørrelse og vinduers placering indgår som en del af vurderingen af, om indretning af beboelse i tagetagen er tidssvarende.

    Din ansøgning om byggetilladelse skal indeholde en tegning og en beskrivelse af ombygningsprojektet, så kommunen kan vurdere, om byggeprojektet overholder lovgivningen.

    Det er en god idé, at du sætter dig ind i, hvilke krav og regler der gælder - evt. køber hjælp af en arkitekt til at udarbejde det materiale, der skal bruges til ansøgningen. Hvis du på forhånd sikrer dig, at dit byggeprojekt opfylder kravene, er der stor chance for, at din ansøgning om byggetilladelse går igennem. På den måde kan du spare en masse tid og mange ærgrelser.

  • Vand- og afløbsinstallationer  

    Der skal søges om byggetilladelse, hvis du fx indretter et helt nyt badeværelse eller bygger badeværelse i et eksisterende WC-rum. og der skal søges byggetilladelse til afløbsarbejder i jord fx etablering af dræn. Renoveringsarbejde i eksisterende badeværelse, skal der ikke søges byggetilladelse til.

    Regler i bygningsreglementet og byggeloven skal stadig overholdes, selvom du ikke skal have en byggetilladelse. Se under " Læs mere om ".

    Renovering af badeværelser er også beskrevet i SBI-anvisning 252 - Vådrum 2015. Bogen kan lånes på biblioteket.

    På sikkerhedsstyrelsens hjemmesiden kan du finde information om, hvilke VVS-arbejde du selv må udføre, og du kan også finde de firmaer, der har autorisation til at udføre det arbejde, du ikke selv må. Se nederst på siden under "Læs mere om".

    • Arbejde på vand- og afløbsinstallationer skal udføres af autoriserede håndværksmestre.
    • Afløbsinstallationer i jord skal udføres af en autoriseret kloakmester.
    • Afløbsinstallationer i bygninger og vandinstallationer skal udføres af en autoriseret vvs-installatør.
  • Skal I udskifte jeres vinduer, er der en række forhold, der skal overholdes:

    • Beboelsesrum og køkken skal forsynes med en redningsåbning, dvs. vindue, lem eller dør, som personer kan reddes ud igennem, og som kan nås af brandvæsenets stiger.
    • Eventuelle solafskærmninger og lignende må ikke forhindre brugen af redningsåbninger, og vindue, lem eller dør skal kunne åbnes let og skal kunne fastholdes i en stilling, der såvel indefra som udefra giver fri passage.
    • Redningsåbninger skal have en fri åbning, som har en højde og bredde der tilsammen er mindst 1,5 m. Højden skal være mindst 0,6 m. og bredden mindst 0,5 m. Er afstanden fra terræn til underkant af redningsåbning højst 2 m., han højden dog nedsættes til 0,5 m.
    • Hvis underkanten af redningsåbningen i øverste beboelseslejlighed ligger mere end 10,8 m. over terræn, skal hver af lejlighederne i alle etager i mindst ét beboelsesrum mod vejen eller mod brandredningsarealet i gården have en redningsåbning enten som dør eller drejevindue, sidehængt vindue, sidehængt lem eller skydevindue.
    • Nye vinduer i stueetagen mod vej indrettes, så de åbner indad, eller det sikres, at vinduerne kun i nødstilfælde kan åbnes mere end 0,3 m foran facaden.
    • Samtlige vinduer i en bygnings facade skal være ens, og overfladebehandlingen skal harmonere med facadens udseende i øvrigt. Såfremt kun enkelte vinduer i en bygnings facade udskiftes, skal de nye vinduer udføres med samme opdeling som facadens eksisterende vinduer.
  • WC og badeværelse  

    Det er vigtigt at overholde love og regler, når det gælder badeværelset. WC- og badeværelse er nemlig et af de rum i beboelsen med størst fugtpåvirkning, og utætheder kan medføre alvorlige følgeskader på omgivende konstruktioner.

    Renovering og udvidelse af eksisterende lovlige badeværelser, skal overholde gældende regler, men kan udføres uden godkendelse fra kommunen. SBI-anvisning 252 - Vådrum 2015, som kan lånes på biblioteket, giver forslag til, hvordan renovering af badeværelser kan udføres.

    Nye badeværelser kræver byggetilladelse fra kommunen, også hvis du ændrer et eksisterende wc-rum til et badeværelse.

    En ansøgning om nye wc-rum og badeværelser skal indeholde:

    • Fuldmagt fra ejerforeningen / andelsboligforeningen og alle ejere af ejendommen ved 2-familie villaer.
    • Fuldmagt fra underbo, hvis der sker gennembrydning af etageadskillelsen i en ejerforening
    • Oplysninger om ventilation
    • Plantegning i målene mindst 1:100 af forholdene før og efter ombygningen. Tegningerne skal vise placering af de sanitære installationer: håndvask, toilet, gulvafløb.
    • VVS-arbejdet skal udføres af autoriseret VVS installatør. Find information på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside under "Læs mere om".