Regulativ for Frederiksberg Kommunes parkeringsfond.
Frederiksberg Kommunalbestyrelse har i henhold til byggelovens § 22, stk. 6 og Bygge- og boligstyrelsens cirkulære nr. 10 af 17. januar 1994 om kommunale parkeringsfonde vedtaget, at bestemmelserne i bygningsreglementet og i lokalplaner og byplanvedtægter om tilvejebringelse af parkeringspladser på egen grund kan fraviges på betingelse af, at der efter nedenstående bestemmelser indbetales ydelser til kommunen til anlæg af tilsvarende antal parkeringspladser i området.
§ 1
Kommunalbestyrelsen kan fritage for udlæg af parkeringspladser til nybebyggelse og væsentligt ændret benyttelse af eksisterende bebyggelsen på betingelse af, at ejendommens ejer indbetaler en ydelse til anlæg af et tilsvarende antal parkeringspladser, der anlægges af kommunen.
Parkeringspladserne anlægges indenfor maksimalt 1 km. fra ejendommen i fugleflugtslinje.
Kommunen opdeles i 2 parkeringsfondszoner, jf. bilag 1.
§ 2
Bidraget til parkeringsfonden fastsættes som et beløb for hver parkeringsplads, grundejeren fritages for at tilvejebringe på egen grund, og svarer til den seneste offentliggjorte gennemsnitlige grundværdi pr. kvadratmeter i den pågældende parkeringsfondszone tillagt anlægsudgifterne til parkeringspladsen.
For ejendomme, hvor den tilladte bebyggelsesprocent er 110 eller større, kan der for hver parkeringsplads, tillægges et beløb svarende til udgifterne ved etablering af en parkeringsplads i et parkeringsanlæg.
Den seneste offentliggjorte gennemsnitlige grundværdi tager udgangspunkt i den gennemsnitlige ejendomsvurdering på Frederiksberg pr. 1. januar i den pågældende parkeringsfondszone.
Anlægsprisen for en parkeringsplads på terræn beregnes på basis af udgifterne til etablering af kørevej, holdeplads, belægning, opstregningopstribning, belysning, skiltning, beplantning samt miljøafgifter.
Anlægsprisen for en parkeringsplads i et parkeringsanlæg beregnes på basis af udgifterne til opførelse af parkeringshus/parkeringskælder, etablering af kørevej, holdeplads, afstribning, belysning, skiltning beplantning samt miljøafgifter.
Anlægsprisen reguleres hvert år pr. 1. januar på basis af byggeomkostningsindekset for betonkonstruktioner for september i det foregående år. Indekset er 100 for året 1995. Indekset for 2000 er 116,17. Anlægsprisen for en parkeringsplads på terræn i 2001 udgør 20.000 kr., og anlægsprisen for en parkeringsplads i et parkeringsanlæg i 2001 udgør 230.000 kr. Prisen fastlægges på tidspunktet for byggetilladelsen eller tilladelsen til ændret anvendelse.
Er arealet til parkeringspladsen erhvervet ved ekspropriation efter vejlovgivningen, udgør bidraget alene anlægsudgiften til parkeringspladsen.
Bliver den anlagte parkeringsplads offentligt tilgængelig, nedsættes bidraget til halvdelen.
§ 3
Reserveres parkeringspladser udelukkende til en eller flere bidragydende ejendomme, overtager ejerne af de pågældende ejendomme den fulde drift og vedligeholdelse af disse parkeringspladser. Forpligtelsen tinglyses på den eller de bidragydende ejendomme.
Frederiksberg Kommune kan bestemme, at drift og vedligeholdelse af parkeringspladser i et parkeringsanlæg, der er reserveret udelukkende til en eller flere bidragydende ejendomme, skal udføres af kommunen på de bidragydende ejendommes regning. Forpligtelsen tinglyses på den eller de bidragydende ejendomme.
Frederiksberg Kommune foretager drift og vedligeholdelse af parkeringspladser, der er offentligt tilgængelige.
§ 4
Ydelser til anlæg af parkeringspladser forfalder til betaling, når fritagelse for anlæg af parkeringspladser på egen grund er meddelt eller tilladelse til ændret benyttelse er givet. Udnyttes byggetilladelsen ikke inden for 2 år, tilbagebetales bidraget fra parkeringsfonden.
§ 5
Er parkeringspladserne ikke anlagt senest 5 år efter, at kommunalbestyrelsen ved byggetilladelse eller ved tilladelse til ændret anvendelse har fritaget den pågældende ejendom for anlæg af parkeringspladser på egen grund, tilbagebetales det indbetalte beløb.
§ 6
Opkræves der betaling for etablering af parkeringsplads i parkeringsanlæg, men etableres der i stedet parkeringsplads på terræn, tilbagebetales differensen mellem prisen for en parkeringsplads i parkeringsanlæg med prisen for en parkeringsplads på terræn.
§ 7
Indbetalte ydelser skal holdes adskilt fra kommunens øvrige midler og må ikke anvendes til andre formål. Der skal føres regnskab over de indgåede ydelser og det skal fremgå, hvilke ejendomme, der har indbetalt dem og hvor mange parkeringspladser, der er betalt for, ligesom tidspunktet for indbetalingen skal fremgå. Der skal ligeledes føres regnskab over, hvortil ydelserne er brugt.
Regnskabet aflægges og revideres i forbindelse med kommunens øvrige regnskabsaflæggelse.
§ 8
Regulativet træder i kraft straks efter kommunalbestyrelsens vedtagelse heraf. Samtidigt ophæves Bestemmelser for parkeringsfond i Frederiksberg Kommune, som blev vedtaget af Frederiksberg Kommunalbestyrelse den 15. januar 1996.
Vedtaget af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, den 18. juni 2001.